Sporfuldt – Lars Movin BEAT – PÅ SPORET AF DEN AMERIKANSKE BEATGENERATION
BEAT er en moppedreng af informationer og interviews om efterkrigstidens amerikanske litterære stofmisbrugere og stofrige litteraturmisbrugere.
Citat
Den korte version af historien kunne lyde som følger: Tre unge mænd med forfatterdrømme – William S. Burroughs, Allen Ginsberg og Jack Kerouac – mødte hinanden på New Yorks Columbia University i midten af 1940’erne, hvor de, drevet af ungdommelig rastløshed og generel fornemmelse af utilpassethed, i fællesskab gav sig til et (sic) kortlægge et nyt amerikansk landskab, som de håbede selv at kunne bebo, et eller andet sted i krydsfeltet mellem Dylan Thomas, Charlie Parker, James Dean og Buddha. Stik imod tidens tern valgte de at acceptere et liv i fattigdom for at have mulighed for at forfølge deres ”New Vision”, og lige så meget på tværs af de kulturelle normer opsøgte de galskaben eller positionen sommisfits for måske ad den vej engang at kunne blive ’normale’, mennesker.
Lars Movin har arbejdet 10 år på at indsamle data til denne kæmpe af en bogudgivelse. Lang tids personlig og professionel forskning og fascination er blevet samlet, til hvad der kan betegnes som en Bibel inden for den dansksprogede behandling af emnet. Movin har tidligere skrevet om beatgenerationen for Information og lavet tre film, senest WORDS OF ADVICE – WILLIAM S. BURROUGHS ON THE ROAD fra 2007. Nogle af kapitlerne i BEAT er baseret på dette, men litteraturlisten vidner også om, at forfatteren har læst bredt og bredere for at komme så tæt som muligt på sine afdøde idoler.
De store helte er Jack Kerouac, Allen Ginsberg og William S. Burroughs, hvis livshistorier og litterære produktioner belyses med egne, venners, kollegaers og koners ord. Carolyn Cassady, Gary Snyder, Hettie Jones, Lawrence Ferlinghetti for at nævne et par. Tonen er journalistisk, men Movin giver også plads til værklæsninger af både kultklassikere som HOWL, erindringsbøger og et halvt århundredes sekundær litteratur. Netop dette gør BEAT til en pædagogisk guide gennem den mytejungle, der kun vokser sig større for hver dag. Sympatisk er det også, at Movin bl.a. giver Neal og Carolyn Cassadys søn John Cassady talefrihed. Om sin far siger han:
– Hen imod slutningen kunne han være så langt ude, når han kom hjem, at man slet ikke kunne komme i kontakt med ham. Jeg husker engang, hvor han rystede og var opkørt, og på et tidspunkt gik han ud på badeværelset og lukkede helt op for bruseren og gav sig til at skrige. Dét var skræmmende. Han var helt klart ved at gå i opløsning.
Ligeledes er det positivt, at Movin giver et helt kapitel ‘Beat chicks i Bohemia’ til de kvindelige forfattere, der har været smukt overset i receptionen, indtil Brenda Knights bog WOMEN IN THE BEAT GENERATION udkom i 1996. Især Movins interview med Hettie Jones fra 2004 bidrager til at sætte de mennesker, der levede, festede og skrev i tiden omkring udgivelserne af HOWL, ON THE ROAD og NAKED LUNCH i perspektiv til racediskrimination, mccarthyisme, koldkrigsangst m.m. Samtidig peger hun på, hvorfor det kan have relevans at beskæftige sig med beat i dag:
– For mig og for en række andre kvinder fra min generation, har det først og fremmest handlet om at leve et liv efter eget valg. Så enkelt kan det vidst siges (…) Det glædelige er, at det er en lektie, som siden er blevet hørt af kvinder generation efter generation. Måske bortset fra i dag, hvor vi synes at være på vej ind i en ny periode med undertrykkelse, modstand mod fri abort, alle disse forsøg på at få kvinderne til at opgive deres drømme og karrierer, at få dem til at blive hjemme hos børnene, og så videre – alt i alt en situation, der nærmest kan minde om halvtredserne.
Man kunne savne et efterord, der samlede op på den lange rejse, så det ikke blev et halvkikset interview med Ed Sanders, tidligere forsanger i anden generations beatbandet The Fugs, der står som afslutning på en interessant og meget anbefalingsværdig opdagelsesrejse.
