Af | 1. marts 2013

Sprogets voldelige problem – Daniel Dalgaard VI ER IKKE KONGER

Det er ikke alle digtsamlinger, der ikke bare tåler at blive læst to gange i rap, men som næsten kræver det. Daniel Dalgaards debut opholder sig ved sprogets logiske fundamenter og indbyder til analytisk driftsudfoldelse.

DIGT

(…) Har du nogensinde

forladt nogen du ikke ville forlade hvis du fik muligheden,

du fik muligheden og erektionen boret ind i en stram åbenbaring

Efter første gennemlæsning af forfatterskoleuddannede Daniel Dalgaards debut VI ER IKKE KONGER må jeg indrømme, at jeg ikke helt var med. Jeg var ikke blevet fanget af digtene, de havde ikke groet på mig, og mest af alt havde jeg fornemmelsen af ikke at have forstået. Et eller andet.

Grunden til det er formentlig, at Dalgaards digte ikke driver af sanselighed, og der er ikke et tykt billedsprog, man kan smæske sig i, forundres over eller væmmes af. Med andre ord finder man ikke den kropslige lyrik, der ellers præger mange af hans generation (født omkring midtfirserne), i Dalgaards tekster.

Derimod taler Dalgaard til ens analytiske drifter, lysten til at afkode og gennemskue. I afkodningen af digtene låses der op for en samfundsaktuel, strukturel, logisk, politisk, poetologisk og semantisk funderet digtsamling, som er velskrevet og velargumenteret.

Den omkring 60 sider lange digtsamling er inddelt i syv afsnit: Menneske, Arkitektur, Del 3, Budapest 2011 (dagbog), Stemme, Fundament og katastrofe og Til Ungdommen. Ikke alle afsnit er lige godt skruet sammen, men det første Menneske-afsnit, hvor fundamentet for digtningen støbes og udformes, og så Stemme-afsnittet, hvor en række filosofiske og selv-negerende monologer udfoldes, er særdeles velfungerende stykker.

I det indledende afsnit bliver det slået fast, at Dalgaards tilgang til digtningen synes at stamme fra en analytisk tilgang til sproget. Accepterer man den præmis – også hvis man selv i højere grad er til kropslig lyrik, sanselig og fysisk digtet – så bliver Dalgaards tekster langt nemmere at forstå. For det skal de nemlig – forstås. Som en slags nøgle til læsningen skriver Dalgaard et sted: ‘(…) det er sansningen der er mangelfuld og sproget / der er totalt’.

Og Dalgaards sprog er da også eminent visse steder. Ofte abstrakt og teoretisk, kredsende om miljøet, samfundet, afstanden mellem et jeg og et du – og her om det gode digts egenskaber: ‘Hvis man tilskrev / det gode digt en række egenskaber / ville den ene være henvendelsen den anden / billederne, flotte og fugtige hele vejen fra kysten (…).’

De to opridsede egenskaber for det gode digt er meget præcist formuleret – især i betragtning af, hvor konsekvent, Dalgaard selv lægger sig op ad den først egenskab; henvendelsen. Da han en ti linjer senere skriver om lyset, der falder på, bruges sproget meget sigende ikke til at beskrive på hvilken måde, dette lys falder på, men til at afkode, om der mon ligger en meddelelse i lysets fald. Som i: Findes der mon en mening med den måde, lyset falder på?

Daniel Dalgaard er i en anmeldelse skrevet af Informations Tue Andersen Nexø blevet beskyldt for næsten at plagiere sin tidligere underviser, Lars Skinnebach. Jeg har aldrig læst ham og kender ham kun perifært fra Ørntoft-samarbejdet Klimakrisen. Alligevel kan jeg ikke genkende de pointer, som Andersen Nexø peger på i sin anmeldelse. Daniel Dalgaard har i mine øjne skrevet en debutsamling, der henvender sig til læsere med (sygelige) tendenser mod det analytiske, semantiske og logiske og som ser ”linjernes selvdestruktion / som den eneste løsning / på sprogets voldelige problem(…)”.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også