Af | 6. juli 2010

Sorg og hverdagsbagateller – ROSKILDE FESTIVAL 2010

Digter Lone Hørslev og musiker Mads Mouritz vækkede Pavilion-scenen på festivalens sidste dag.

Solen havde været oppe længe, mens de fleste festivalgæster stadig havde uglet hår og søvn i øjnene, da duoen med det passende navn Mouritz/Hørslev Projektet gik på scenen kl. 12 søndag formiddag. De har to album bag sig: ’Så er det sagt’ fra 2007 og ’Blik, bang bang’ fra 2009. Koncerten starter dog med at Lone Hørslev læser et digt op fra sin seneste bog, skilsmissedigtene ’Jeg ved ikke om den slags tanker er normale’. Hun har hatten på skrå, og den langsomme start passer fint til tidspunktet og varmen, der ligger tæt om teltet.

Herefter begynder musikken, og den er der ikke en finger at sætte på. Med sanger og guitarist Mads Mouritz i front og med Lone Hørslev på (kor- og solo-) sang bakkes de op af en lille flok musikere, der hver især er fikspunkter på den københavnske indiescene: blandt andre Mads Andersen på trommer, Oliver Hoiness på guitar og Jacob Funch på guitar og tangenter. De spiller folket indierock som om de aldrig havde bestilt andet.

Så vidt musikken, der midt i sættet igen afbrydes af en oplæsning af et skilsmissedigt. Og her kommer vi til Mouritz-Hørslev Projektets styrke, der uheldigvis også er dets svaghed, nemlig Lone Hørslevs tekster. Når hun er bedst, som i visse dele af ’Jeg ved ikke om den slags tanker er normale’, skriver Hørslev smukt på en forvirret-sorgfuld måde, der gør digtene medrivende og troværdige som udtryk for sorgen over at miste (illusionen om) familieidyl med mand og børn.

Når hun er værst derimod er teksterne villet sjove og finurlige provinsbagateller i hverdagsminiature, som simpelthen har for lidt på hjerte. For eksempel sangen ’Hus og have’ med omkvædet: ’Det er som at komme i paradis at få hus og have’. Dansk litteratur er efterhånden fyldt til bristepunktet med den slags, som hos denne anmelder ikke efterlader andet end ønsket om videre horisont og højere ambitioner. Et eksempel på genren er Hørslevs seneste roman ’Naturlige fjender’. En sådan ironisk-hymnisk hverdagspoesi kan være udmærket, når den leveres så begavet og bidende som hos Olesen-Olesen. Det gør den ikke hos Hørslev.

Nej, hun og Mouritz er langt bedre i de alvorlige numre med længselsfulde tekster. Titelsangen fra det nyeste album, for eksempel, der godt nok leveres i en optrappet version denne formiddag og den lille perle ’Kom kom kom’, som vi får mod koncertens slutning, og som smukt og morbidt handler om at komme sig over et brud med en kæreste. På det næste album vil vi have mere af det og mindre hus og have, tak!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Reportage,

Læs også