Solen er så død, far – Jonas Rolsted FLEX DEATH
Jonas Rolsted balancerer på grænsen mellem det hypnotiserende og det søvndyssende. FLEX DEATH er en talentfuld, men til tider temmelig kedelig omgang, der ikke lever op til den massive hype, bogen har været genstand for.
Citat
1.
Men nu er det vinter.
2.
Min far har lige ringet og råbt alt muligt fuldemandssnak ind i mit øre.
3.
Midtvejs råbte han faktisk at han gerne ville holde op med at drikke. Jeg forsøge at anvise ham nogle muligheder for behandling. Men for hver behandlingsmulighed gerådede ham i et mere og mere afmægtigt raseri ved tanken.
4.
Jeg har stadig ikke fået købt handsker.
5.
Da jeg cyklede forbi vandet, lagde jeg mærke til at der er begyndt at komme is på nogle steder.
6.
Kulden bider sig fast i træerne.
7.
Solen støtter sig til mine øjne.
8.
Jeg cykler og det er så frygteligt koldt uden handsker. Derhjemme laver jeg kaffe, ser på vinduerne overfor, samler skjorten op fra gulvet. Jeg skal mødes med en veninde i aften. Jeg føler mig ør i hovedet efter druk de sidste mange dage. Hvide bliver dagene først når de stikker hænderne ned til os. Som tiden går, bliver mangt og meget mat eller blegt.
Det er ikke Jonas Rolsteds skyld, at hans debutbog FLEX DEATH er blevet nomineret til Montanas litteraturpris, hvor den er oppe imod eklatant anbefalelsesværdige værker som Harald Voetmanns KØDET LETTER og Christina Hesselholdts SELSKABET GØR OP. Ligesom det ikke er Jonas Rolsteds skyld, at FLEX DEATH i det hele taget er blevet hypet ganske betydeligt for en debutbog. Men det ændrer ikke på, at man går til bogen med tårnhøje forventninger. Og det ændrer ikke på, at man skuffes.
’Et digt’ lyder genrebetegnelsen, og det er i grunden underligt. For FLEX DEATH er mere prosa, end den er poesi. Poetisk prosa vel at mærke, men stadig prosa. Grundlæggende er der tale om en erindringsbog, hvor en ung mand med hang til bajere i byen erindrer en opvækst med en alkoholiseret far. Det flettes sammen med beskrivelser af jegets daglige arbejde i et plejeteam for psykisk syge, misbrugere og handicappede.
Under det hele ligger døden som en dyster bastone. Ikke mindst i de genkommende sætninger ’Men nu er det forår’, ’Men nu er det efterår’ osv., der skaber en følelse af forgængelighed, undergang og død. Rolsteds skrift har en hypnotiserende, næsten søvndyssende effekt, og selv om solen, som normalt er livgivende, er det gennemgående billede, så er det døden, der der får det sidste ord. Bogstaveligt talt.
Bogen er bygget op efter et sindrigt talsystem med ti nummererede dele, der hver er delt i 30 nummererede afsnit. Kompositionen er altså en pointe, forstår man, men jeg er usikker på, hvad pointen er. Jeg vil ikke udelukke, at der er en, men det virker en anelse søgt. Når FLEX DEATH virker bedst, er det ikke på grund af det småkokette kompositionsprincip, men på grund af den præcise iagttagelse. Som denne hvor jeget skal hjælpe en ’borger’, som det så smukt hedder, med at købe ind:
– Hun rakte sedlen over sofabordet, hendes krop helt udstrakt, og lignede et øjeblik en fægter der sætter det afgørende stød ind eller en døende depeche med sit svar. Hun skulle have skummetmælk, cheasy med o,1 procent fedt, ’rugfras’ og ’så meget cola du kan bære’.
Desværre er der for få af den slags passager og for mange lunkne. Jeg er heller ikke oppe at ringe over den hymniske indledning og afslutning, hvor Rolsted lader teksten hæve sig op over erindringsarbejdet til et større epos om liv og død og sol og måne. Ambitionen er sympatisk, men sætningerne bliver for fluffy og pseudopoetiske. Hvad betyder ’Skriftens hud er krig’, ’Samfund er en form for erindring’ og ’Solen adlyder samfundet’?
Det kan virke unfair at tage sætningerne ud af konteksten på den måde, men sådan står de netop i bogen. Som endegyldige sandheder, der ikke behøver forklaring. Når man lytter efter, runger de fleste imidlertid noget hult.
På en måde virker det malplaceret at beskylde FLEX DEATH for at være kedelig. For det er tydeligvis en pointe, at den skal være kedelig. Som Brian Enos ambient-musik måske. Der er en sofistikeret musikalitet på spil, som giver ordene en mening, der ikke bare er semantisk. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at irriteres over gentagelserne, simpelthen fordi mange af sætningerne ikke tåler at blive gentaget. Det lyder hårdt. Og det er sikkert også for hårdt. For der er ingen tvivl om, at Jonas Rolsted har talent. Men som sagt – jeg havde også tårnhøje forventninger til FLEX DEATH.
