Sorgen er stor, omsorgen endnu større
Romanen En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige (2025) af Inger Christine Løwe er et hjerteskærende portræt af et demensforløb og et langsomt, uundgåeligt farvel mellem en far og en datter. Mens jeg bladrer i siderne, bladrer jeg rundt i velskrevne barndomsminder fra Himmerland, besøg på et plejehjem i Østjylland og en strøm af spørgsmål fra fortælleren, Inger, rettet mod sin far:
”Hvad tænker du, når jeg går igen, tænker du noget? Tænker du cirkulært, hakket, bølget, zigzagget? Kan du fastholde en tanke og hvis ja, hvor længe? […] Er det ensomt, far?”.
Det er næsten ubærligt at læse. Følelsen af ikke at vide, hvordan faren har det, om han er ensom, hvad han tænker på, eller hvordan han tænker. Spørgsmålene er uendelige og kommer i forskellige variationer gennem hele værket. Og det er, som om de bliver hængende på de næste sider som et bagtæppe. Det er det, som virkelig rammer mig med det her værk. For der bor en dyb sorgfuldhed i fortællerens små, ydmyge, men samtidig umulige krav. Spørgsmål, der ikke kan besvares. Henvendelser, der ikke kan mødes. Behov, der ikke kan indfries:
”Betændelsesagtige tilstande i vævet, mærker du den, gør det ondt? Er du derinde bag de diagnostiske kriterier, kan jeg hente dig frem. Eller er det her dig nu? Er der ikke mere at komme efter. Giv et tegn! […] Hver gang jeg siger farvel til dig, siger jeg farvel til den jeg har mødt i dag“.
Værket er fyldt med one-liners som ovenstående, hvor det nøgterne og sårbare sprog balanceres. Løwe skriver hverken sentimentalt eller distanceret, men præcist og simpelt. Som når hun spørger:
“Mind mig om noget. Reglerne til whist. At huske en jordbærvitaminpille. Bare et eller andet”.
Der er noget meget reelt over det her værk, hvor små hverdagsdetaljer, som vitaminpillen og whist-reglerne, bliver så betydningsfulde og stærke. Men værket har også en særlig evne til at blive i realiteternes ubehag. At blive i det, som er svært, men sandt, som når fortælleren konstaterer, hvordan hendes nyfødte barn kan sammenlignes med hendes far:
”I får begge Olivy på numsen”.
Eller
”Jeg skærer blødt brød ud i små firkanter til hende, og vi øver os i at stikke babygaflen i det.
Jeg skærer blødt brød ud i små firkanter til dig, og jeg rækker dig den ergonomiske gaffel”.
En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige glider ind og ud af farens fortid, Ingers egen barndom og nutid, og ikke mindst forskellige huse, hjem og landskaber. Værket er uden kapitler eller opdelinger, men består af små prosastykker. Nogle gange få spørgsmål per side. Andre gange beskrivelser med sådan en detaljegrad, at tekststykkerne minder mig om fotografier. Det har været slående at læse så konkrete beskrivelser af dørmåtter, lejlighedsindretninger og nordjyske landskaber side om side med den sorg, som findes overalt i værket:
“Luften af de mørkegrønne fløjlsbukser, lyden af træsko, der kommer nærmere. Kan jeg huske minderne for dig?”.
Værket bliver på den måde et slags arkiv, hvor datteren husker og skriver faren frem. Det minder mig om den prisvindende roman Du er min arv (2023) af Sidsel Ana Welden Gajardo. Der er selvfølgelig tematiske forskelle mellem de to romaner, såsom at faren i Gajardos roman er chiliensk politisk flygtning og torturoffer, hvor han hos Løwe er en ældre forfatter, der rammes af en neurologisk sygdom. Men begge værker er sørgeskrifter, der undersøger og arkiverer en fars liv, som er slut eller ved at blive det. Begge værker er fortalt fra en datters synsvinkel. Begge værker forsøger at komme så tæt på faren som muligt, ved enten at være i hans hjem, ved at sove i hans gamle lagner, gemme sig i hans skjorterskab eller ved at lede efter hans “stemme på de lydbøger, du selv har indtalt”. Begge værker er hjerteskærende og rørende, fordi de udtrykker sorg og omsorg på samme tid og på den måde er meget kærlige og ærlige.
Og det mærkes helt ind i kroppen at En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige er et sørge- og et omsorgs-skrift. For gennem sproget mindes og nedfældes den far, hun husker, har levet med, og den far hun møder, når hun besøger ham.
“Så længe jeg skriver, så længe kan jeg holde dig fast”.
En hverdag er det eneste, der kan holde et hus ved lige er en ualmindelig god bog, hvor sorgen er stor, og omsorgen endnu større.