Stakkels, stakkels statsleder – Erlend Loe FVONK
Erlend Loe har skrevet endnu en roman om mænd i krise. Denne gang er manden selveste statsministeren i Norge. FVONK gør status over Norge netop nu, og de politiske debatter listes ned med humor.
Citat
I dag lykkedes det mig at få syltet et projekt, siger Jens en sen aftentime. Flot. Jeg elsker projekter der ligger i syltekrukken, fortsætter Jens. Sådan var det ikke tidligere. Dengang havde jeg initiativ og fart på. Før mine medarbejdere var færdige med at briefe mig om en eller anden problemstilling, havde jeg løsningen klar. Du er skadet, siger Fvonk. Ja, siger Jens. Og så er du stresset, sådan som alle statsministre altid er. Måske med undtagelse af Berlusconi, siger Jens. Det er muligt, men han bruger prostituerede. Ja, det har jeg også læst.
Efter Breiviks attentat i Oslo og på Utøya i sommeren 2011 var alverdens kameralinser rettet mod Jens Stoltenberg. Han tacklede situationen flot, blev der sagt; var både fattet og tydeligt bevæget. Men hvordan havde han det egentlig? Og kom han igennem krisen uden flossede kanter? Det giver Erlend Loe et bud på i sin nye roman.
Fvonk lever en isoleret tilværelse. Hans kone er gået fra ham, den voksne datter er også flyttet, og han selv blev fyret fra sit job i Vandre- og Motionsforbundet på grund af noget snavs. Og så er der de gravide. De kan ikke lide Fvonk og det snavs, han repræsenterer, og de holder øje med ham. Så Fvonk bliver, hvor han er. En dag får han en logerende, og det er ikke hvem som helst. Den hedder Jens og er statsminister.
FVONK gør status over Norge netop nu: Efter terrorangrebene i 2011, og før det Stortingsvalg, som nordmændene skal stemme til om et halvt år, og hvor Stoltenberg og Arbeiderpartiet pt. taber terræn til Siv Jensen fra Fremskritspartiet – som i romanen kaldes Æbledamen. Men det er ikke så meget den politiske debat, der er i fokus, som statsminister Jens’ personlige kamp for at opretholde en fornuftig balance mellem arbejdslivet og privatlivet.
Vi har efterhånden set modellen anvendt mange gange hos Loe: Mand har det skidt. Mand får nok. Mand gør oprør. Det er heller ikke nyt, at Loe stikker til aktuelle samfundsdebatter, men det er klart, at det bliver endnu mere tydeligt, når han inddrager selveste statsoverhovedet. Grebene er velkendte. Statsminister Jens er ikke mindre sær, barnlig og konfliktsky end så mange andre af Loes karakterer. Til gengæld er han genkendelig, fordi vi har et klart billede af virkelighedens Stoltenberg, når vi læser romanen. Netop det, gør Jens Statsministers adfærd og bekymringer desto mere absurde, komiske og menneskelige.
Man forstår jo hans situation, den stakkels statsleder. Jens er slidt op og har brug for en ven. Han er bange for Æblekvinden og tvivler på opbakningen fra det norske folk. Når det hele bliver for meget, stikker han af fra debatterne i Stortinget og lader sin udenrigsminister tage skraldet.
Der er ingen tvivl om, at det norske publikum vil kunne læse meget mere ud af FVONK, end det danske. Dog ved jeg nok om Norge til at vurdere, at Loe rammer plet i indtil flere debatter: Utøya, Stortingsvalget og så hele spørgsmålet om den der work-life-balance, der unægtelig må være en udfordring at opretholde for en statsminister.
Og så er det tankevækkende, hvor ufarlig Loes roman er. Må man gøre grin med statsoverhoveder og andre folkevalgte, terror og alvorlig sygdom – det hele i én og samme bog? Når Loe gør det, trækker man på smilebåndet og føler sig godt underholdt. Men én ting står fast: Det er altså op ad bakke at være Jens.
