Søgen efter helheden – Gerbrand Bakker OVENPÅ ER DER STILLE
Prisbelønnet roman om landmanden Helmer, hvis selvbillede gradvist opløses, hvorved han på ny kastes ind i livet og det paradoks at skulle træffe valg i en verden, der ikke rummer svar.
Citat
Far vågner ikke, da jeg kommer ind i hans værelse. Jeg stiller forsigtigt tallerkenen på natbordet og sætter mig i stolen ved vinduet.
’Jeg skal hilse fra kvæghandleren,’ siger jeg lavmælt, men ikke spidst. ’Han skal til New Zealand med sin kone, over til datteren.’ Gråkragen i asketræet er min eneste tilskuer. ’Jeg hader dig, fordi du har forpestet mit liv. Jeg sender ikke bud efter en læge, fordi jeg synes, at det er på høje tid, du holder op med at forpeste mit liv, og jeg siger til Ada, at du er senil, fordi det gør tingene lidt lettere. Hvis du er senil, er det hele lige meget nu. Hvad jeg siger, og hvad du siger. Og du aner ikke halvdelen af, hvad jeg havde til overs for Henk. Henk var min tvillingebror. Ved du, hvordan det er at have en tvillingebror? Hvad? Hvad ved du i grunden?
Den 46-årige hollandske debutant Gerbrand Bakkers snit er klassisk: at lade en antihelt skildre sit eget passive forhold til verden livet, hvorved påduttende og moraliserende toner undgås i et værk, der omhandler et menneske som aldrig har lært at leve. Og resultatet er vellykket – man får en mærkelig form for loyalitet med denne Helmer, der ikke har prøvet andet end at miste, fordi han ikke formår selv at rejse sig og erobre – en loyalitet der bliver til decideret empati i det øjeblik omstændighederne begynder at åbne hans øjne for hans indholdsløse tilværelse.
Helmer lever sit monotone liv på familiens gård, en tilværelse af blikke: blikke på dyrene, himlen, fuglene, sig selv der spiser, fodrer, skider… Bakkers sprog er dvælende og passivt iagttagende, grænsende til det kedelige, men er samtidig struktureret i et væld af kortere passager, hvorved disse øje-blikke af ligegyldige nu’er flettes med uventede begivenheder og blandes med erindringer. På den måde opstår der alligevel nogle skrøbelige spændinger omkring Helmer, der holder en form for narrativ i gang og, vigtigst af alt, momentant tvinger ham til at se sig selv udefra:
– Jeg stiller mig igen hen til sidevinduet, men nu med kikkerten. Bag køkkenvinduet i gården, der ligger mere end fem hundrede meter væk, står Ada og stirrer på mig i sin kikkert.
I lang tid forbinder Helmer sin manglende evne til at træde i forhold til verden med sit store savn – den afdøde tvillingebror, Henk, fra hvem han var uadskillelig. Uadskillelig ifølge Helmer – Henk selv var tilsyneladende mere optaget af kæresten Riet den sidste tid, om end Helmers nostalgi ikke er helt ubegrundet:
– Hvis far vovede sig ud i det store eventyr, at starte bilen og køre ud imod det hjulsporfri isdække, ville vi lade det ske med os som én mand, uden angst, i dyb stilhed.
’Jeg har flyttet far ovenpå’, er bogens første sætning som slår den bebrejdelse an, hvormed Helmer forsøger at lægge al skyld over på sin nu invalide far, der kun havde anerkendelse til overs for Henk. Men skæbnen vil, at Helmer bliver kontaktet af Riet, fyrre år efter broderens død, og ender med at tage dennes søn i pleje. Overfor denne dovne teenager oplever Helmer sig selv i en adfærd ikke ulig den, hans far har udøvet. Og samtidig kommer knægten godt ud af det med Helmers far! Langsomt krakelerer det verdensbillede, hvor Helmer er offeret, der ikke kunne gøre noget til fordel for det mere sande – det af Helmer, der ikke formår at gøre noget. ’Jeg har aldrig lært at være alene.’
Det er næsten som at se en film af Dreyer eller Bergman – den langsomme, til tider søvndyssende udvikling af personer og deres forhold til verden dækker over en storm af eksistentiel fremmedgørelse, filosofiske dilemmaer, tomhed. Er man selv en Helmer, ser man det imidlertid ikke, men falder i søvn under monologerne i sort-hvid.
