Soldat på en meter og fyrre – Ishmael Beah DEN LANGE VANDRING
Det er noget af en udfordring, Ishmael Beah har givet sig selv ved at sætte sig for at beskrive sine ubeskriveligt grufulde oplevelser fra Sierra Leones borgerkrig. Men den tidligere barnesoldat gør det umanerlig godt.
Citat
Jeg gik uafbrudt i to døgn uden søvn. Jeg stoppede kun for at drikke ved de små vandløb undervejs. Jeg havde hele tiden følelsen af, at nogen var efter mig. Ofte blev jeg så skræmt af min egen skygge, at jeg spænede af sted i lange stræk. Alting føltes så skræmmende brutalt. Selv luften virkede truende, som om den ville knække nakken på mig. Jeg vidste, at jeg var sulten, men jeg havde hverken appetit til at spise eller styrke til at lede efter mad. Jeg var passeret gennem afbrændte landsbyer, hvor ligene af mænd, kvinder og børn i alle aldre lå spredte som blade på jorden efter en storm.
I 1997 emigrerede sierraleoneren Ishmael Beah til USA i en alder af 17 år. Bag sig lagde han en forfærdelig tilværelse som forældreløst barn på flugt og siden som drengesoldat i hærstyrkerne. Det er den tilværelse, Beah skildrer i DEN LANGE VANDRING. Det er ikke nogen let opgave at gøre borgerkrigens uhyrligheder begribelige, men Beahs erindringsbog er et værk, der kryber langt ind under huden.
Da Ishmael er 12 år, lever han sammen med sin familie i en stille landsby i Sierra Leone på Afrikas vestkyst, men da byen angribes af oprørshæren RUF, spredes Ishmaels familie for alle vinde, og Ishmael tvinges på flugt. Beskrivelsen af, hvordan han vandrer forvildet rundt i en endeløs søgen efter mad, er fænomenalt gribende. Trøstesløse billeder af krigen, der flår landet i stykker, blandes med hjertevarme fortællinger, fx om Ishmaels første møde med Atlanterhavet og om hans uforklarlige evne til at klatre i kokospalmer, når sulten er allerværst.
Ishmael formår i lang tid at undgå at involvere sig direkte i krigen, men i en blanding af hævnlyst og nødvendighed bliver han en del af den hær, der kæmper mod oprørerne. Tiden som soldat skildres som en delirisk tilstand, hvor brown brown – en blanding af kokain og krudt – får soldaterne til at udføre uudsigelige grusomheder uden omsvøb. Børn ned til syvårsalderen forvandles til skruppelløse dræbere.
I første omgang går bogen hurtigt hen over soldaterårene, og det undrer man sig lidt over som læser. Ishmael reddes ufrivilligt af UNICEF-arbejdere og tages med til en lejr for børnesoldater. Her skal han ’resocialiseres’, men Ishmael har intet andet end vrede tilovers for de overbærende civilister og deres evige påpegning af, at ’det ikke er hans skyld’. Alt, han kan tænke på, er at komme tilbage til krigsområderne og kæmpe videre.
Men efterhånden kommer Ishmael til sig selv igen – og så kommer historierne om hans krigsoplevelser pludselig væltende i mareridtsagtige glimt. Ishmael har måske nok oplevet krigen som et lykkeligt delirium, mens han var soldat, men nu begynder rædslerne at sætte deres mærke i sjælen. Han opdager, at erindringer fra barndommen er blevet erstattet af billederne fra første gang, han skar halsen over på en mand.
At lade episoder fra tiden som soldat optræde i fragmenter, efter Ishmael er blevet revet ud af krigshelvedet, er et smart kompositorisk træk, og i det hele taget har Ishmael Beah blændende godt styr på sin fortælling. DEN LANGE VANDRING er ligeså uafrystelig, som den er rystende, og den er en helt igennem stor oplevelse.
Det er en lang række usandsynlige tilfældigheder, der har ført til, at Beah er sluppet helskindet ud af borgerkrigen og kan fortælle omverdenen sin historie. Den fortæller han uden nogensinde at forfalde til hverken selvmedlidenhed eller selvretfærdighed, og det er en fantastisk præstation.
