Af | 3. september 2014

Som smurt i motorolie – Alaa Al-Aswany DEN KONGELIGE EGYPTISKE AUTOMOBILKLUB

Med sin farverige skildring af slut-40’ernes Kairo maler Aswany et berusende tidsbillede, der på én gang er fascinerende antikt og pragtfuldt aktuelt.

Citat

Lad mig gøre det helt klart: Vores funktion i Klubben er at bestemme bilpolitikken i Cairo. Alle egyptere, uanset om de er rige og uddannede, er ukvalificerede til at tage beslutninger. Automobilen er en vestlig mands opfindelse, og kun denne skal have lov til at tage beslutninger desangående. Jeg kunne ikke drømme om at forvente mere af egypterne, end at de kan købe en bil og køre den.

’Jeg kunne ikke drømme om at forvente mere af egypterne, end at de kan købe en bil og køre den’, konkluderer den højrøvede brite James Wright. Han er formand for den nystiftede Kongelige Egyptiske Automobilklub, og det bliver det sidste ord i diskussionen om, hvem der skal have medbestemmelse på fremtidens bilpolitik i Egypten. Symbolikken ligger lige til højrebenet, og det er her historien folder sig ud – i et Egypten, hvor det egyptiske folk hverken styrer bilerne eller noget som helst andet.

Automobilklubben er samlingspunkt for den række af parallelle historier, der er så karakteristisk for Aswanys fortællestil. Her møder vi det naive, underkuede personale, der bukker og nejer, mens den sadistiske hushovmester Koo lader prygl og spot regne ned over dem. Vi møder den spirende opposition – hverdagens helte, der i nattens mulm og mørke risikerer alt for en lysere fremtid for Egypten. Og vi møder klubbens medlemmer – en kålhøgen elite, der skruppelløst æder, drikker, spiller hasard og knepper, mens deres land rådner op indefra.

Aswanys syrlige samfundsdiagnose er ikke til at tage fejl af. Men selvom allegorien til nutidens Egypten er let gennemskuelig, bliver den efter min mening hverken banal eller kedelig. For historien vil mere end det, og gennem et sprudlende persongalleri stiller Aswany ikke blot skarpt på politik, men også på kønsroller, ægteskab, familie, religion og sex. Det hele er elegant spundet sammen som et persisk tæppe og leveret med en befriende humor og ironisk distance.

Særligt var jeg vild med historien om den lettere tungnemme Mahmoud, der ved siden af sin tjans som bud sælger sin gigantiske bodybuilderkrop til ældre damer i klubben. Seancerne er nogle steder voldsomt lidenskabelige, mens de andre steder er dybt komiske:

– Dagmar havde iført sig en løs natkjole, der afslørede den magre, udtørrede krop og den løse hud, der var oversået med leverpletter, samt to sørgelige antydninger af bryster. Hun rykkede nærmere i sofaen, indtil hun sad helt op ad ham, men han gjorde tegn med hånden som for at stoppe hende og sagde:
’Du har vel ikke noget whiskey?’
Hun så irriteret ud og spurgte: ’Skal jeg lave dig et glas?’
’Kom hellere med flasken’

Min eneste anke er slutningen, der er unægtelig er noget pludselig og vissen. Det er dog nogenlunde let at tilgive. For et forsøg på at binde en sløjfe på rækken af småfortællinger og mase dem sammen i en grande finale ville formentlig være kørt helt af sporet. Det bliver vi heldigvis fri for og må så til genglæd stå tilbage med nogle løse ender.

Når man taler om Aswany, er det obligatorisk at nævne YACOUBIANS HUS – hans debutroman, der har solgt over en million eksemplarer på verdensplan og placeret Aswany mellem de absolut mest betydningsfulde arabiske forfattere i nyere tid. Hermed er denne anmeldelse ingen undtagelse. Og så vil jeg gerne benytte lejligheden til at understrege, at DEN KONGELIGE EGYPTISKE AUTOMOBILKLUB i mine øjne er ubetinget bedre.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også