Sprogguirlander og ordflom – Jan Kjærstad NORMANS OMRÅDE
Jan Kjærstad har endnu engang skabt en kompakt og ultralitterær fortælling om et norsk geni. NORMANS OMRÅDE handler om Den Store litteratur og Kærligheden. To størrelser der, i Kjærstads optik, har svært ved at dele territorie. Jan Kjærstad er tydeligvis en sproglig ekvilibrist, men i dette tilfælde synes talentet mærkelig uforløst.
Citat
Jeg husker at tanken om Edens Have allerede strejfede mig den skelsættende nytårsaften 1982. Mens jeg stod dér vendt mod øst og så, hvordan fyrværkeriet blev udkonkurreret af strålerne, der blev tændt rundt om uret i den vidunderlige Freia-lysreklame, dumpede en strofe fra en salme ned i hovedet på mig – og her tænker jeg ikke på en vis politisk fløjs salme, Østen er rød, men på Ingemanns frydefulde “I østen stiger solen op, den spreder guld på sky”. Jeg traskede hjemad og vidste, at jeg havde fået et glimt af det, salmen nævner i andet vers: Paradis.
Lige meget om man elsker eller hader ham, kan man ikke komme uden om norske Jan Kjærstads trilogi, FORFØREREN, EROBREREN og OPDAGEREN, om den geniale tv-mand Jonas Wergeland. Bøgerne eleverede Kjærstad op i den absolutte superliga af skandinaviske forfattere. Altså de forfattere der både rammer bredt, men som samtidig er umiskendeligt litterære, som for eksempel vores egen Merete Pryds Helle og den svenske veteran P.O Enquist.
Kjærstads nyeste roman, NORMANS OMRÅDE, er historien om den sublime forlagsredaktør John Richard Norman der, som 50-årig og på toppen af hans karriere, får kvalme af litteraturen. En fysisk kvalme, der tvinger ham til at søge tilflugt i et sommerhus helt uden litteratur og luksus. Der, langt ude på landet, bliver Norman stormende forelsket i en hovedrig, særdeles attraktiv og aldeles uopnåelig kvinde og romanen bliver en filosofisk historie om, hvordan man navigerer mellem litteratur og kropslighed, hjerne og sjæl – og så er den muligvis en historie om en ny art menneske; Homo Futurus, som Norman måske er ved at udvikle sig til efter at have læst så megen litteratur.
NORMANS OMRÅDE er fortalt som en art redegørelse til et sygehus efter at hans forhenværende læge, hjerneforskeren Dr. Lumholdt, er død. Norman redegør for sit forhold til familie og venner og vi får utallige flashbacks til hans opvækst i Oslo. Det er disse fragmenter, der former Norman og hans interesse for litteraturen, og disse barndomsminder har en fin sanselig karakter uden al for mange falbelader.
Den 50-årige kriseramte Norman synes overtegnede dog er irriterende og selvhøjtidelig. Hans fortællerstemme er ikke synderlig sympatisk og jeg gad personligt ikke at være i nærheden af denne litterære figur, endsige nærme mig hans område. Norman er én stor kliché på en litterær tænker, og forfatteren havde ikke behøvet at gøre sin protagonist så storskrydende.
Kjærstad formår på vanlig blæret vis at springe frem og tilbage i kronologien, uden at tabe tråden i historien og de metafysiske pointer han med rund hånd smider efter læseren som små godbidder. Denne anmelder synes dog, at det kan være svært at have med Kjærstads nogle gange lidt opstyltede prosa at gøre. Her er simpelthen lige rigeligt med sætninger, man er ved at fare vild i. Samtidig er der litterære henvisninger en masse, og når Kjærstad virkelig kører på den allermest højstemte klinge, smider han metaforer afsted uden at skelne til, hvad vi som læsere skal bruge dem til. Det er unødvendigt, for han skriver glimrende – især med få greb. Men ind imellem, Gud ske tak og lov, er Kjærstad også morsom og ironisk, for ellers ville bogen være lidt af en ørkenvandring.
Kjærstad imponerer tilmed med den måde, han forstår at strikke en roman spækket med litterære og popkulturelle referencer sammen – og det gør han særdeles elegant, selvom der ikke synes at være meget kød på historien isoleret set. Samtidig bliver slutningen af romanen lige lovlig pladdersentimental, så trods gode anslag er det ærgerligt at NORMANS OMRÅDE aldrig helt letter.
