Sønderjyske specialiteter – Erling Jepsen MED VENLIG DELTAGELSE
Jeg er vild med Erling Jepsen. Så er det sagt. Særligt er jeg forelsket i hans nye roman, der har givet mig sommerfugle i maven og alt det andet, man kan forvente sig af et kort og lidenskabeligt forhold: Spænding, fryd, humor, empati, galskab, løgn og bedrag.
Citat
Hun drak kaffe og kiggede på bornholmeruret; hvorfor kom han ikke op? Hun var begyndt at blive nervøs, for han var jo snart firs og ikke helt rask. Men så hørte hun det rumsterede på trappen, og hun gik ud til kælderdøren og kiggede; han kom kravlende op uden tøj, som en hund! Og han trak en blodstribe hele vejen efter sig. Blodet gjorde hende bange, hun troede der var sket ham noget, noget alvorligt. Men så så hun hvor det kom fra, og så blev hun mere rolig. Hun havde skrubbet ham lidt voldsomt omme bagi, i numsen, på hæmoriderne; der var kradset hul, andet var det ikke.
Allans far er død. Endelig. Men hvad skal han stille op med det? Han kan umuligt dukke op til begravelsen. Men han kan da godt sende en blomst. Selv om det måske er lige i overkanten? Spørgsmålet er bare, hvad skal der stå på kortet. Damen i blomsterbutikken forklarer ham, at man skriver ’Med venlig deltagelse’, når man skriver til en bekendt. Så det er selvfølgelig det, der skal stå, mener Allan. For det er jo sådan, det er.
Men hvorfor i alverden er det dog sådan, det er? Tja, hvis man har læst Erling Jepsens eminent velskrevne og underholdende KUNSTEN AT GRÆDE I KOR (2002) har man en rimelig klar fornemmelse af, hvorfor landet ligger så underligt udstrakt som det gør. MED VENLIG DELTAGELSE er fortsættelsen af romanen fra 2002, der på tragikomisk vis skildrede livet i en sønderjysk familie, præget af incest, skyld og fællestudning. Dengang lå synsvinklen hos barnet og jeg-fortælleren Allan, men i fortsættelsen, hvor Allan er blevet voksen, skifter synsvinklen mellem Allan og Allans mor, Magrethe. Denne perspektivforskydning skaber ikke bare grundlag for en elementært virkningsfuld spændingskurve, men også for en 180 graders vending i forhold til familiens sorte får, den incestuøse fader, der nu på overraskende vis får en tilsyneladende velfortjent affarvning.
Som udgangspunkt vender Allan tilbage til sin hjemstavn, til sin efterladte mor, med et stort ønske om forsoning. Han, og hans misbrugte søster Sanne, har efter farens ønske ikke set deres forældre i ni år. Men nu er faren død, og selv om både Allan og Sanne har smertelige udeståender med deres mor, er det trods alt behovet for familiær fordragelighed og kærlighed der vinder ved gensynet. Netop som den store genforening banker på døren, springer noget uventet imidlertid ind ad vinduet. For vi er jo i Sønderjylland, og som forfatteren før har gjort læseren opmærksom på, er det ikke kun knepkager og kaffepunch, solæg og snysk, der er sønderjydernes egnsspecialiteter. Det er først og fremmest skeletter. Og de kommer i hobetal.
For der er noget, der lugter råddent ved farens død. Og det er ikke kun liget. Allan finder det ene mistænkelige spor efter det andet, mens moren gør alt hvad hun kan, for at dække dem til. Spørgsmålene stiller sig i kø.
Heldigvis er svarene på spørgsmålene langt fra entydige. For hvis der er noget Erling Jepsen kan, er det at flette sandhed og løgn, skyld og uskyld, godhed og ondskab sammen til en omfattende og uigennemskuelig pærevælling, der ikke lader nogen gå fri. Og når det gøres med Jepsens særlige fornemmelse for groteske drejninger, underspillede vanvidsscenarier, hans kærlige og empatiske indlevelse i menneskets mørke egne og ikke mindst hans humoristiske bevågenhed, må jeg erklære mig fuldstændigt solgt.
Der er måske nok enkelte skønhedsfejl, men MED VENLIG DELTAGELSE forbliver min store sensommerforelskelse, som jeg på trods af det alt for kortvarige forhold, vil mindes og finde frem igen, når vinteren bider hårdest.
