Af | 5. juni 2013

Sort Gulyas – Péter Esterházy INGEN KUNST

Mor og fodbold. Det kunne der godt komme en sjov bog ud af. Men på trods af megen sproglig finurlighed og en overdådig portion sort snak, bliver INGEN KUNST aldrig rigtig vedkommende for de uindviede.

Citat

For ham var tennis det eneste genuine boldspil, han spillede selv, ganske tåleligt, som han selv udtrykte det. Han holdt af disse, hvad skal man kalde det, anglofile udtryk, der i den grad spiller på den i understatementet slumrende falske beskedenhed, så opsigtsvækkende, næsten klodset, at man med god grund kunne ane tilstedeværelsen af en ægte beskedenhed bag, i det mindste tilbageholdenhed, en vis modesti

Péter Esterházy skriver bøger om sig selv. Så langt kan de fleste forfattere vist være med. Men Esterházy tager den et skridt op i abstraktionsniveau og skriver bøger om at skrive bøger om sig selv. Hans univers består – ud over hans kaotiske tankestrøm (eller måske er hans univers og hans tankestrøm identiske?) – af et persongalleri bestående af familie og venner og fjender og Guldholdet fra 1954 (som i virkeligheden ikke vandt guld men sølv ved VM i 1954 (googl: miraklet i Bern), derimod vandt de guld ved OL i 1952).
I INGEN KUNST er mor i fokus, specifikt mors forhold til fodbold. Det er bestemt ikke noget kedeligt liv, hun har levet under det kommunistiske diktatur. Fortælleren har et erotisk anspændt forhold til mor, og det lader til, at de mest prominente medlemmer af Guldholdet fra 1954 også har det. Mor er fodboldfan og viser ligeså lidt respekt for dommeren og modstanderholdet som Esterházy for sprognævnets anbefalinger. Mor er ved at dø, i hvert fald i nogle af kapitlerne, og fortælleren gennemlever dødslejet og morens liv parallelt. Undervejs – eller i et parallelt univers – figurerer fortælleren i et (tilsyneladende platonisk) trekantsdrama med to ældre mænd, heraf én afdød.

Esterházy er en ægte sproglig virtuos. Som en dygtig violinist eller dirigent sætter han dagligdags ord og vendinger i nye og overraskende sammenhænge og veksler konstant mellem dur, mol, datid og nutid. INGEN KUNST lader til at være bemærkelsesværdigt dygtigt oversat. På trods af den uklare tankegang, der synes at ligge bag fortællerens fremstilling, flyder sætningerne ubesværet, og der er mange velfungerende ordspil i den danske udgave. Og oversættelse eller ej – det kan formentlig ikke helt undgås, at noget af Esterházys oprindelige ide går tabt – står det klart og tydeligt, at Esterházys fokus ligger på tankestrømmen. Og ikke på hverken mor, fodbold eller det platoniske trekantsdrama.

Det største problem for INGEN KUNST – i hvert fald for det danske publikum – er, at den er voldsomt indforstået. I og med jeg selv er relativt velbevandret inden for fodboldhistorien og derfor har mulighed for at fange fodboldspillernes kælenavne og positioner på banen ( samt referencer til historiske sejre og nederlag) er sporttemaet ikke det alvorligste. Til gengæld er der uden tvivl et utal af pointer, jeg har glippet pga. min manglende detailviden om ungarske kunstnere, ungarske erstatningskaffemærker eller ungarske maskulinitetsidealer. Hvis man dertil lægger de uendelige sætninger, som ikke nødvendigvis har hverken begyndelse, slutning, eller sammenhæng med de omkringliggende, virker det som om, Esterházy aktivt lægger hindringer i vejen.

For den uindviede, som ikke har helt de samme kulturelle referencer som fortælleren, er det op ad bakke. De finurlige personskildringer fra morens omgangskreds eller de kulsorte observationer om fodbold og kommunisme kan nydes enkeltvis i mindre doser. Her kan læsere med forskellig baggrundsviden sikkert få et vidt forskelligt udbytte. Det må så være op til den enkelte at vurdere, om udbyttet er omkostningerne værd. Man skal ikke regne med, at romanens handling holder læselysten gående.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også