Spor i sneen – Paul Auster VINTERNOTER
Paul Auster leverer afdæmpede og lækkert skrevne erindringsfragmenter i sin nye bog VINTERNOTER.
Citat
Ja, du drikker for meget og ryger for meget, du har tabt tænder uden at bekymre dig om at få dem erstattet, din kost er ikke i overensstemmelse med den nugældende ernæringsmæssige visdom, men hvis du undgår de fleste grøntsager er det simpelthen fordi du ikke kan lide dem, og det er svært for dig, hvis ikke umuligt, at spise noget du ikke kan lide. Du er klar over at din kone er bekymret for dig, især på grund af din rygning og dine drikkevaner, men heldigvis har ingen røntgenundersøgelser, indtil nu, afsløret nogen skader på dine lunger, ingen blodprøver har påvist leverskader, og således kører du videre med dine væmmelige vaner, velvidende at de i sidste ende vil gøre svær skade på dig, men jo ældre du bliver, desto mindre usandsynligt er det at du nogensinde vil mønstre viljen eller modet til at opgive dine elskede små cigarer og hyppige glas vin, som har givet dig så meget glæde gennem årene, og du tænker sommetider, at hvis du skar disse ting ud af dit liv på dette fremskredne tidspunkt, ville din krop simpelthen falde fra hinanden, din organisme ville holde op med at fungere.
Den amerikanske forfatter Paul Auster har overskredet tærsklen til sit livs efterår og står nu og kigger frem mod den vinter, alle ved vil komme, men som ingen tænker som en reel mulighed, før hun/han står i sne til knæene. Auster er blevet 64 og anser det som en fornuftig lejlighed til at skue lidt bagud og forsøge at indfange nogle glimt, der er værd at fiksere i skrift. Det har han gjort ret i, for VINTERNOTER er en fin lille bog, hvis ord lægger sig blidt og stille til rette på læserens indre lærred.
Forholdet til Siri Hustvedt, som Auster har været sammen med i over 30 år, fylder selvfølgelig en del og løber kontinuerligt under scenerne fra hans liv. Dette portræt er en stor kvalitet ved bogen og er båret af en øm kærlighed, som kun synes at blive stærkere af, at døden efterhånden kan anes i horisonten.
Ellers er der ikke nogen lige linje i erindringerne. De mimer hukommelsens fragmentariske tilsnit. Barndomsminder fremstår som små øjebliksbilleder og stemninger, mens forfatteren udbreder sig mere reflekterende over hændelser, der ligger tættere på i tid. Paul Auster ligger ikke under for illusionen om at man tilnærmelsesvist kan få greb om et menneskes liv gennem biografier eller erindringer. I stedet gives disse punktnedslag, og læseren må så selv forsøge at udfylde hullerne mellem dem.
Det er en meget ærlig måde at skrive på, men også en stil, som kun virker, fordi Auster skriver så hamrende godt. Han svinger mellem det legende lette og det tunge og eksistentielle, og ud over at være en demonstration i overlegen skrivekunst giver denne vekslen en god og naturlig rytme i læsningen.
Det helt særlige ved bogen er den form, Auster bruger til at indhegne sine minders marker. VINTERNOTER er skrevet i anden person og henvender sig således til et ’du’, som må tolkes som forfatteren selv. En klassisk metalitterær øvelse fra Auster, altså, men samtidig også mere end det. For selvom formen burde indgyde en vis distance, idet en forfatter, der kun taler til sig selv, jo er i fare for at lukke sig inde og låse døren, fungerer Austers henvendelse snarere som en indbydelse til en samtale på tomandshånd. Det giver en tyst intimitet, som gør at man føler sig godt til rette i hans selskab.
Dermed ikke sagt at det hele er stille og snøftende melankolske øvelser i tungsind. Auster er stadig cool og læses bedst i selskab med smøger, kaffe og solbriller. Man fornemmer tydeligt Austers romanstemme under erindringsformen, og det er selvsagt en fordel, hvis man godt kan lide hans værker i forvejen. Men det er samtidig også en fin invitation til nye læsere og absolut ikke blot en bog for hardcore aficionados.
