Som passager i en åben sportsvogn – Martin Krogh Andersen ARSENALET
Anmelderen må trække sine allervamleste floskler af stalden for at kunne beskrive denne debutroman, der både er virkelig god og virkelig dårlig.
Citat
Jeg gik rundt med en ubestemmelig skyldfølelse. Måske havde jeg brændt Axels roman, det kunne ikke udelukkes. Elisabeth vidste ingenting og begyndte bare at tude, når man udspurgte hende. Hvis Jakob havde gjort det, var det på en måde også mit ansvar, eftersom han var min gæst den dag, ulykken skete. Jeg havde spurgt ham, om han havde set den gule mappe blive smidt på bålet. Det svarede han klart nej til.
At sige om en bog, at den er ’som en forunderlig rejse’ eller ’som en rutsjebanetur’, er så uappetitligt, at man omgående får lyst til at kaste op ud over det hele.
Ikke desto mindre er det netop sådanne gennemtævede klichéer, der må i brug for at beskrive Martin Krogh Andersens debutroman ARSENALET, der ifølge bagsideteksten handler om ’to meget forskellige drenges venskab og fjendskab’.
Og hvorfor er det så nødvendigt? Jo, på den ene side er ARSENALET en traditionel udviklingshistorie, som vi allerede kender til hudløshed. Kompositorisk følger vi hovedpersonen og vennen Jakob over tre dele, fra de er tolv, til de er femogtyve år. Indimellem springes der lidt frem og tilbage, og undervejs oprulles også andre familiemedlemmers skæbner – særligt Jakobs farfar Thorkild, der var ejer af det våbenarsenal, som titlen hentyder til. Altså: lige ud ad landevejen.
På den anden side gribes de traditionelle virkemidler med en sådan entusiasme, at man tit glemmer at hidse sig op over, at man har læst sådan noget før. Det sprudler af sjove, idérige observationer, og de mange små historier holder læsetempoet højt. Man æder sig grådigt igennem historien om rullestenen, det brændte manuskript, rævejagten, tyrefægtningen osv. uden at registrere, at man læser.
Stilistisk set er ARSENALET også en svingende sag. Især bogens første del er tynget af en ucharmerende begejstring for billedsprog. Det vælter med kunstlede similier, sprogblomster, bi- og tillægsord, og man er ofte så stopfodret af indtryk, at man ikke orker at skabe sig sine egne. Således kan man i slutningen af kapitel 3 observere, hvordan en indholdsmæssigt ellers topdramatisk scene forvandles til en vegetativ tilstand vha. dette monster af en sprogblomst: ’Den engelske håndgranat eksploderede som en sol på himlen (…), og en blæst af glødende fragmenter trak et verdensomstyrtende brag efter sig’.
Andre steder overraskes man af gode – sine steder endda virkelig gode – passager, som da det beskrives, hvordan jegfortællerens og Jakobs gemmeleg gradvist bliver til en permanent tilstand og således elegant markerer overgangen mellem venskab og fjendskab, barndom og ungdom, første og anden del.
Et gennemgående irritationsmoment er dog den lidt for lækkerlitterære metafascination. De store forfatterenavne står i kø for at være med, ikke bare i skikkelse af sig selv, men også som kæledyr eller indirekte i intertekstuelle motivlån: Man læser fx om en ålefangst, der er som snydt ud af pennen på Günter Grass, en ung-mand-læser-en-kassefuld-efterladte-bøger a la Paul Auster, og en Melville-agtig oprørshistorie om Jan Ump på skibet Johannes.
Alt i alt altså en ujævn, men dog ret underholdende læseoplevelse, der – på trods af overlæsset billedsprog og en tendens til det selvhøjtidelige – sine steder viser rigtig gode takter. Læs bogen for denne forunderlige rutsjebaneturs skyld. Også selvom denne floskuløse anbefaling har bragt dit maveindhold i frit fald.
