Sort som alle andre end Tin Tin i Congo – Rune Skyum-Nielsen NR. 1 DANSK HIPHOPKULTUR SIDEN 1983
Kællinger, hash og butterflyknive er kun den ene side af sagen hiphop. Det forvisser Rune Skyum-Nielsen om i sin kærlige men beherskede hyldest til hvide drenge på sort baggrund.
Citat
2Pac[…]rappede om en masse ting, han gerne ville: feste hele natten, date masser af damer, drikke dyr spiritus. Og 2Pac sagde, at en måde, man kan få de ting på, er at gå ind i en kiosk, tage pengene og skride igen. Det er sgu da til at forstå. Hvis man ikke rigtig har en uddannelse eller noget, så appellerer den slags nok mere end en fyr, der synger om problemer med sin defekte støvsuger. – L.O.C. i NR.1
Når Rune Skyum-Nielsen, til dagligt kulturskribent på Jyllands-Posten, kalder sin kartografiske bog om hiphop for NR. 1, er det slet og ret fordi den er nr. 1 af sin slags på dansk. Men det er også for at understrege konkurrencementaliteten i den vifte af kreativitet, der kaldes hiphop. Ifølge betonjunglens nådesløse lov er der kun plads til én på førstepladsen. Samtidig er rivaliseringen også en invitation til enhver om at deltage og måske gøre det bedre. Det skrydende ’Jeg er nummer 1’ har altid et ’Så udfordr mig dog’ som undertekst, og det er vigtigt at få med i afvejningen.
Konkurrencen gør på den måde hiphop til en deltagerbaseret kultur. Ingen er fredet i rivaliseringen, der kan drive de strideste kombattanter på kollisionskurs med det øvrige samfunds normer. Men samtidig virker rivaliseringen som en spændt fjeder, der tvinger værket fremad. Det er tydeligt, at logikken stammer fra ghettoen i New York, og solstrålehistorien er den, at de trøstesløse samfundsrealiteter i The Bronx er blevet vendt til en positiv platform for kreativitet: Tilværelsen er brutal, stik den en på skrinet!
NR. 1 koncentrerer sig om de mangfoldige danske forsøg udi hiphopkulturens 4 discipliner: rap, graffiti, breakdance og DJ’ing. Rune Skyum-Nielsen forsøger ikke at fortælle hele historien og indtage det, der i enhver henseende ville være et postuleret og utroværdig olympisk vinkel. Hiphop er interaktiv, til forhandling hele tiden, og dermed findes der ikke nogen fredet position udenfor med tilhørende panoramaview.
I stedet har Rune Skyum-Nielsen anlagt sin bog som 14 uafhængige kapitler, der fint lader sig læse plukvis og ikke nødvendigvis i rækkefølge. Om disse punktnedslag hvirvler Rune Skyum-Nielsen en hovedtekst, en bi-tekst i margen samt et righoldigt billedmateriale. Formen er én stor opfordring til at bladre og zappe. I stedet for en ret linie med Konklusion for enden, bruger Rune Skyum-Nielsen en imødekommende rhizom- eller hypertekst-form, der ækvivalerer fint med sit spraglede genstandsfelt.
Grebet holdes fast og bogen belyser hiphoppen flot og facetteret: I ét hjørne den stadigt betagende grimme-ælling-historie om Einar Enemark, der på et underliggende beat læser op fra et Anders And-blad, glemmer at han plejer at stamme og skaber dansksproget rap. I et andet hjørne historien om opstillede ’lovlige’ graffitimure, der stik mod hensigten bliver brugt som skitseværksteder for de egentlige graffiti-pieces.
At forfatteren har lod i foretagendet viser sig, når han ikke kan dy sig og bedyrer, at ”der ikke er noget at sætte en fuckfinger på”, at den og den tager røven på nogen, ”så det svier at sidde ned”. I stedet for at beskrive hiphoppens talsprogsgestik bruger Rune Skyum-Nielsen den. Og bliver jargonen brugt på en overbevisende måde, siger det ofte meget mere end en hel stabel nok så præcise forklaringer. NR. 1 er et par boglige baggypants med plads til både til de præcise forklaringer og den lirede gestikulation.
