Stilhed til stor applaus – Merethe Lindstrøm DAGE I STILHEDENS HISTORIE


Dette års vinder af Nordisk Råds Litteraturpris er en lavmælt og rystende fortælling om tavshed og kærlighed.

Citat

Da jeg forlod ham i morges på dagcentret, havde jeg lyst til at tage hans hånd og mærke, jeg havde en idé om at hvis jeg holdt den netop sådan, ville det være som et ubrydeligt bånd, ikke hud og knogler, men en anden berøring, den anden berøring, den der altid har været der. Før tavsheden. Men jeg havde problemer med at tage hans hånd. Jeg kunne ikke fordi jeg var bange for at blive set eller for at se mig selv på den måde. Måske er det bare mig der føler dette blik på os.

Når man sidder med årets vinder af Nordisk Råds Litteraturpris i hænderne, er det tilladt at have skyhøje forventninger. Jeg kendte ikke noget til Merethe Lindstrøm på forhånd. Hun er ikke oversat til dansk før nu, til trods for at hun har adskillige udgivelser bag sig, deriblandt novellesamlingen GJESTENE, der indbragte hende en nominering til den prominente nordiske pris tilbage i 2007.
Jeg venter i spænding på, at det danske forlag får oversat flere af Lindstrøms bøger, for DAGE I STILHEDENS HISTORIE indfrier forventningerne. Romanen er et højspændt familiedrama fortalt i et hviskende toneleje, og den er noget af det smukkeste, jeg længe har læst.

Eva og Simon har valgt at fortie deres fortid over for omverdenen. End ikke deres tre voksne børn kender noget til de dramatiske hændelser i forældrenes barndom og ungdom. Der er tale om begivenheder, der i høj grad definerer de to som mennesker, men for Eva og Simon er beslutningen om at tie blevet lige så identitetsformende som de hemmeligheder, tavsheden sprang ud af.

Eva fandt aldrig ud af, om hun traf det rigtige valg i sin ungdom. Simon ved stadig ikke, hvad der skete med hans familie. Erindringen forsvinder ikke, selvom man vælger at lægge låg på. Til gengæld forsvinder hukommelsen med alderen, og det er det, der er ved at ske for Simon. For Eva, romanens fortæller, betyder det, at hun er ved at miste sin eneste fortrolige, og der er endnu alt, alt for meget der mangler at blive sagt.

Lindstrøm gengiver det ældre pars forhold, så det både er rystende og lavmælt på samme tid. Lavmælt, fordi intet siges åbenlyst. Fortællingen er fragmenteret. Der famles efter ordene, for det er svært at fortælle, når man ellers har været tavs. Rystende, fordi historien er stærk, men også fordi tavsheden mellem de to er smerteligt paradoksal. De valgte at tie, og det har bundet dem sammen gennem alle årene, men nu da tavsheden ikke længere skyldes et valg, men derimod en aldersbetinget sygdom, rammer ensomheden og fortvivlelsen dobbelt hårdt.

Den eneste, der nogensinde fik lov til at komme rigtigt ind på livet af de to, var stuepigen Marija. Historien om hende og forklaringen på, hvorfor de så pludseligt måtte sige hende op, driver fortællingen fremad og skaber spænding. Langsomt knyttede de et bånd til Marija, men da hun omsider brød tavsheden, sagde hun det eneste, hun ikke måtte sige.

– Jeg er blevet klar over, hvordan stemmen, ordene, er indgangsvinklen til ham, til os. Det føles som om, han har trukket sig tilbage, han har lukket af.

Sådan funderer Eva et sted. Det er hårdt at miste sin eneste sammensvorne, og det gør ondt så sent i livet at måtte sande, at man er alene, og at ensomheden netop skyldes det valg om stilhed, man selv har truffet. Tavshed kan være et stærkt bånd, men når den ene part forsvinder strammes båndet om den anden.

Også stille bøger kan larme. DAGE I STILHEDENS HISTORIE har fortjent stor applaus.

 

Skrevet af Marie Hauge Lykkegaard

Cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet. Har også læst litteraturformidling ved Universitetet i Oslo.

Skriv til Marie

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *