Sorgen bærer værket – Joan Didion BLÅ TIMER
Den amerikanske forfatter Joan Didion har skrevet endnu en fortælling om sorg, der som forgængeren, ET ÅR MED MAGISK TÆNKNING, omhandler datterens død.
Citat
Angående spørgsmålet om frygt.
Da jeg gik i gang med at skrive disse sider, troede jeg, at emnet var børn, de børn vi har, og de børn vi ville ønske, vi havde. Hvordan vi er afhængige af, at vores børn er afhængige af os, hvordan vi tilskynder dem at blive ved med at være børn, hvordan de bliver ved med at være mere fremmede for os, end de er for deres mest tilfældige bekendte; hvordan vi bliver ved med at være lige så uigennemtrængelige for dem.
Da jeg for få år siden så ET ÅR MED MAGISK TÆNKNING opsat som teatermonolog på Nørrebro teater var jeg dybt berørt af den måde hvorpå fortællingen blev præsenteret som andet og mere end blot bekendelse, som en fortælling om sorg, om det at miste, som et alment menneskeligt vilkår. En stor del af æren havde Karen-Lise Mynster, der levede en fremragende præstation på scenen, men teksten bag opsætningen indbød også til det. ET ÅR MED MAGISK TÆNKNING er en interessant udforskning af emnet sorg.
Så vellykket fremstår BLÅ TIMER desværre ikke. Bogen har fine og smukke passager, men historien fortaber sig i uvedkommende detaljer om forfatterens berømte venner, om et lækkert high class liv blandt den kulturelle elite i Californien i 60´erne og private, meget nostalgiske minder om datteren som barn, der forstyrrer læsningen såvel som de dertil knyttede refleksioner.
Hvor temaet i ET ÅR MED MAGISK TÆNKNING var både manden og datterens pludselige død, er tematikken i BLÅ TIMER udelukkende datteren Quintanas liv og død. Det er, trods nævnte anker, en gribende og uhyggelig fortælling, der ikke blot kredser om døden, men i lige så høj grad om det at være en stærk undervægtig og meget skrøbelig forfattermor, til en adopteret datter, der viser sig at være et større og svære arbejde end forventet.
’Op- og nedturene, temperamentssvingningerne. Selvfølgelig fik de ikke lov til fortsat bare at være der, op- og nedture, temperamentssvingninger.
Selvfølgelig blev der efterhånden sat navne på, stillet en diagnose. Navnene ændrede sig hele tiden. Maniodepression blev for eksempel til OCD, og OCD var en forkortelse af Obsessive Compulsive Disorder, som blev til noget andet, jeg kunne aldrig huske præcis hvad, men det gjorde til syvende og sidst ingen forskel, for når jeg endelig kom i tanke om det, var der et nyt navn, en ny diagnose.’
Joan Didion er hård imod sig selv i sin åbenhjertede selvudlevering af personlige fejl og mangler som mor, men de dybt personlige bekendelser fremstår mest af alt som sorg-bearbejdning. Hun savner sin datter, hun føler, at hun har svigtet og det gør lidt ondt, når man læser det, men rigtig grebet bliver man aldrig.
Personlig sorg kan naturligvis sagtens være baggrundsmateriale for vellykket prosa, men sorgen alene kan ikke bære værket.
BLÅ TIMER vækker empati og medlidenhed, men det er ikke litteratur på højt niveau, hverken hvad sprog eller indhold angår, og det er ikke Joan Didions bedste værk.
