Spøgelser i kælderen og mor(d) på loftet – Leonora Christina Skov SILHUET AF EN SYNDER


Genfærd, galskab og gruopvækkende gamle godser er alle ingredienser i Leonora Christina Skovs nye roman – og tilsat lidt grumme mødre og glemte drifter har vi en sær mikstur af gotik og kønspolitik

 Digt

Selv om det kun var anden gang i mit liv, at jeg befandt mig på Liljenholm, måtte jeg trække vejret dybt, før jeg trådte over dørtærsklen den sene eftermiddag i 1941. Som det første tændte jeg en gylden lampet, der efter et øjeblik besluttede sig for at lyse. Kufferten udstødte en dump lyd, da jeg jeg satte den fra mig ved siden af Nellas. Hun stod lige så rank, som hun plejede, midt i den anseelige hall […] Godt nok virkede godset umiddelbart fredeligt, men jeg fornemmede tydeligt, at her langtfra var ro.

En kold og regnfuld novemberdag i 1941 rejser den livstyngede Nella tilbage til sit barndomshjem, det sydsjællandske gods Liljenholm, for at rydde op i sin fortid. Den unge arving er kommet i pengeforlegenhed og, idet hun udelukkende forbinder stedet med en voldelig opvækst og gruopvækkende spøgen, er godset bestemt til at skulle sælges. Under oprydningsarbejdet – som hun får hjælp til af den nævenyttige fortæller og mere end fortrolige veninde Agnes – erfarer hun imidlertid snart, at Liljenholm ikke sådan lige lader sig afvikle. Skabene er stoppet med skeletter og loftet myldrer med rotter, og det er kort sagt tydeligt, at godset gemmer på familiehemmeligheder.

Nella og Agnes indleder en nærmest detektivisk jagt efter sandheden om Liljenholm og dens beboere, og især Antonia, Nellas mor og berømt forfatterinde, er indhyllet i en sådan mystik, at hun sættes under særlig skarp lup i efterforskningen. Intet på Liljenholm er, hvad det giver sig ud for, og mange mødre – ravnemødre, skizofrene mødre, adoptivmødre og morderiske mødre – viser deres grumme ansigter, inden historien er fuldt afdækket. Ønsket om at finde ud af, hvor man hører til, hvem ens mor er, fungerer som tematisk drive romanen igennem, og hovedaktørerne Nella og Agnes må skære mange bånd og gennemgå megen selvransagelse, før end de kan finde sig selv.

Det står at læse på bagsiden, at SILHUET AF EN SYNDER er en gotisk roman, og man må medgive forfatteren, at den efter alle kunstens regler er orkestreret herefter. Det velkendte atilleri køres i stilling allerede fra start: menneskeforladte landskaber, rå vejrforhold og middelalderlige godser med snævre vindeltrapper og knirkende gulvbrædder. Hertil lægges en god skefuld uhyggelige karakterer, bestående af lige dele kæderystende spøgelser og umenneskeligt onde slægtninge. Leonora Christina Skov trækker åbenlyst aktier på genretraditionens pionerer – Brönte-søstrene (Wuthering heights, Jane Eyre), Mary Shelley (Frankenstein) og Edgar Allen Poe (per se) – som hun både henviser til og låner stil fra, og det da også med en i præcisionen vellykkethed. Præcision er imidlertid ikke altid et succeskriterium, og selvom det indviklede net af karakterer, fortrængninger og forviklinger, der udspindes, på beundringsværdig vis kommer til at gå op, virker romanen – mere på grund af præcisionen end til trods for – forceret og til tider nærmest farceagtig.

Der ligger – forfatterinden in mente – en forudsigelig, men også tilnærmelsesvist interessant, kønsdiskussion indlejret i fortællingen. Romanen tegner udelukkende dybdegående portrætter af kvindelige skæbner (en senil mand og en incestudøvende bedstefar er de eneste mænd galleriet levner plads til), og med gotikken hædrer Leonora Christina Skov desuden en genre, som i den grad er dikteret af kvindelige forfattere. Ved at integrere en så åbenlyst kønspolitisk dagsorden i en fortælling om genfærd og lyssky affærer sættes der, på uvant vis, lys på en række kønspolitiske brandpunkter. For har vi at gøre med egentlige genfærd i SILHUET AF EN SYNDER eller er det menneskelig tabuiseret adfærd, der finder sit udtryk?

Når det er sagt, kan jeg imidlertid stadig ikke komme uden om, at jeg finder romanen sær og tilfældig, at det står mig uvist hen, hvad vi skal med en feministisk spøgelseshistorie iscenesat i 40’ernes krigstid? Nok er Leonora Christina Skov tro mod både overbevisning og genre, men det bliver aldrig for alvor interessant. Jeg er ikke sikker på, om det er en kombination af gammel mælk på nye flasker, eller ny mælk på gamle, men for mig virker ingen af delene rigtig velsmagende.

Skrevet af Birgitte Duelund Pallesen

Daglig redaktør på Litteraturnu.dkBirgitte har en kandidatgrad i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Foruden tjansen som daglig redaktør på LitteraturNu arbejder hun på kulturtidsskriftet Kritik. Hun er glad for bøger. Meget glad.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *