Af | 23. september 2013

’Som gentaget af børnebibtkaren’ – Nikolaj Zeuthen STRÅLER

Den er stadig gal med hverdagen i Nikolaj Zeuthens temmelig udsyrede og anti-pæne tredje digtsamling. Digteren bliver bare ved og ved med at pisse i bukserne, og ingenting går op.

Digt

jeg har lyst til at sige til de unge
at de skal gå off-line
men hvordan?
jeg slog et æg
ud over pastaen
det er jo ikke lækkert

“det er simpelthen bare fordi venner
at jeg bare kan mærke at jeg lissom
er mere glad når jeg ikke er “på”
hele tiden… Yes. Tak for i aften.”

spredte klapsalver, klik klik klik
ratatatatatata, RAR RAR RAR
en lysbank falder ned fra loftet
der går ild i noget:
“ja, ja, jamen tjotjalt, tjotjalt
gi m’noen ping man
ha ha ha”

det skal slutte med den nye parkeringsplads dernede
hvor de hele tiden har problemer med den automatisk låge
står i bildørene fx og vifter med noget
nøglekort?

nu er det en dame med en hund
det er en fuldkommen fundamental situation:
døren er i vejen og låst
nu kom hun ud

den næste
en fyr med hue og cykel
trykker bare ned på håndtaget
solen viser ham 100%

Men som muligt holdepunkt er der altså en digter- og familiefartype et sted omkring midten på livets bane, og han har godt styr på, at der ikke er noget at have styr på, hvilket fx lyder sådan her:

– Der er ikke rigtig mere at sige, ingenting går op/ ingen morale er ikke også et hykleri/ middelklassen og en pose gulerødder

Med ovenstående som ca. program skrider samlingen så frem som en række skarpe og mærkelige sammenstød og sammenbrud. Helt hardcore fra første ultrakorte sammenstødsdigt, som simpelthen lyder ’inde bag ordene/ knepper leveren/ med æggetungen’. Lige til at spilde sin kaffe over. Og det skal man, for det er i høj grad det almindelige og træge og halvbevidste vaneliv, som digtene vrænger ad.

Omtrent ligeså problematisk som hverdagen er rollen som digter, satiriker, intellektuel mm. Den kritiske indstilling til jegets egen virksomhed kommer fx til udtryk i disse linjer:

–prøve ikke at tænke alting til kattegrus
tænke alting til kattegrus og stå der og blive ved og ved
med at pisse i bukserne
til man brænder op i sit kolde tøj

Og det meste bliver tænkt og digtet til kattegrus i STRÅLER. Det er morsomt og polemisk, som når et digt, der har det svært med socialiteten siger, at ’i kulturen skriger vi hinanden max/ ind i ansigtet og hvidhylder individet’.

Et interessant spor i digtene er satiren over den nye, nu knap så nye, digitale virkelighed. Et digt indleder med ’Jeg har lyst til at sige til de unge/ at de skal gå off-line/ men hvordan?/ jeg slog et æg/ ud over pastaen/ det er jo ikke lækkert’. Her er lysten til en pædagogisk/kritisk handling rettet mod en yngre generation på en elskelig plat måde modstillet jegets utilstrækkelighed som voksen.

Hvad der præcis kendetegner det digitale liv, som digtene er kritiske over for, er uklart. Men Zeuthen får udtrykt et generelt ubehag ved ’noget digitalt’. Især måske det digitales helt grå og filtrede dagligdags gestalting. I hvert fald slutter et mareridtsagtigt fragmenteret digt om børnebibliotekets PC nr. 7 med følgende katastrofe:

–det er gået i stykker
høretelefonerne midtover på børnebib
med VOLUMEKNAP også det hele
dårlige tunger hvor koderne
som sagt som gentaget af børnebibtkaren
er rodet sammen inde i
EXPLORER-SERVEREN, SAVE FILE.

Trods det sproglige spræl tegnes omridset af en kliché i digtet, nemlig karikaturen af en offentligt ansat, som ikke har kunnet følge med udviklingen og hjælpeløs står med ansvaret for computerne. Netop dét er balancegangen i STRÅLER. De bedste og fleste af linjerne dirrer satirisk, vrøvlende polemisk og helt egensindigt, mens de få svage forpupper sig i halvsort snak eller driver en effektfuld, men lidt tom komik hjem.

Det lidt kedelige generationsportrætterende svøb, som kendetegnede Zeuthens to tidligere digtsamlinger, er i STRÅLER forladt til fordel for en mere direkte underliggørende fremstilling af dagligdag og indre liv. Digtene er nu både ondere og sjovere.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også