Solmodne forfatterskolefigner
Endnu en årgang har taget afgang fra Forfatterskolen. Men inden da har de efterladt sig et stærkt aftryk i skikkelse af årets afgangsantologi, hvis tekster sætter sig i kroppen som en forelskelse. De bjergtager, ophidser, overrasker.
Jeg kan godt lige at gå til oplæsningsarrangementer, fordi man på den ene side kan være stille og fordybet (og fritaget fra kompliceret small talk), mens man på den anden side tager del i en kollektiv begivenhed, hvor alle øjne og ører rettes mod det samme objekt – teksten, og den krop der udsiger den. I september var der afgangsoplæsning på Forfatterskolen, hvor de elleve afgangselever skulle fremføre en del af det materiale, som de to år på skolen havde bragt med sig, og som nu havde fået en fysisk manifestation i form af årets afgangsantologi. Her blev de mere eller mindre komfortable klapstole hurtigt fyldt op og efterlod de fleste af os, herunder mig selv, i andre afkroge af lokalet. Alle svedende i det menneskevarme rum. Vi var her for at lytte vi til morgendagens litterære stemmer og samtidig opleve alt det, der sker, når teksten formidles gennem en krop i et øjeblik, som ikke kan fastholdes.
Heldigvis har jeg ikke kun den flygtige erindring om oplæsningerne at tage udgangspunkt i men også selve bogen liggende ved min side, når jeg her vil forsøge at spore mig ind på fire af de ellers mange interessante bidrag med det formål at folde læsningerne bedre ud. Frem for at fokusere på hvilke tendenser, der er spil i antologien, som det så ofte bliver gjort, når man har med antologier at gøre, og som i værste fald kvæler det enkelte bidrag og indskrænker læseoplevelsen, vil jeg her i stedet forsøge, at lade bidragene tale for sig selv i højere grad.
Anna Rieders bidrag udspiller sig på en psykiatrisk afdeling, hvor der sker en afhierakisering af verden og dens fænomener, som medfører, at alt er lige virkeligt og lige til stede. De helt konkrete erfaringer på afdelingen blander sig med andre betragtninger, minder, fænomener, som alle opleves lige præsente: ”Min far fortæller mig om seks varmblods føl på en mark på fyn / jeg mødte to engle” (s. 174). Jeget er åbent, intuitivt og gennemstrømmes af verden. Teksten er spændt ud mellem urolighed og længslen efter ro, og jeget, som er opløst i fragmentationer, har en stor, men også ambivalent, længsel efter Gud som en ordnende instans, der kan skabe enhed og sammenhæng.
Men længslen er kun glimtvis og erstattes senere i teksten af et had rettet mod Vorherre, og ”alle de fucking slanger” (s. 176) han sender. Den dobbelthed i teksten, som er på spil her, kommer også til udtryk på andre måder. Dødsdriften lever side om side med livsdriften. Og teksten driver, i al sin desperation og åndenød, videre i sin søgen efter skønheden; en lilla ærteblomst, paradisæblerne i haven: ”Det knitrer og paradisæblerne er lidt våde her til morgen det skønne i alting en strategi for at overleve” (s. 172).” Jeg driver med, bjergtaget.
Glenn Bech Møldrups bidrag tager form af en hakkende skrift, der forsøger at nærme sig erindringer om en families opløsning så præcist som muligt. Det er en retroperspektiv fortælling, der nænsomt forsøger at spore sig ind på traumet, tabet af faderen. Erindringsarbejdet udføres med så stor omhu, at tvivlen må være dens naturlige følgesvend, og fortællingen er hele tiden til forhandling: ”dét klør igen– / men nu, tænker jeg, nu fra maven, eftersom jeg? … husker, vel– / stadig, kan, mærke … ’ham-’ / dét fravær vokse– / af ham, fraværet– / hans– / det vokser jo voksende og helt ud af sig selv, altså– / nede, i, maven / men fødderne? … eller dvs. fraværet–/ fraværet–” (s. 246). Her er jeg som læser konstant opmærksom på den bevidsthed, som fortællingen udspringer fra, en følelsesmæssigt påvirket og tøvende bevidsthed, som står i radikal modsætning til den klassiske, autoritative fortællerstemme, der med køligt overblik fremlægger tingenes gang.
En kølighed og klarhed i tanken, der kan være svær at identificere sig med, og måske netop derfor oplever jeg som læser, at membranen mellem tekst og læser her er meget tynd. Eller… måske er det den tynde hinde mellem den traumatiske erfaring og teksten, der skaber intensiteten. Jeg er i tvivl. Men hårene på mine arme rejste sig i hvert fald under afgangsoplæsningen, ligesom når et stykke musik virkelig går i kødet på én.
I modsætning til Møldrups bidrag præsenteres læseren i Sebastian Jezewski Sommers bidrag for en (umiddelbart) mere klassisk prosaform, som dog afbrydes af et nærmest absurd teater, en dramatisk dialog, hvor julebordets klassiske bestanddele – mandel, kirsebærsovs – kommer til orde. Også den hjort, der er portrætteret på et maleri på væggen, springer ud af sin ramme og bryder med den høflige, traditionsbundne socialitet rundt om julebordet med en lille, selvrefleksiv, filosofisk bemærkning: ”mine hænder er blot klove mine tanker blot gevir” (s. 144) I mine øjne er dramastykket en både original og komisk punktering af de (litterære og sociale) klassiske former og dyder, men dette er selvfølgelig blot en brøkdel af, hvad der er spil i Sommers bidrag. Her kastes et skarpt lys på menneskelige omgangsformer med blik for selv en mikrotrækning ved mundvigen.
Deniz Kiy undersøger i sit bidrag, der består af en række blogopslag, den marginaliserede position, som her tager form af køteren Doggy, der forsøger at finde en plads i et samfund, som dybest set ikke ønsker den, ved at tage fornedrelsen på sig og gøre den til en del af sin identitet. Men Doggy træder ud af den underkuede rolle, når vreden, den politiske indignation, flyder over: ”Doggy vil mærke alle sine hæmninger antænde, Doggy vil brænde flaget! Brænd det flag! Brænd Christiansborg, STORM TRAPPERNE, VÆLT REOLERNE, ANTÆND GARDINERNE” (s. 113). Men vreden er ikke kun rettet mod Christiansborg – også de magtstrukturer, der gennemsyrer det etablerede litterære miljø kritiseres, når KØTERHUSETS BEFRIELSESHÆR inviterer til at overtage redaktionen af det litterære tidsskrift Hvedekorn, der er udkommet siden 1920, i forsøget på at bekæmpe ”forældede institutioner og strukturer” (s. 110).
Atypisk nok havde Deniz valgt at supplere sin oplæsning med baggrundsmusik, mere specifikt ”I dag er det Oles fødselsdag” i en forvrænget version. Dog var vokalen her erstattet af Deniz’ stemme, som i sit bidrag kaster lys på, at Danmark er mere end bare boller og lagkage. En spredt latter bredte sig i rummet, men latteren blev også afbrudt brat af sætninger som denne, hvor magtudøvelsen manifesterer sig som et decideret overgreb: ”A slog Doggy med sin albue, Doggy gav slip og A blev sur, og tog sin røde pik frem og stak den ind i Doggys mund og sagde at så måtte Doggy jo lære det på den hårde måde” (s. 121). Tillykke med fødselsdagen og din røde pik.
Er vi nu klar til at tale om, hvad den såkaldte forfatterskolelitteratur anno 2019 er? Næppe. I dette års afgangsantologi møder vi forskellige forgreninger af litteratur, som måske udspringer af samme stamme, men hvis grene (om end de alle er højtstræbende) trækker i hver sin retning og bærer på forskellige figner. En figen er en søgen efter lilla ærteblomster, og en anden figen er et hakkende erindringsarbejde, og en anden figen er et særligt blik for mikrotrækninger, og anden figen er en køter, der kammer over af politisk indignation, og bag ved og oven over disse figner er der mange flere solmodne figner (syv).
