Spionen, der blev i kulden – Lars Sund ERIKS BOG


Efterkrigstiden i Norden var andet end Krønikens farvefjernsyn og jitterbug i kælderen. Krigsfortrængning, truslen fra øst og finsk wirtschaftswunder dominerer i ERIKS BOG, der viser en efterkrigstidsgeneration, der nok havde store visioner men ikke var i stand til at realisere dem.

Citat

At vende tilbage til det man forlod engang, er et stort og anstrengende foretagende som kræver kræfter og et særligt mod at fuldbyrde. Det sidste lille stykke af vejen er det allersværeste. Man er nødt til at stå meget sikkert på benene inden man kan tage det sidste skridt.

Skikkelsen på forsiden af Lars Sunds roman vandrer ensomt ud mod den grå horisont, og allerede her varsles læseren om den følelse, der vil følge hende gennem hele romanen. For skikkelsen er ensom og på vej mod noget, som ikke nærmere kan defineres.

Det samme er Erik, der er hovedfiguren i Lars Sunds roman, der for første gang er oversat til dansk og blev nomineret til Nordisks Råds Litteraturpris i 2004.

Erik vokser op i den lille by Siklax i den svenskprægede del af Finland. Efter krigen må han flygte til USA, hvor en ny tilværelse i anti-kommunismens tegn venter ham. Rastløs rejser han rundt i verden som agent for CIA, og kommer til at opleve verdenshistorien i både New York og Berlin for til sidst at vende hjem til Finland, hvor hans fortid rulles ud af romanens fortæller, der er Eriks nevø.

I ERIKS BOG må man allerede fra starten vænne sig til et komplekst fortællemønster. Fortælleren springer ud og ind mellem handlingsbegivenhederne, og ofte får han hjælp af døde landsbybeboeres stemmer fra fortiden.

Først kan det være svært at sluge, at også døde personer taler med i romanen, samt at dialogen på et tidspunkt i romanen føres med en ko. Men det til tider farlige spil med læserens forventninger reddes hver gang af charmerende sidebemærkninger, der ikke svigter handlingens forskellige begivenhedstråde og pointer.

Fx virker det først absurd, da den afdøde landsbypræst Gunnar Taxel får lov at kommentere sin egen cykeltur under krigen, nu hvor han er på vej ud for at informere et forældrepar om deres søns død i krigen. Efterhånden som episoden skrider frem, får fortælleren dog knyttet begivenhederne og den afdødes kommentarer sammen i en meningsfuld situation. Det handler ikke kun om en cykeltur på vej mod et sørgende forældrepar, men skildrer samtidigt et samfund, der konstant er lammet af frygten for krigens konsekvenser og alligevel opretholder en tålelig tilværelse.

ERIKS BOG er et sympatisk og vellykket billede af en generation, der oplevede krigen, fortrængte den og opbyggede fremtidsvisioner for en verden, som aldrig blev klar til en indfrielse af de store ideer.

Efter endt læsning sidder man tilbage med en følelse af at have været vidne til en verdenshistorie, der ikke kan formes af gode intentioner og store drømme. En følelse, der allerede blev varslet på forsiden i billedet af en mørk og ensom skikkelses ørkesløse og målløse vandring henover sneen.

Skrevet af Kristine Snedker

Cand.mag. i dansk og tysk. BA i litteraturvidenskab og retorik.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *