Solnedgangsplask – Simon Grotrian TALKUMEKSPRESSEN


7-9-13 for, at Grotrian fortsætter med at levere blå heste og ingefærstrande, og et rent 13-tal for hans nye digte.

Digt:

AAAAAAAA BBBBBBBB
AAAAAAAA BBBBBBBB
AAAAAAAA BBBBBBBB
AAAAAAAA BBBBBBBB
AAAAAAAA BBBBBBBB
AAAAAAAA BBBBBBBB

AAAAAAAA BBBBBBBB
AAAAAAAA BBBBBBBB
AAAAAAAA BBBBBBBB
AAAAAAAA BBBBBBBB
AAAAAAAA BBBBBBBB
AAAAAAAA BBBBBBBB

For en gangs skyld er det mere end forslidt øregas at sige, at denne forfatter er ‘en ener i dansk litteratur’. Paradoksmageren Grotrian står nemlig ret alene med sine gakkede og billedtætte digte, der både i form og indhold stritter i et utal af retninger. Han ville falde uden for ethvert generationsportræt af samtidige lyrikere, og ingen ismer kan rumme alle hans facetter. At dette er et bevidst valg, kan læses ud af hans digte: ‘Du forynges / af en fløjte / i en skifteramme’. Oversat (eller nedsat) kan disse ord tolkes som: Kunsten fornyer sig kun, hvis den nægter at indordne sig under fastlagte former (forestil dig en fløjte forsøgt mast ind i en skifteramme).

Det mest paradoksale ved Grotrian er, at han både er postmoderne og præmoderne. Han er postmoderne, fordi han sammenbikser talrige stilarter i en broget og eklektisk blanding. I TALKUMEKSPRESSEN findes højstemte, religiøse tirader (der rimer!) side om side med lalleglade figurdigte om akrobatiske nissemænd og sportslige skildpadder. Humoren er i øvrigt et af de eneste træk, som han deler med den dygtige generation af yngre danske lyrikere anført af Hørslev, Moestrup, Andkjær Olsen, Skinnebach m.fl. Fælles for disse er, at den lyriske form ikke er for fin til sjov og ballade, og at man ikke er bange for at lade alvorsfulde emner punktere med lavkomiske indslag.

Digtenes forsøg på at adskille sprog og verden er et andet postmoderne træk: ‘Der stod Barberblad / mellem ordet og dets mening’. Denne adskillelse er tydeligst i hans figurdigte, hvor bogstaverne tømmes for betydning og forvandles til visuelle kunstværker (se f.eks. digtet til højre, som er lettere forkortet).

Endelig er Grotrian postmoderne, fordi hans digte er fuldkommen tid- og stedløse. Modsat mange af de yngre danske lyrikere er der hos Grotrian ingen referencer til det samfund eller den tid, han lever i, og intet politisk engagement. Man mistænker ham for at levendegøre alle tiders kunstnermyter om eneboeren, der ikke bevæger sig uden for hverken en dør eller sit hoved. En kunstner, der bor i en verden befolket af ‘blå heste’ og ‘kiosktunge bier’, og som forvandler alt til poesi: ‘Alt, hvad jeg rører ved / blir til et digt’. Og gudskelov for det, for man ville nødigt undvære hans ‘ingefærstrande’ og ‘solnedgangsplask’. Som han selv siger: ‘Jeg kunne lære os / at drømme mere’.

Samtidig er Grotrian præmoderne. Dette ses på mange niveauer, bl.a. i hans fascination af skematiske rim og rytmer, men særligt i hans kristne livssyn. Alle digte er mættede med religionstunge symboler og billeder, der nok udtrykker en vis portion ironi, men en meget større portion ærefrygtig trosbekendelse. Paradoksmageren Grotrian hævder altså på postmoderne vis, at der ikke findes absolutte værdier, og fastholder samtidig, at kristendommen rummer den eneste sandhed.

Som det måske fremgår, er Grotrian ikke lettilgængelig. Kald ham snarere dybt hermetisk og kryptisk, grænsende til det psykotiske. Men selv om mange af stroferne ikke giver mening i en hverdagssproglig verden, rammer hans feberforvildede billeder som et knockout – lige så hårdt og vægtigt som et solnedgangsplask. Jeg skynder mig at smide et entydigt 13-tal efter ham, inden denne forkætrede karakterskala forsvinder helt.

Skrevet af Victoria Westzynthius

Victoria Westzynthius er cand.mag. i litteraturvidenskab og fransk fra Københavns Universitet og Sorbonne.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *