Som at vride salvie i luften
”jeg gør oprør, sagde jeg til mig selv i morges”
Sådan åbner Amina Elmi sin debutudgivelse Barbar [Tavshedens objekt]. Citatet står under overskriften ”prolog” på den allerførste side, og undervejs i min læsning opdager jeg, at denne afklippede, simple men utroligt fine sætning betegner hele digtsamlingen. Oprøret er mangefacetteret, det angår både højtråbende kunstnertyper og tavse somaliske miljøer. Amina Elmi blander sin buldrende lyst til forandring med det helt hverdagslige: det, man taler med sig selv om, mens man drikker sin morgenkaffe eller sætter sit hår i spejlet. Opgøret bliver til en virkelig ting, fordi det sættes i en virkelig kontekst. Det er ikke en bombastisk deklaration, men en intention og et håb om indfrielse. Oprøreren er ikke en myte, men et virkelig menneske med hverdag, vaner og tvivl.
Barbar [Tavshedens objekt] har en dagsorden. Den italesætter det uudtalte, forsøger at famle sig videre fra der hvor sproget giver op, maler portrætter af sin familie og det somaliske mindretal i Danmark og stikker en torn i kultureliten og ”Deres årskort til Louisiana, deres Lyse Nætter, deres evigt trygge boble af folk der ligner dem selv.” Men den afviger også fra den manifestagtige form, der ellers karakteriserer meget nyere dansk poesi, hvor budskabets klarhed trumfer sproglig nyskabelse. Hos Elmi er der plads til ambivalens, til at lade dele af meningen forblive i pauserne mellem ordene, til at udfordre sin læser. Elmi er ikke blot en oprører, hun er også en digter, der kan sit håndværk. Hendes rytme og konsonanter, så omhyggelig sammensat, og billederne; Elmi skriver som en hånd der tegner:
”min mors ansigt og det røde skær foran mig / hendes bønner
rækker ud over rummet og vores kroppe / ikke længere kvinder
/ikke længere brune / guden skyller ned over os i vores ikke-
navngivne kroppe før jeg kalder dem den evige genkomst”
Religionen i Barbar forbliver et smertefuldt komplekst emne gennem hele bogen. Den er både det rum, der tillader hendes bedstefar at græde, når hun ligger på hospitalet, men også et rum, hvor man beder for dem, der er ”faldet af den ’rette sti’”: går uden tørklæde, er homoseksuelle eller drikker alkohol. Religionen er både frigørende og indsnævrende – ligesom at kærligheden i Barbar både er emancipatorisk og dødelig og det somaliske sprog både er farverigt og kvalt.
Fremmedgørelsen fra sproget er en gennemgående tematik i Barbar, sammen med undersøgelsen af konceptet ’hjem’, og hvordan det påvirker én ikke rigtigt at have ét. Sproget og hjemmet: to kanaler til identifikation, frataget hende og hendes nærmeste ved flugten fra Somalia til Danmark.
Jeg har skrevet, at Barbar ikke er et manifest, og det er det heller ikke, men Elmi søsætter alligevel en slags projekt om at tale uden sprog, når hun eksempelvis skriver:
”jeg overgiver mig til ideen om hvordan mine forældre ville
skrive et digt / jeg afholder mig / faster fra talen / jeg eksisterer
i mellemrummene / i pauserne mellem takt og tone / fødes i en
stilhed”
Det er måske lidt en kliché at proklamere, at det vigtigste i et digt er pauserne mellem ordene. Men det gælder virkelig i dette tilfælde, hvor poesien, ved at bruge stilheden, åbner for muligheden af at tale uden sprog.
Gennem alle bogens tekster snor Elmi referencer fra forskellige kulturhistoriske og religiøse traditioner sammen, når hun eksempelvis citerer Jamaika, Shakespeare, somalisk mytologi og moskéens ritualer. Jeg tager noter til mig selv om digtere og kunstnere, jeg skal læse op på – Barbar føles som en tekst der kun kan blive dybere jo mere man kender til dens univers. Samtidig ved jeg også, at der er dele af teksten, jeg aldrig vil forstå fuldt ud. At jeg selv tilhører det, Elmi kalder ”de sete kroppe” – en kontrast til dem, bogen egentligt er skrevet til.
Amina Elmi skriver, at hun hverken bryder sig om ordet vidnesbyrd eller kampskrift. Jeg synes, Barbar [Tavshedens objekt] formår at smyge sig uden om begge kategorier. Den er et eksempel på indgående kendskab til og beherskelse af den poetiske genre, men den er også et opgør med de forstokkede strukturer som kendetegner branchen.
Elmis skrift kan karakteriseres med hendes egne ord: ”som at vride salvie i luften.” Hænderne tager fat, og duften hænger i luften længe efter.
