Sorg for begyndere – Joan Didion ET ÅR MED MAGISK TÆNKNING
Alle negative genreforventninger gøres umiddelbart til skamme i Didions beretning om sin sorg over mandens død og datterens sygdom – lige indtil flyvsk patos og nostalgi gør deres entré…
Citat
Sorg viser sig at være et sted, ingen af os kender, før vi selv havner der. Vi går ud fra (vi ved), at en af vores nærmeste kan dø, men vi ser ikke længere end til de første dage eller uger efter sådan en tænkt død. Selv disse første dage eller uger gør vi os en forkert forestilling om. Hvis der er tale om et pludseligt dødsfald, regner vi velsagtens med at gå i chok. Vi regner ikke med, at choktilstanden vil destruere, sønderknuse både krop og sjæl… Som de rimeligt seje personer vi er, regner vi ikke med helt bogstaveligt at blive vanvittige og tro, at vores mand kommer tilbage og får brug for sine sko.
December 2004 var den værste måned i Joan Didions liv. Nogle få dage før juleaften bliver datteren Quintana pludselig syg og går i koma. Den 28. december går Joan ud i køkkenet for at lave en ekstra whisky til sin mand John. De taler om stort og småt på tværs af rummene, indtil han pludselig ikke svarer mere. Hun kommer ind og ser ham ligge livløs hen over spisebordet. Trods de tilkaldte ambulancefolks massive indsats er der intet at gøre. På lidt over en uge har Didion mistet sin mand gennem 40 år og hendes eneste datter svæver mellem liv og død. Dette er begyndelsen på Joan Didions ’år med magisk tænkning’.
Joan Didion er ikke en hvilken som helst stakkels enke, som lige har fået en forlagskontrakt, så alverdens grædekoner kan svælge i hendes tragedie. Hun er en respekteret amerikansk journalist og forfatter, som i 1960’erne var en af de første til at skrive New-Journalism. Hendes mand, John Gregory Dunne, var ligeledes en succesrig journalist og forfatter.
ET ÅR MED MAGISK TÆNKNING starter med en grundig beskrivelse af timerne op til og efter Johns pludselige død. Det første der slår én er, hvor køligt og usentimentalt forløbet er beskrevet, samt hvor effektivt rørende denne distance gør fortællingen. Prosaen er kortfattet og præcis, ofte bare en enkelt sætning efterfulgt af linieskift, og det er tydeligt, at hun har gjort sig anstrengelser for, at bogen ikke skulle ende i patetisk selvmedlidenhed og navlepilleri.
Sorgen analyseres og beskrives, og dens væsen kortlægges ved hjælp af lange citater fra berømte psykoanalytikere og forfattere. Uddrag fra lægevidenskabelig litteratur og hospitalsjournaler bliver også inddraget som (selv)hjælp til at forstå, hvorfor John døde så pludseligt. Det er, alt i alt, en original og spændende måde at behandle et ellers overrendt emne på – men filmen knækker desværre.
En tredjedel gennem bogen, begynder ET ÅR MED MAGISK TÆNKNING at miste enhver form for retningssans og fortællermæssig drive. Den distancerede og nærmest videnskabelige tilgang til emnet smides overbord og erstattes af sært uvedkommende ægteskabsanekdoter, interne samtalefragmenter og uddrag fra forskellige af parrets respektive romaner (som ikke imponerer). Tingene vikles ind i et tåget skæbneslør, kommes gennem et nostalgisk filter og gør bogen til alt det, den ikke vil være: dramatisk, selvcenteret og fuld af klichéer.
Den magiske tænkning, som bogens titel refererer til, er den mentale tilstand grænsende til midlertidig sindssyge, som mennesker i dyb sorg ofte vil opleve. Meget tyder på, at Didion, netop som følge heraf, efterhånden som bogen skrider frem, mister en del af sit professionelle overblik og dømmekraft. Bogens sidste kapitler virker så metaltrætte med sine uendelige gentagelser, irriterende stilistiske overforbrug og mangel på mere at sige, at man ikke kan få andet end ondt af Didion, der tydeligvis er blevet drænet af skriveprocessen.
Måske hun skulle have ventet med at skrive bogen, til det hele var lidt mere på afstand, eller måske bogen i virkeligheden bare burde have været kortet ned til et længere essay.
