Som et vindpust ind ad vinduet – Einar Már Gu∂mundsson ISLANDSKE KONGER
Den islandske succesforfatter Einar Már Gu∂mundsson har skrevet endnu et brag af en roman, der blandt meget andet handler om slægtens bånd og islandske krisetider.
Citat
Før i tiden mindede Tangavik mest af alt om jætternes rige fra mytologien, et barsk og vindblæst fiskerleje, der trak uskyldige bondedrenge til sig og spolerede dem med brændevin og kvindfolk. I første halvdel af det nittende århundrede dukkede der oprørske forbrydere op ligesom i Det Vilde Vesten. Udenlandske søfolk bragte radikale ideer med sig, som blot bidrog til at øge antallet af forbrydelser og medførte endnu strengere straffe; landets øverste myndighed befandt sig da også i udlandet. Kongen sad nede i Danmark og havde på den tid nok at se til med sine egne problemer, englænderne angreb København i 1807 og banksystemets sammenbrud i 1813, for bare at nævne nogle eksempler. I årene mellem disse begivenheder, i 1809, kom Jørgen Hundedagskonge til Island og gennemførte en revolution, som varede i to måneder.
Forside. Bagside. Ryg. Flapper. Uanset hvor man kigger på det i øvrigt smukke omslag til Einar Már Gu∂mudssons seneste roman, ISLANDSKE KONGER, lurer en blæksprutte. Den er allestedsnærværende, umulig at undslippe, og på den måde et godt billede på romanens omdrejningspunkt – den mægtige Knudsenslægt, som spreder sine fangarme ud i hele det islandske samfund og sågar længere ud end det, men med en tryg base i fiskerbyen Tangavik, hvor Knudsenerne sidder tungt på tronen som byens mest magtfulde slægt.
I en fortælling, der strækker sig over to et halvt århundreder, står fiskerkongen Astvald og sønnen, lykkejægeren Arnfinn, som romanens klareste fikspunkter. Astvald er en arbejdsom og virkelysten kæmpe af en mand, der som skibsreder og mesterfisker begiver sig ud på bølgerne og bringer velstand med tilbage til Tangavik. Også sønnen Arnfinn udviser stor virkelyst, men hans forretninger er ofte af mere tvivlsom karakter, og arbejdsomhed er ikke hans mest iøjnefaldende dyd. I stedet har han talent som selvskabsløve og flakker omkring i tilværelsen, indtil han til sidst finder sit kald i ’at tænde lærelysten’ i ungdommen som skolelærer.
Fra disse to fikspunkter udgår talrige små fortællinger om livets små og store dramaer både blandt Knudsenerne og Tangaviks øvrige beboere. ’Det er med historier som med slægter,’ bemærkes det et sted. ’Hvor begynder de, og hvor holder de op? Ingen ved det præcis’. Den erkendelse tager Gu∂mundsson konsekvensen af i ISLANDSKE KONGER, hvor der ikke er nogen klar begyndelse, midte og slutning, men i stedet et fletværk af fortællinger, som tilsammen danner et portræt af, hvad man lidt vidtløftigt kunne kalde den islandske folkesjæl.
Gu∂mundsson har været en af de mest markante stemmer i diskussionen af den islandske finanskrise og har allerede skrevet to essaysamlinger om emnet: HVIDBOGEN. KRISEN PÅ ISLAND fra 2009 og BANKSTRÆDE NR. 0 fra 2011. Også i ISLANDSKE KONGER er krisen et centralt tema. I sammenligning med Astvald, Knudsenslægtens regelrette patriark, er der hos mange af romanens øvrige karakterer en tendens til en næsten skruppelløs opportunisme og en generelt vaklende moral. Hvis chancen for at hive en gevinst i land byder sig, skal de fleste ikke tænke to gange over dén sag, selvom det som regel er mindst en gang for lidt.
Gu∂mundsson er en alt for god forfatter til at opdele verden i helte og skurke, og hvis man blot betragter bankkrakkene i Island som onde menneskers værk, bliver man da heller ikke meget klogere. Omvendt var krakkene heller ikke noget, som blot kom ’ligesom et vindpust ind ad vinduet’, som der står et sted i bogen. Gu∂mundsson forsøger med stor kyndighed at afdække de dispositioner i det islandske samfund, som muliggjorde, at de ’finansielle heksekunster’ fik lov til tryllebinde befolkningen så længe. Han søger ikke syndebukke, men en forståelse, og det er én af grundene til, at ISLANDSKE KONGER fremstår som et blændende veludført stykke litteratur.
