Solen i havet snart i april – Morten Chemnitz INDEN APRIL
Morten Chemnitz debutterer med frostklart vidunderlige linjer. Farverne og tingene indgår i et sitrende relationsspil, mens et ensomt ‘Jeg’ næsten ikke er der.
Digt
Der er kun en let vind nu i de bladløse træer. Det mælkede hvide i horisonten i den ellers blå himmel. Vinteren i den gennemtrængende frost.
Vinteren over vandet og i det lysere blå over. I måden dagen begynder med solen mod muren i gården og kulden fra gaden.
I vinteren med vinterens sollys henover. Over for havet.
Der er en umiddelbar hvid og luftig enkelhed over digtsamlingen INDEN APRIL. Fx begynder den med linjen ‘Enkelte efterårsblade i vinden i gården.’ efterfulgt af dobbelt linjeskift. Og fx er alle de tegnfattige digte blot 4-6 linjer i variationer af tredelinger og strækker sig som et smalt bånd hen over midten af siden. I læsningen viser den umiddelbare enkelhed sig som forfinet, uden naivitet og båret af en ydmyghed og en følsomhed over for sansningen.
Digtene følger årstiden skifte fra sent efterår til tidligt forår, men en skærpet opmærksomhed på naturens forandring og lysets skiften fordrer smukke og blide underdelinger af årstiderne. De deles derfor bl.a. i ‘lidt inden foråret’, ‘det yderste af vinteren’ og den fortryllet sande ‘sent i det tidlige forår’, som jeg mener, vi i Danmark må have savnet indtil nu.
I INDEN APRIL svarer det tematisk velkendte ved årstidernes skiften omtrent til det grammatisk anderledes ved digtene. Første halvdel af et vinterdigt lyder: ‘Over husene som kaster lyset tilbage. Solen i de lange flænger i de lette flader af let is.// I isklumperne i solen solen.’ Men hvad er/sker der ‘over husene’ i det digt? Ingenting. Og denne stilistiske figur, hvor et forholdsord foranlediger en sætnings sære ufuldstændighed, er gennemgående. Ofte er der blot tale om steder, eller punkter eller forhold, som står alene i et diffust rum (‘I den lyse bark.’, ‘Og i den lave hyld foran.’ ), og som samlingen fletter sammen i et mønster af gentagelser og variationer.
Forholdsordet indstifter i al sin lidenhed en ny orden. Det kan det gøre, især når verberne er retoucheret væk som i eksemplet ovenfor. Med verbernes forsvinden svækkes årsagssammenhængen i sproget, og tilstande og forhold træder i forgrunden. På samme måde er tidsligheden forskudt væk fra verberne og indstiftes i stedet hovedsagligt af før/efter/imens/indtil osv.
Der er ikke noget føleri i INDEN APRIL, men man mærker en længsel og en ensomhed, fx et af de to-tre steder jeg’et dukker op, hvor det lyder: ‘Jeg går igennem det sidste af vinteren ligesom vinteren gør’.
En længsel efter et ikke nærmere defineret ‘hinanden’ og et ‘endnu ikke os’ skrives frem og bliver i næstsidste digt til ‘et forhåbentligt hinanden’, som fortrøstningsfuldt kædes sammen med forårets ankomst. Og ‘hinanden’ lyder af kærlighed og er det tosommeste stedord, men forbliver ufrankeret og er blot knyttet til bevægelsen ‘hen imod’, hvilket i al sin afdæmpethed er rørende, præcist og smukt.
Som i digtet citeret i boksen til højre er alle bevægelser i digtene iværksat med minimale midler, helt rytmisk præcise og klangfulde (prøv at læse det højt!). Der er nogle pakhuse, en gård, træer, is og sne og senere blomster, og så er der ‘solen i havet snart i april’. Men intet af det er allegorisk; det værende underlægges ikke en formålstjenstlighed. Det handler om en måde at sanse det hele på gennem sproget, som er forbundet til et længselsfuldt ‘jeg’.
INDEN APRIL er dirrende frostramt, længselsfuld og vidunderlig læsning.
