Stefan Iversen, Jacob Bøggild & Henrik Skov Nielsen (red.) – DEKONSTRUKTION
‘Oplevelsen af det umulige’ er ifølge Derrida den mindst dårlige definition af dekonstruktion. Teksterne går rundt om den varme akademiske grød, men er aligevel en litteraturvidenskabelig lækkerbisken.
Den nyligt afdøde Jaques Derrida har sat sig dybe spor i litteraturteorien og dannet skole i flere årtier. Aarhus Universitetsforlag udgiver i øjeblikket kernetekster fra den moderne litteraturteori i serien af samme navn, og turen er nu kommet til klassens frække dreng, den litteraturteoretiske parasit, DEKONSTRUKTION. Det er en tankegang, der er svær at definere, selv for dens ophavsmand:
– Dekonstruktion er hverken en teori eller en filosofi. Den er hverken en skole eller en metode. Den er ikke engang en diskurs, ej heller en handling, ej heller en praksis.
Derrida lagde grundstenen med DE LA GRAMMATOLOGIE (1967), men er her direkte repræsenteret ved to tekster: En rigtig fluekneppende, etymologisk analyse af Platons brug ordet farmakon, og en øjenåbner af en analyse af Kafkas parabel FORAN LOVEN fra PROCESSEN, hvor vogteren og manden fra landet bytter plads, hvor forholdet mellem lov og litteratur diskuteres og hvor selve litteraturens lov og lovmæssighed bringes i spil.
Derrida er indirekte indblandet i de resterende tekster, der er skrevet af arvtagere og arvtageres aftager. Paul De Man sætter spørgsmålstegn ved selvbiografien som genre og spørger bl.a. til, om livet først bliver til som en sammenhængende størrelse, når den kommer på skrift.
Barbara Johnson er elev af Paul De Man og har en mere pædagogisk stil. Hendes tekst er intet mindre end et hermeneutisk mis en abyme. Hun læser Derrida, der læser psykoanalytikeren Lacan, der læser Edgar Allan Poes detektivnovelle DET STJÅLNE BREV. Johnson viser, hvorledes strukturer i Poes tekst vandrer gennem læsningerne af den, og at Derridas læsning af Lacan reproducerer det, der egentlig tages afstand fra i Lacans tekst. En bestemt omvending og fejllæsning går igen fra Poes litterære tekst til hver af analyserne af den. Johnson bedriver her en egentlig dekonstruktiv læsning, hvor hun afdækker diskrepans mellem det, teksterne gør, og det, teksterne siger, de gør.
Man skal holde tungen lige i munden, når man skal følge de herrer og damer i deres forsøg på at dekonstruere den vestlige metafysik, logocentrismen, som den kommer til udtryk i litterære tekster. For de er selv spundet ind i det sproglige net, de forholder sig kritisk til. Denne selverkendelse og kritiske ydmyghed i dekonstruktionen er imidlertid det, der gør tankegangen interessant. Hvis man ikke kan sætte sig uden for teksten og producere en transcendental signifié, uden at gøre vold på teksten (konstruktivisme), kan man heller ikke sætte sig uden for teksten og påvise umuligheden af en endelig betydning (destruktion). Begge læsninger er en illusion af, at kunne sætte sig uden for teksten. Dekonstruktionen er sig det illusoriske bevidst og forfølger derfor de spor, der omgår entydigheden.
Antologiens læserskare befinder sig nok inden for de akademiske mure, for DEKONSTRUKTION forudsætter erfaring med metodiske refleksioner. Ellers farer man vild i analyserne, begynder at gabe, producerer en dekonstruktionens transcendentale signifié og gentager den vestlige metafysisk logocentriske tradition.
