Spanske miniaturer – Klaus Rifbjerg MOJÁCAR
Erindring, fiktion og fakta flyder sammen til smukke poetiske stemningsbilleder i Rifbjergs nyeste værk om hans helt eget Spanien.
Ikke lang tid efter at vores allesammens Simon med det appetitlige efternavn Spies, begyndte at sende tusindvis af danskere til den spanske solkyst, fulgte en ung forfatter i midten af 1960´erne turisternes slipstrøm, ned til landet sydpå.
Som man kan læse i ‘Til Spanien’ fra 1971 var det imidlertid ikke grisefesterne og at sejle opad åen, der optog den unge Rifbjerg. Hvad han fandt, var derimod et på alle måder dragende Spanien, der senere skulle blive hans hjem. Og så er hjem måske alligevel ikke en korrekt betegnelse. For på trods af utallige år i landet fremstår Spanien stadig lige eksotisk og fremmedartet i mødet med Rifbjergs pen.
Området omkring Mojácar, hvilket også er titlen på det nye værk, som han kender så godt, yder stadig produktiv modstand for sanserne, intellektet og seksualiteten (man er vel stadig frigjort kulturradikal). Fremmedgørelsen efterlader imidlertid ikke forfatteren i en eksistentiel tomhed. Tværtimod er ‘Mojácar’ netop beviset på den frugtbarhed, der ligger i mødet med det fremmede. Et møde der frembringer indgående, sansemættede og sensuelle iagttagelser af mennesker, landskaber og miljøer. Som f.eks. når forfatteren spekulerer over, om hans udenlands telefonsamtale virkelig er så vigtig, at han behøver ulejlige de strikkende damer, der styrer byens anakronistiske telefoncentral. Spekulationer der endvidere befordrer dybere tanker om hans egen generelle relevans her i verden.
Sådan sætter mødet med den spanske kultur til stadighed gang i refleksioner om stort og småt i de 45 dagligdagsminiaturer ‘Mojácar’, som sammen med 14 Georg Oddner fotografier, udgør værket. Selvom Rifbjergs Spanien således implicit skildres som delvist ’tilbagestående’, er værket befriende frit for både skandinavisk nedvurdering og ditto romantisering af landet, hvor alt ordner sig i morgen.
Af værkets 122 sider udgør de midterste 14 Oddners fotos, 102 sider udgøres af miniaturerne (forfatterens egen betegnelse) og de sidste 6 sider udgøres af kategorien ‘af samme forfatter’. Når dette nævnes her til slut er det fordi det peger på en generel problematik hos Rifbjerg. Han har ikke bare skrevet meget. Han har også skrevet for meget. Visse passager, afsnit og hele tekster kunne således også i dette nye værk med fordel været udeladt. Når dette er sagt må man til gengæld også sige, at når Rifbjerg er bedst, er han god. Rigtig god. Og det er – trods alt – hovedsageligt hvad han er i ‘Mojácar’.
