Springløg – David Læby SVANS
Det største problem med David Læbys nye miniroman er ikke, at den ustandseligt vil forklare alt til døde. Det største problem er derimod, at den gør bøsse til synonym med selvoptaget infantil idiot.
Citat
Sådan har han noget hver dag, hele tiden, men det skifter fra en detalje eller to til andre ting, andre områder af kroppen efter nogen tid. Nu tænker han på sig selv som et helt menneske. En krop med en fyr indeni. Hvad ligner han? Hvordan ser han ud? Han går ud fra, at han i hvert fald har tabt sig lidt, måske er det ikke så pænt, fordi han i forvejen var en smule tynd; han kan ikke lige beslutte, hvad han skal tænke om det, så han flytter tankerne videre: Han er altid utilfreds med sit hår, ikke farven, han kan godt lide den mørke farve, men ved ikke om der er noget at gøre ved, at det altid stritter på forkerte måder, ligesom i områder, ligesom tuer af græs, der vokser i hver sin retning. Hans næse er lidt for stor, hans øjne er nogenlunde pæne, hans mund er hverken eller; en fin, lidt stram mund måske, men den ser altid smilende ud, selv når han slapper af. Han slapper i hvert fald ikke af nu, for det gør ham forvirret og urolig at tænke på, hvordan han ser ud. Måske skulle han gå til en frisør, en rigtig og dyr frisør, ikke bare en, der klipper hans hår lidt kortere uden at tænke på frisure.
Det gør ikke en god bog alene, at den handler om noget prekært og interessant. Man kunne fylde lastvognstog med gode bøger, der ikke handler om noget interessant, og man kunne fylde containerskibe med gode bøger, der ikke slet handler om noget. Det er ikke stoffet (i hvert fald ikke alene) men derimod udtrykket, håndværket, æstetikken, måden en bog er en bog på, der gør udslaget. Selvfølgelig hænder det, at en god bog også handler om noget interessant – men altså: Snot for sig og skæg for sig.
David Læbys tredje roman SVANS er en dårlig bog, der handler om noget interessant, nemlig at springe ud som bøsse. En flot dobbeltbetydende vending, i øvrigt, der både refererer til en knop, der folder sig ud som blomst OG til et farligt afsæt ud over kanten. Skal man tro Læby, er springet udelukkende relateret til den sidste betydning.
I lyset af det politisk set ovenud relevante og sørgeligt nok stadig aktuelle emnevalg, kan det kun ærgre mig, at Læby ikke formår at få sin historie om den latente bøsse Søren til at blive til noget. Fanden males på væggen fra første sætning, og læseren trækkes igennem små 100 siders jammerlig søbe af forældresvigt, spisevægring, navlepillende selvlede og sæd i øjet.
Det er nederen at være Søren, og Læby synes åbenbart, at det er nødvendigt at vende hver enkelt brosten på Sørens vej til helvede. Da Søren endelig endelig kommer i kontakt med den rene vare, er det skam også forfærdeligt:
– Han prøver at slappe af, prøver at lade være med at mærke sin drøbel, der hele tiden vil standse Karstens pik, prøver at tænke på noget helt andet: at det er overstået lige om lidt.
Vel er det ikke nogen dans på roser at skulle stå ved en statistisk set unormal seksualitet. Slet ikke. Men der må da også være glæder, fryd og morskab i et liv som bøsse, og dem savner jeg i Læbys roman. Den offerrolle, Søren indrulleres i, er ulidelig, og når Læby vælger at eksponere bøsserollen i et skævt-på-potten-siddende skvat som Søren, vil han (Læby) aldrig få held med at omvende manges syn på sagen. Snarere tværtimod.
Det gør så ikke sagen bedre, at Læby har en irriterende tendens til at omklamre og befamle sin historie. Søren (både undertegnede og hovedrolleindehaveren) får ikke lov til ret meget, før Læbys udpenslende analyse byder sig. F.eks. i scenen, hvor Sørens mor inviterer på ferie, og Søren jo sådan set har en kæreste. Pointen med det lille ord ”vi” er både subtil og god, men bøjet i neon, som tilfældet er her, ligger den stendød hen:
– ”Det skal Martin og jeg først finde ud af,” svarede han, stadig ubesværet: ”Og bagefter kan du komme herind, så kan vi ses.” Han lod dette ”vi” være mellem dem en stund, så hun kunne tænke over, om det var dem alle tre han mente.
Et lyspunkt er illustrationen af bogens skift imellem en rammefortælling (en forfatter, hvis data matcher Læbys egne, møder Søren på Pan), et hovedspor (Sørens hårde udspring) samt et nedslag senere i Søren voksne liv. En håndtegnet streg, der løber over alle bogens sider og hele vejen rundt om omslaget, står sammen med forskellige satstyper som elegante påmindelser om eller spejlinger af fortællestrukturen. Det virker elegant stik modsat Læbys gumpetunge verbale overforklaringer.
Jeg anbefaler Læbys nye roman til 1.Y.’s temauge om køn & identitet og fraråder den til alle andre.
