Som sendt fra himlen – Alec Due og Lene Stæhr KATOLSKE MIRAKLER GENNEM TO ÅRTUSINDER
Med Forlaget Vandkunsten i ryggen leverer billedkunstnerduoen Alec Due og Lene Stæhr et visuelt vidunderligt indblik i katolicismens mystiske mirakelkults forunderlige verden.
Citat
I et karmeliterkloster i den spanske by Alba de Tormes opbevares Sankt Teresa af Ávilas tilsyneladende uforgængelige hjerte, der bærer flere tydelige stikmærker. Ifølge Teresas eget udsagn fremkom mærkerne, da en engel i 1559 åbenbarede sig og gennemborede hende med en gylden lanse. I sin selvbiografi beskriver Teresa i detaljer, hvordan det gik til:
‘På min venstre side tonede en engel frem i legemlig skikkelse med et ansigt så blændende, at han syntes at tilhøre de højeste skabninger…. Med et langt spyd, hvis yderste spids lod til at være gjort af ild, stak han mig adskillige gange i hjertet og gennemborede mit indre. Hver gang han trak spyddet til sig, føltes det, som fulgte mine indvolde med ud, hvilket efterlod mig fuldstændig opslugt af kærlighed til Gud. Smerten var så voldsom, at jeg stønnede gentagne gange. Dog fyldte denne intense lidelse mig med en sødme så umådelig, at jeg ønskede, den aldrig ville høre op, ligesom sjælen ikke kan stilles tilfreds af mindre end Gud selv.’
Tror du på Jesu genopstandelse? …Nej? Så skal du enten gå stille med dørene eller lægge drømmen om at blive præst i den danske folkekirke på hylden. Det stod for nylig klart, efter at præsten Per Ramsdal saboterede julefreden med hin helligbrøde i Jyllands-Posten: ’Jeg kan ikke tro på, at Jesus fysisk stod op af graven. Det bliver for overnaturligt for mig.’ Ramsdal måtte efterfølgende stå skoleret for biskoppen i København, og en teologiske skideballe gjorde ham tilsyneladende klogere. I hvert fald foretog han en konfessionel kovending, beklagede sin udtalelse og indvilligede i at påbegynde et mentorforløb, der skulle genåbne hans øjne for den rette tro.
Uanset hvad man mener om optrinnet, så peger det på et centralt element i kristendommen, der er lige så gammelt som religionen selv – nemlig spændingsforholdet mellem det naturlige og det overnaturlige; det jordlige og det guddommelige. Med videnskaben som ontologisk grundsten bliver det stadigt mere presserende spørgsmål, om det fortsat giver mening at fastholde dogmer om kristendommens overnaturlige elementer. Er mirakler med andre ord passé?
Hvor stor en rolle mirakler fortsat spiller i institutionaliseret kristendom den dag i dag, varierer meget fra trosretning til trosretning. Og hvis Ramsdal har det stramt over det overnaturlige, kan han trøste sig med, at han ikke skal stå på mål for protestantismens sakrale storebror, katolicismen. Denne udmærker sig nemlig ved at have en markant mere omfattende, spektakulær og systematiseret mirakelkult end protestantismen. En mirakelkult, som man nu for første gang kan få et samlet indblik i, takket være en ny udgivelse fra Forlaget Vandkunsten.
Bag KATOLSKE MIRAKLER GENNEM TO ÅRTUSINDER står de to billedkunstnere Alec Due og Lene Stæhr. Den mastodontiske moppedreng på tre kilo bygger på deres research til dokumentaren LIVING MIRACLES fra 2004. Bogen er inddelt i ni kapitler og lægger hårdt ud med det nok mest mærkværdige og (nok derfor) efter min mening mest interessante af fænomenerne: Stigmata er betegnelsen for folk, der – som regel i en tilstand af ekstase – fysisk gennemlever Jesu svie og smerte på korset. Det indebærer typisk, at vedkommende – angiveligt uden indgriben fra andre eller den pågældende selv – pludselig får voldsomme sår på hænder og fødder som fra de store søm, der naglede Jesus til korset; i panden fra hans tornede kongekrone og/eller på siden af brystkassen fra den romerske soldats spyd. Blodet flyder og stigmata er bestemt ikke for sarte sjæle. Samtidig vidner de makabre eksempler om et islæt af masochisme, hvor lidelse, længsel og lyst smelter sammen i den religiøse ekstase. Se blot citatet ovenfor.
Der findes eksempler på stigmatiserede helt frem til i dag, og trods ihærdige forsøg har ingen læge hidtil kunnet (villet eller turdet?) bevise den naturlige årsag til fænomenet. At naturvidenskaben har løbet panden mod muren i mødet med miraklerne er ikke enestående for stigmata. I visse tilfælde bruger kirkens repræsentanter sågar selv naturvidenskabelige metoder til at bedømme, om noget kan betegnes som et mirakel. Et eksempel ses i forbindelse med den såkaldte saligkåring, der udgør et skridt på vejen mod at blive helgen. Et af salighedens mange benspænd er, at den pågældende person skal have forårsaget mindst et beviseligt helbredelsesmirakel, og her er der netop tale om en helbredelse, der erklæres videnskabeligt uforklarlig af medicinske eksperter i Vatikanet.
Rækken af mirakler er lang, og i flæng kan nævnes blodgrædende statuer; afdøde helgener, hvis lig ikke går i forrådnelse, og hvorfra der flyder den fineste olivenolie; svævende nadverbrød og et hav af helgener og relikvier med varierende grader af ekstraordinære egenskaber. Hele herligheden er rigt illustreret med forfatternes imponerende samling af omkring 600 fotografier og malerier. Alt er elegant sat sammen i et lækkert layout og trykt på sider så tykke som kartoffelchips. Der er altså tale om en voldsomt lækker udgivelse, hvor man virkelig får meget bog for pengene.
Selvom KATOLSKE MIRAKLER GENNEM TO ÅRTUSINDER bygger på en omfattende og dybdegående research, er der ingenlunde tale om forskning, og i akademisk øjemed vil man få brug for supplerende litteratur. Til gengæld drukner teksten ikke i henvisninger og forbehold, hvilket giver læsningen flow og er med til at bevare en del af mystikken omkring det besynderlige katolske mirakelunivers.
