Sony MZ-N syv hundrede og ti – Torgny Lindgren DORÉS BIBEL
I en udsøgt humoristisk og eksemplarisk fortalt roman beretter den svenske mesterfortæller blandt andet om forholdet mellem skrift og tale, kvasafbrænding i Västerbotten og troen på det gode.
Citat
Når al min sigen er ovre og forvandles til bog, så kommer skilletegnene også på deres rette plads, og de store bogstaver skilt fra de små, det overflødige bliver strøget og nye kapitler vil opstå når det viser sig nødvendigt.
Alle der gennem årene har læst højt for mig, har nu og da sagt Nyt kapitel. Jeg har aldrig rigtig forstået hvad de mente. Findes kapitler i virkeligheden?
Franske Paul Gustave Doré lavede i slutningen af 1800-tallet illustrationer til litterære hovedværker samt en særlig billedbibel med rige træsnit. Denne bibel er omdrejningspunkt i Torgny Lindgrens seneste Västerbotten-epos. På opfordring af Svenska Kyrkan og i anledning af det store Doréjubilæum siges teksten, som i grunden handler mere om den unavngivne fortæller end om Doré. Det er fortælleren magtpåliggende at forklare, at han SIGER bogen, at han indtaler den på sin optager af mærket Sony MZ-N 710, da han absolut ikke evner skrivningens kunst.
Fortællerens aleksi til trods er han velbevandret i både verdenslitteratur og kristne grundfortællinger, da hans morfar gennem barndommen læste litterære hovedværker op og fortællerens mor viste billeder i Dorés billedbibel. På trods af en ivrig skolelærerindes forsøg med aktiv udtale, såkaldt lydering, lykkes det aldrig fortælleren at få bogstaverne til at samle sig til ord: de er ren grafik og ligner kun noget, han kender i forvejen. Da han i arvemæssig sammenhæng skal afgive sin underskrift beskriver han den således:
– Allerede samme aften sad jeg med papir og blyant og opfandt en underskrift til mig. Den var et lille stykke bred nede ved Avabäcken, tre små buske, to kantede sten og afslutningsvis yderligere to næsten krybende buske.
Denne tegning afbildes i bogen og er det nærmeste, man kommer hans navn. Bogstaverne erstattes af billeder og i det hele taget – for at retfærdiggøre sine manglende kundskaber – erklæres det efter morfar (som selv mistede evnen til at læse efter en kuldeulykke, hvor hans hjerne efter sigende blev frysetørret), at bogstaver slår ihjel og ånden gør levende. Fortællerens åndfulde væsen og barnlige tro på det bedste i andre mennesker skaffer ham forbløffende helskindet ud af det ophold på et hjem for uegnede, som hans skuffede far sender ham på. På hjemmet begynder han sit livsværk: at kopiere alle Dorés bibeltegninger, hvilket fuldføres med nøjagtighed og akkuratesse.
Lindgren er mageløs i sin tilbagelænede fortælling om det i forfatterskabet velkendte Västerbotten. Fra Lindgrens foregående mesterværk, PÖLSAN, møder vi atter notitsskriver Manfred Marklund og hans kone Eva. Og igen optræder forfatternavnet Torgny Lindgren på central plads, denne gang i en symbolsk bogafbrænding på en forbrændingsanstalt i Uppsala. De metalitterære indstik og teoretiske overvejelser – bl.a. om litteraturens sandhedsevne, om kopiering vs. efterligning af kunst – fungerer fint uden at blive prætentiøse eller virke påklistrede. Hvilke forhold, der har gjort sig gældende under nedskrivningen af fortællerens båndoptagelser, er uvisse, men ret interessante, da fortælleren i sagens natur aldrig har kunnet læse den bog, han har sagt. Hvem der har skrevet den, står endnu til troende.
Dorés bibelillustrationer pryder elegant bogen og sætter den sære nordbos liv og overvejelser i et værdigt perspektiv. Med tungen i kinden og stort vid diskuterer DORÉS BIBEL følsomme og eksistentielle emner som liv, død, kunst, tro, svigt og kærlighed. Lindgren skriver noget nær genialt og imponerer atter med sin diskrete charme og alfaderlige visdom.
