Stockholm i mitt hjärta – Henrik Wivel STOCKHOLM STOCKHOLM
Stockholm er som bekendt Skandinaviens hovedstad, en umanerlig smuk og turistvenlig by er den i hvert fald. Ikke slidt som Oslo og rodet som København, der er penge, magt og ynde i Stockholm og Wivels lidt højtidelige og svungne stil klæder byen flot. Hos Wivel bliver biler sendt af sted som ’projektiler over Centralbroen’, og bygninger rejser sig som ’verdener i verden’.
Citat
Filtret ind i blåt
Billederne af og i Stockholm begynder at yngle omkring år 1900, hvor byen skifter karakter fra at være Sveriges hovedstad til at blive en moderne urban metropol. Malmene udbygges, og byen begynder at lyse, selv om natten, hvor den glimter i det dunkle blå, der er dens dybeste farve.
Lad det være klart med det samme: Wivels Stockholm er ikke dette årtusindes Stockholm. Når Wivel går rundt i byen, er det med historikerens briller forrest på næsen, og de er ikke blevet pudset de seneste 30 år. Det er altså ikke i STOCKHOLM STOCKHOLM, at man skal finde anbefalinger af de nyeste restauranter, de bedste legepladser, de smarteste hoteller, lækreste butikker og hyggeligste cafeer. Og hvad så? Det er der sikkert en blogger eller tre, der kan være behjælpelig med.
Bogen er altså ikke en turistguide, men, som advaret om på bagsiden, en kærlighedserklæring til byen. I det første og bedste afsnit i bogen tager Wivel os, som en ivrig storbyguide, i hånden og fører os i adstadigt tempo gennem Stockholms 6 forskellige bydele. Gennem anekdoter fra virkeligheden og fiktionen får Wivel fortalt byens historie, fra blodbadet på Stortorget til Ulf Lundells vrede tekster om ungdomslivet på Söder. Wivel fortæller om Stockholm gennem kunstnerne og især forfatterne der har boet og skrevet om byen. Og talentmassen er massiv: Strindberg, Bellman, Söderberg, Lagerlöf, Ekelöf, Lindgren, Bergman, Widerberg og Tranströmer. Der nok at tage af.
Afsnittet er meget læsværdigt og vil være en god ven på en spadseretur gennem byen. Det næste afsnit handler om arkitekturen i Stockholm og giver et godt indblik i de lokalpolitiske valg som har præget byen. I forhold til udsigter og omgivelser ligger Stockholm taknemmeligt i skjul af skærgården, med vand, klipper og natur til alle sider. Omkring det forrige århundredeskifte byggede man smukke paradeveje og storstilede bygninger som klæder omgivelserne. Det næste afsnit handler om byens museer, delvis fortalt igennem hvordan Stockholm er portrætteret i billedkunsten. Afsnittet er en blanding af kunsthistorie, arkitektur, museumsanmeldelse, byhistorie og turistguide. Det ender med at snuble i de mange tråde og giver et lidt hektisk indtryk.
Sidste afsnit handler om Skærgården set gennem Strindbergs rejser og ophold. Det giver god mening også at behandle Skærgården i en bog om Stockholm ,og det er i god tråd med resten af Wivels projekt at tage udgangspunkt i dramatikeren og forfatteren August Strindbergs forfatterskab og forhold til Skærgården. Der er sikkert mange, som vil finde afsnittet informativt og underholdende, personligt synes jeg ,den skøre og omflakkende Strindbergs Skærgårdseventyr er mindre interessant. I modsætning til byvandringen hvor byens gader og torv får lov til at leve videre i sin egen ret, så får Skærgården ikke lov at rive sig fri fra den dominerende Strindberg.
Jeg kan godt lide Wivels Stockholm, gennem de uskarpe briller fremtrylles der et tidsløst Stockholm, hvor forfattere og kunstnere får lov til at udgøre hele byens befolkningsgrundlag og hverdagens pendlere på de grimme tunnelbanestationer og byens beboere i øvrigt glider i baggrunden for en tid. Det er vel også turistens privilegium at vinke farvel til den slags tummerum, læne sig tilbage og nyde udsigten?
