Stille, trist og smuk
Litteraturanmeldelse af Jonas Wedel-Brandt
Den sidste uge har jeg gået med en lille melankoli i brystet. Af den gode slags, som gør ondt, men som også fremkalder et dybt suk og et smil. Den sidste uges tid har jeg været i 1990’erne i et herskabshus i Oslo, hvor filosofiprofessor Hammer bor. Selvom han er den eneste med adresse i sin moders gamle hus, kan det også påstås at Hammers sekretær, Dagmar Grüner, bebor huset. Hun er der i hvert fald langt mere end hendes stilling kræver. Det har hun været i de 40 år, hun har haft jobbet. Egentlig er Hammer pensioneret. Det kunne Grüner også være. Det forhindrer ikke Grüner i at bruge al sin tid i Hammers hus og Hammer i at have en ung kvindelig studerende på besøg til at snakke om Lévinas. De har lige været på bilferie til Skjolden, for at se resterne af den hytte, Ludwig Wittgenstein ejede. Grüner har kørt hele vejen, for Hammer er født med kun én hånd og kan ikke køre bil. På vejen hjem har Hammer fået et ildebefindende, som har gjort ham sengeliggende.
Den sidste uge har jeg været rådvild. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal tænke om denne her bog. Den er god, og det er en karakterroman. Så meget ved jeg. Hvad, den handler om, er svært at sige, for den handler mest af alt om fortielse. Og om hvordan stilheder kan gro fast, til de er sværere at fjerne end japansk pileurt. Stilhedens dis ligger over hele romanen og jeg er stadig i tvivl, om hvad det er, altså hvad det rigtigt er, der forties.
Først troede jeg, det var en ulmende kærlighed, som ikke er blevet realiseret i 40 år. Men det virker slet ikke rigtigt. Så troede jeg, at jeg måske var i gang med at læse en slags mysterieroman, hvor det ville blive afsløret hvordan, Hammer havde fået sit ildebefindende, eller hvad det var, der blev fortiet. Så opdagede jeg hvor afhængig Hammer er af kvinderne i sit liv. Moderen, som har efterladt ham huset og aktier nok til at leve behageligt. Grüner, som underdanigt servicerer ham. De affærer han i bogens flashbacks har med forskellige kvinder, i 1950’erne og 1960’erne, da han var yngre. Og hvor meget Grüners privatliv er endt med at blive indrettet, så det passer Hammer. Men jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at intet af det ovenstående helt er dér, hunden ligger begravet. Måske vi skulle længere tilbage, til Hammers faderløse og beskyttede opvækst i 1910’erne eller 1920’erne (bogen melder ikke et specifikt årstal). Eller måske vi skal til 1940’erne og Dagmar Grüners liv som stuepige under besættelsen. Jeg er stadig i tvivl og måske det også er bedst sådan.
Merethe Lindstrøms Stensamlere er mere en følelse end den er dén slags bog, som beder om at blive forstået. Selv i scener, som foregår i skarpt sollys midt på en sommerdag, er det, som om det regner og er tåget. Som om der er et tyndt lag af tristesse spredt over romanens sider. Der er noget sørgmodigt over karakterernes indbyrdes forhold. Hvor Grüner eller Hammers yngre kollegaer ser op til Hammer, møder han dem med arrogance. Grüners ungdomsvenskab med den ældre nazikollaboratør, Lars Sanden, efterlader også en bitter smag af ulighed i munden. Stemningerne, karaktererne og deres handlinger er små, triste og ligegyldige på den bedste måde.
Lindstrøms roman er under alle omstændigheder enormt dragende læsning. Jeg har svælget i dens melankolske stemning, af at noget gik galt eller tabt for mange år siden, og at der nu ikke er andet at gøre end at lade som ingenting. Det er én af de bøger, jeg ved, jeg kommer til at vende tilbage til om fem, ti eller tyve år, for igen at forsøge at forstå, hvad det er, der ikke må siges. Stensamlere var Lindstrøms litterære gennembrud i 1996. Hvis resten af forfatterskabet er lige så godt, er det fuldt forståeligt at hun i 2012 vandt Kritikerprisen og Nordisk Råds Litteraturpris for en anden roman. Det er også fuldt forståeligt at Batzer & CO har valgt at udgive denne roman. Den er en god tilføjelse til det danske bogmarked. Boghåndværksmæssigt er det en flot, om end måske lidt nuttet udseende, paperback. Den eneste mangel jeg har at klage over, er at den burde have fået en ekstra korrekturlæsning inden udgivelsen
Hvis man er til stemningsfyldte karakterromaner, og ligesom jeg er glad for det smukke i det triste, er Stensamlere en god anskaffelse.
