Af | 10. oktober 2008

Søn søger far – György Dragoman DEN HVIDE KONGE

Med suverænt fortælleteknisk greb skildrer rumænsk-ungarske György Dragoman livet i et diktatur set fra barnets herligt naive, men samtidig skarpe og alvorlige perspektiv.

Citat

Da jeg opdagede, at han sad dér, blev jeg først lidt forskrækket, men hilste så straks på ham, han hilste ikke igen, han vinkede mig bare nærmere, og jeg nærmede mig, han sagde stadig ikke noget, pegede blot på skakspillet, og jeg sagde tak, men at jeg ikke rigtigt brød mig om at spille skak, han vinkede igen og pegede igen på skakbrættet, så satte jeg mig alligevel og mærkede, at stolen knagede under mig, den magre neger strakte i det samme hånden frem, greb bonden foran dronningen og skubbede den frem, men kun et felt, jeg ville have sagt, at det ville være bedst, hvis jeg var hvid og han sort, det var jo til syvende og sidst ham, der var neger, men så sagde jeg det alligevel ikke, men bragte mine to springere frem ved siden af hinanden…

Vi befinder os i en mørk periode i Østeuropas historie. Djata er 11 år, da hans far bliver arresteret af sikkerhedspolitiet efter at have skrevet under på en protest mod systemet. Djata forstår i første omgang ikke hvorfor, men håbet og troen på at far nok skal komme hjem igen, bærer ham gennem den uhyrlige hverdag i et brutalt diktatur.

Det er små nedslag i denne hverdag, som på smukkeste vis beskrives i hvert af bogens 18 kapitler. Som for eksempel i kapitlet Verdens ende, hvor drengene skal spille en vigtig fodboldkamp. En oberst kommer ind i omklædningsrummet til dem med meddelelsen om, at der om natten er sket en ulykke på et af atomkraftværkerne i Sovjetunionen. Vinden har båret radioaktiviteten med sig, men for at undgå at skabe panik, bliver kampen alligevel spillet. Han råder dog drengene til ikke at kaste sig i græsset og undgå kontakt med bolden.

At der her refereres til Tjernobyl-ulykken i 1986, kan der vist ikke herske nogen tvivl om, ligesom forfatterens rumænske opvækst under Ceausescu og dedikationen af bogen ‘Til mor’ peger i retning af en vis grad selvbiografisk stof. Men ellers er romanen fuldstændig barberet for eksakte steds- og navnebetegnelser. Og den fungerer sådan set også bedst på disse sine helt egne præmisser.

Det er nemlig den naive, anonymiserende stil, som gør DEN HVIDE KONGE så pokkers troværdig. Og det er fortælleren Djatas hæsblæsende, barnligt opremsende sprog, hvor punktummer hører til sjældenhederne, som skaber et sådant tempo, at man som læser konstant mister pusten, men alligevel drives til at læse videre og videre.

Selv om de 18 kapitler uden problemer kan stå som en række små, selvstændigt afrundede fortællinger, kædes de sammen af en vis kronologi og kausalitet, der eskalerer frem mod romanens klimaks; kapitlet Afrika. Her bringes titelfiguren Den hvide konge for første gang i spil under Djatas skakparti mod en mystisk modstander.

Livets spilleregler, og at regler er til for at blive brudt, lader til at være et gennemgående tema i DEN HVIDE KONGE. Men Djatas oprør mod voldens ansigter, i form af hårdtslående skolelærere, fodboldtrænere eller repræsentanter for statsmagten, og hans insisterende søgen efter alternative faderfigurer rammer alligevel hårdest i brystet. Ja, det er lige før, man som læser selv føler sig inddraget som faderfigur under læseprocessen.

At Dragomán har oversat en række mesterværker lige fra Samuel Beckett og James Joyce til Ian McEwan og Irvine Welsh til ungarsk, mærker man på hans sprudlende sprog, som sprænger genrens konventionelle sætningsstrukturer. Det er dette sprog, som foruden et skræmmende træfsikkert tidsbillede gør DEN HVIDE KONGE så aldeles fremragende. En stor ros til oversætter Péter Eszterhás.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også