Som et let drys manna fra himlen over Yorkshire – Diane Setterfield DEN TRETTENDE FORTÆLLING
Vi er nogle, der aldrig bliver færdige med Brontë-søstrenes stormomsuste landskab i Nordengland og de victorianske romaner med deres forbyttede børn, indespærrede, gale kvinder og dystre hemmeligheder. En britisk bestseller-debut indbyder til et gensyn.
Citat
‘Er det her heden?’ spurgte jeg.
‘Det er det,’ sagde Chaufføren, og jeg lænede mig hen mod ruden, men det eneste, jeg kunne se, var den fortættede vandige himmel, der trængte sig klaustrofobisk tæt ned over landskabet, vejen, bilen. Da vi havde kørt yderligere et stykke, var det, som om selv lyset fra vores forlygter blev slukket.
(…)
Miss Winthers hus lå i mørket mellem to bløde højdedrag, næsten små bjerge, der så ud til at glide over i hinanden, men for enden af vejen viste der sig altså at ligge en dal og et hus. Himlen var begyndt at blomstre i lilla, indigo og krudtfarvede nuancer, og nedenunder lå det lange, lave og meget mørke hus og skuttede sig. Chaufføren åbnede døren for mig, og da jeg sted ud, opdagede jeg, at han allerede havde læsset min kuffert af, så han straks kunne køre videre og efterlade mig mutters alene foran et uoplyst vindfang. Der var skodder for alle vinduer og intet tegn på menneskelig beboelse. Huset lukkede sig om sig selv og så ud til at sky gæster.
Meget groft sagt findes der to slags læsere: Dem, der læser for at opdage og dem, der læser for at genopleve. Den ene gruppe bedømmer læseoplevelsen udfra dens evne til at kommunikere helt nye erfaringer, mens den anden gruppe grundlæggende ønsker at blive bragt tilbage til en tidligere, aldrig glemt, men dybt skattet læsnings forunderlige stemning.
Hovedpersonen i britiske Diane Setterfields debutroman, DEN TRETTENDE FORTÆLLING, tilhører den sidste gruppe, nøjagtig ligesom romanen er skrevet til uforbederlige nostalgikere. Dem, der engang i ungdommelig lidenskab lagde deres romanelskerhjerte fra sig i Brontë-søstrenes evige Yorkshire og aldrig siden er blevet helt sig selv igen, men hvileløst flakker omkring på alverdens biblioteker og – som Deres anmelder f.eks. har for vane – ”listmanias” på www.amazon.com, i håbet om at finde ”noget, der ligner”. At elske igen, som var det første gang.
Spøgelsesjægere kunne man kalde disse nostalgiske læsere, og Diane Setterfield giver dem et langt stykke ad vejen, hvad de kommer efter. DEN TRETTENDE FORTÆLLING udfolder sig således som en klassisk victoriansk ”mystery novel” i traditionen fra bl.a. Charlotte Brontë, Wilkie Collins og Mary Elizabeth Braddon, lige fra fortællingens setting på et gammelt landsted i Yorkshire til guldrandede genreelementer som slotsruinen, den fatale brand, aflåste rum, den indespærrede, gale kvinde, forbyttede identiteter, gamle dagbøger, uopklarede mord og – ja, et spøgelse, der måske, måske ikke, er et rigtigt spøgelse.
Om spøgelset bør der i denne sammenhæng ikke afsløres mere, men Diane Setterfields roman er på mere end ét plan en historie om hjemsøgelser og genfærd, fordi den grundlæggende handler om menneskers jagt på de fatale øjeblikke i deres liv, de øjeblikke, der altid hviler som en mørk skygge et sted bag dem og først kan manes i jorden, når de konfronteres og gennemskues til bunds.
Det er en sådan jagt, romanens hovedperson, biografiforfatteren Margaret Lea indleder, da hun får til opgave at skrive den verdensberømte forfatterinde Vida Winthers livshistorie. En fortælling fuld af fortielser og ikke så få skeletter i skabene. Men jagten på Vidas spøgelser bliver også snart jagten på Margarets egne: Hun er selv en fange i fortidens spind, en frivillig og apatisk fange, der er gået i indre eksil i de gamle romaner, hun har fundet i sin fars antikvariat, ikke mindst Charlotte Brontës JANE EYRE og Wilkie Collins’ THE WOMAN IN WHITE. Bøger om hjemsøgelser og fortielser.
På den baggrund har Diane Setterfield skrevet en yderst effen spændingsroman, der med sin åbenlyse hyldest til en række genrekonventioner forsøger at bringe sine læsere – og vel sagtens også sin skaber – tilbage til et elsket og savnet litterært landskab, og gør det med stil. Det er ikke ”the real thing”, men ”noget, der ligner”, og alverdens bestsellerlister har for længst talt deres eget tydelige sprog: For de sultende og tørstende masser er et let drys manna fra himlen over Yorkshire bedre end ingenting. Nu venter vi bare på filmen.
