Sol og glemsel – Albert Camus DET FØRSTE MENNESKE
Det er en intens og voldeligt varm oplevelse at dykke ned i Albert Camus’ ufærdiggjorte, men komplet fuldendte erindringsroman.
Citat
Catherine Cormery lænede sig frem over skulderen på ham. Hun så på de to rektangler i lyset, de regelmæssige rækker af linier; også hun kunne mærke lugten, og undertiden lod hun sine stive fingre, der var rynkede af vaskevandet, glide hen over siden, som om hun prøvede bedre at forstå, hvad en bog var, komme lidt tættere på disse mystiske tegn, der var uforståelige for hende, men hvor hendes søn så tit i timevis fandt et liv, der var ukendt for hende, og som han kom tilbage fra med dette blik, han lod hvile på hende som en fremmed.
Da den franske forfatter og nobelprisvinder Albert Camus i 1960 sammen med vennen Michel Gallimard var på vej hjem fra et nytårsophold i Sydfrankrig, punkterede det ene forhjul og sendte bilen hidsigt slingrende mod et vejtræ. Camus blev dræbt på stedet. Med sig i bilen havde han en kuffert med manuskriptet til DET FØRSTE MENNESKE.
Camus var langt fra færdig med sin bog. Manuskriptet er fyldt med selvmodsigelser, manglende ord, ufærdige sætninger, og over lange passager flyder teksten åndeløst løbskløbende i et ureflekteret ridt, der står i skærende kontrast til den fintpolerede og nærmest minimalistiske stil, som mange læsere sikkert kan huske fra Camus’ hovedværk DEN FREMMEDE.
DET FØRSTE MENNESKE er Camus’ forsøg på at give en stemme til sin barndoms stumme møblement. Først og fremmest moderen, den kærlige og halvdøve analfabet, som blidt kærtegner barnets bøger i erkendelse af, at berøringen af papiret med de sorte kolonner er det tætteste, hun kan komme på den verden, hendes søn uigenkaldeligt er trådt ind i.
Faderen er væk, bombet ihjel af en granat i den indledende fase af Første Verdenskrig. Camus’ alter ego, Jacques Cormery, er altså en mand uden ophav, uden fortid. Moderen kan ikke huske det store om sin tidligere mand, og mens hendes analfabetisme fratager hende adgangen til en nedskrevet historie, fratager hendes manglende hørelse hende den mundtligt overleverede ditto.
I den forstand er Jacques det første menneske, og det er op til ham at skabe verden, at navngive tingene og indgyde mening. Der findes ingen arkiver i ørkenen, og fattige, ulæsende mennesker efterlader sig ingen kilder, medmindre de rapser på markedet og dermed kommer i kontakt med magtens institutioner. Derfor bliver Camus’ projekt også politisk. Hans erindringsroman er også et forsøg på at redde en bestemt levet virkelighed fra en glemsel, der ellers ville være total og udslettende. Et fattigt liv fremskrevet bliver subversivt i sig selv.
Algiers er rammen om disse barndomsminder, og Camus maler en uendeligt smuk og mangefacetteret freske over et Nordafrika, som er barn af havet og solen. Fortællestemmen er grænsende til det nostalgiske og ligger tættere op ad en Leo Tolstoj, og måske i særdeleshed en John Steinbeck. Som hos Steinbeck er ethvert landskab hos Camus også en skabelsesberetning, og erindringen får bestandig en mytisk overbygning.
Derfor er DET FØRSTE MENNESKE også en magisk sensuel oplevelse at læse. Der sanses intenst og grusomt. Fluerne brummer som flyvere, bedstemoren lugter brutalt af gammelt kød, vinden knuses under solen, sporvogne kører forbi med en larm af jern, varmen knitrer gnistrende, og højsletten vibrerer dumpt som en ambolt under solens hammer. Naturen vender pivåbent ud mod eksistensen og farver såvel levet liv som erindring. Det er så poetisk prægnant og fremragende, og jeg skælver, bæver og ryster ved tanken om den roman, den kunne være blevet, hvis Camus havde fået lov til at blankpolere den. Men måske den så ikke ville have fremstået så ren og umiddelbar.
Det siger sig selv, at det er en bastant opgave for en oversætter, men Hans Peter Lund har om nogen en sikker fornemmelse for Camus’ prosa, hvilket han i de senere år har haft rig lejlighed til at demonstrere i forbindelse med Gyldendals markering af Camus’ 100-års fødselsdag i 2013. DET FØRSTE MENNESKE er oversat, så Camus’ stilistiske finesse fremstår stærkt og i sin egen ret på dansk. Dog kunne jeg godt have ønsket mig, at forlaget, når man nu rent faktisk har ofret lidt på den lækre indpakning, havde taget sig tid til at erstatte det hyppigt brugte ’medens’ med et ’mens’. Det virker måske som en lille fordring, men faktisk forstyrrer det ofte det helt særlige flow, der er i en tekst af Camus, at man støder ind i en sådan unødvendig arkaisme i en ellers tidssvarende og frem for alt lydhør oversættelse.
Endelig en boganmeldelse af en bog som jeg har læst. Det er en af mine yndlingsbøger. Den forklarer på en måde hvorfor Camus blev den forfatter han blev. Heldigvis har jeg læst Camus, for jeg er slet ikke færdig med Nellies Bog, som den ærede anmelder anmeldte for nogen tid siden. I øvrigt vover jeg her pelsen og påstår at Troels har overset de mange lange citater som er lifted fra The Graduate fra 1967. Nellies bog er i øvrigt vildt sjov, det er Det Første Menneske ikke, men den er spændende at læse.
Du er altid vedkommende, anmelder. Tak for det.