Søde ven, du skriver bedre på sovepiller – Fay Weldon & Maise Njor LIVET FOR LET ØVEDE
Med en aldersforskel på 37 år og to ægteskaber foran på point skriver den feministiske forfatter Fay Weldon sine bedste råd til den ulykkelige Maise Njor, der netop er blevet skilt. Hun opfordres blandt andet til at spise mere smør og tage sovepiller.
Citat
I feministbevægelsens første tid forsøgte kvinder at opføre sig ligesom mænd – og da den blev stærkere, begyndte de at forvandle mænd til kvinder. Mændene kapitulerede hurtigt. De opdagede af nødvendighed glæderne ved at være kvinde – vise følelser, opfostre børn, elske og tilgive. (…) Selve samfundet blev kvindeliggjort. I dag vil vestlige regeringer gå i seng med fjenden, snakke fred, undskylde fortidens uret og give os besked på at spise vores dejlige grøntsager op. (…) Men kvinder må stadig ikke hade deres fjender. De skal overlade deres børn til stedmoderen, alt imens de smiler. De må ikke hade andre og er begyndt at hade sig selv, især deres kroppe, som de lemlæster og sulter.’
Uddrag fra en af Fay Weldons mails til Maise Njor.
Det er en oplagt idé og lidt at et scoop at få den aldrende og verdenskendte forfatter og feminist Fay Weldon til at udgive en bog med ’vores egen’ mailbogsdronning, klummeskribent og journalist Maise Njor. De har nemlig mere end blot hårfarven til fælles, de skriver begge befriende bramfrit om både hun-djævle og hemmelige forelskelser i Michael Laudrup, og hvem ved, måske kan de lære noget af hinanden undervejs.
Desværre virker bogen ikke rigtigt efter hensigten.
Maise Njor formulerer undervejs i mailbogen en række spørgsmål til sit litterære idol Fay Weldon. Desværre skaber spørgsmålene ikke en egentlig dialog eller diskussion, men har mere karakter af spørgsmål-svar som i en 7. klasses poesibog; Hvilke mennsker kan du godt lide/ikke lide? Hvad der den bedste/værste opfindelse, synes du?
Maise Njors spørgsmål og korte mails virker naive, fordi de kommer oven på en bombastisk svada af den ordrige Fay Weldon, der ind mellem sine reflekterede udsagn og ærlige tilbagekig på de tre ægteskaber, fire sønners opvækst og hele feminismens historie også kommer med nogle overraskende forstokkede forestillinger. For eksempel at mænd ikke elsker deres børn så meget som mødrene, at man ikke skal fortælle sine børn, at man elsker dem, for så slipper man magten, at en stedmor ikke rigtigt bekymrer sig om sine stedbørn, at man bliver glad af at spise mere smør, og at man skriver bedre på et par sovepiller.
Det mest interessante ved bogen er de to damers syn på ligestilling og feminisme anno 2010. Hvor Maise Njor synes, der er lang vej igen, tænker Fay Weldon, at vi er blevet FOR lige, og hun spørger – og det er et godt spørgsmål – om det at være lige gør os lykkelige, om ikke vi skal huske at være mand og være kvinde? Personligt tror jeg, hun har ret, men også den diskussion ender blindt, og Maise Njor fortsætter med at stille sit forbillede spørgsmål som:
’Da jeg var 19 år og lige var kommet ind på Journalisthøjskolen, pakkede jeg lidt tøj og tog til Århus. Da jeg vendte hjem fire år senere, var skrivemaskinen skiftet ud med en de hersens nymodens ting; en computer. Men jeg kan faktisk ikke huske, første gang, jeg var på nettet – kan du? Og hvilken af dine bøger, var den første, du skrev på computer, og har det ændret måden, du skriver på? Og hvilke opfindelser har været de bedste og værste i din levetid?
Venlig hilsen Maise’
Jeg kan ikke rigtigt greje, om Maise Njors begrænsede engagement skyldes den krise, hun personligt oplever i de ni en halv måneder, bogen er om at blive skrevet, eller hun bare ikke ser det som hendes rolle at gå i kødet på hendes medskriver. Under alle omstændigheder er der en redaktør et sted, der svigter.
Maise Njor påstår ved bogens ende, at hun har lært noget af mailudvekslingen og heldigvis ender den med, at hun springer ud som selvstændig journalist og forfatter, sidder i egne kontorlokaler og ser mere lyst på fremtiden og på mændene i den. Om hun også følger hun-djævlens råde om at spise mere smør og tage sovepiller, melder historien intet om.
