Støj fra en fucking saxofon – Klaus Høeck LEGACY
Der er masser af lort mellem roserne i Klaus Høecks nye digtsamling. Hvilket er en del af charmen!
Citat
there is a lot
of shit IN my poems (both
horse AND bullshit)jeg kom til AT tæn
ke på det fordi bonden
spreder gødning påmarken ud FOR mit
vindue så kornet kan
vokse ligesombåde rose og
digt kræver fertilizer
for at kunne gro
Jeg skriver det her efter at have læst Klaus Høecks nye gode digtsamling LEGACY én gang. Med sine knap 600 sider er bogen nemlig ikke en, man lige læser tre gange på en aften. Undervejs har jeg taget mig selv i at tænke, at den kunne have været strammet op, at dét og dét digt kunne have været udeladt. Men det ville have været en misforståelse. Omfanget er nemlig en pointe – og en del af charmen. Det skal være stort og skrumlet og rummeligt. Der skal være plads til både skidt og kanel, hestelort og roser. Eller som Høeck selv formulerer det:
er hans værk ikke
for stort skulle det ikke
være mer intimt
mindre i omfang
måske diamantslebet
det brænder som en
vulkan mer end en
spritflamme – hvorfor skal vi
dog høre på al
denne larm og støj
fra en fucking saxofon
silence pleace
jeg har jo lige sagt
det og siger det gerne
igen – der er for
det første hverken
en ligefrem eller en
omvendt proporti
onalitet mel
lem kvalitet og kvanti
tet hvad kunst angår
og for det andet
for at slippe for den så
kaldt skønne musik
Det er en poetik, som folk som Peter Laugesen og Dan Turell også kunne skrive under på, tænker jeg. Digtet er ikke en spritflamme, der brænder fint og koger sproget ind til et poetisk destillat, men en vulkan, der sprutter i alle retninger. Det er ikke skønt og skarpt som en diamant, men støjende og grimt som en saxofonsolo.
Flere steder i bogen langer digteren ud efter den traditionelle poesi:
bortset fra det
så skrives der stadig digte
der får de ældre
dansklærere til
at skide i bukserne
af fryd fordi de
genkender poe
sien fra gamle DAGE
der skrives stadig
smukke digte stil
rene som min morfars grå
borsalinohat
Her får jeg lidt en fornemmelse af, at Høeck sparker åbner døre ind. For hvor mange traditionelle, stilrene og skønhedsdyrkende digte udgives der reelt i Danmark i dag, hvis man ser bort fra Søren Ulrik Thomsen? Jeg ved det ikke. Men jeg synes, at digteren i denne læggen afstand til de gamle dage kommer til at virke lidt, ja, gammel. Og der skal i øvrigt nok være nogle ældre dansklærere derude, der (fuldt forståeligt) skider i bukserne af fryd over LEGACY. Men lad nu det ligge.
Som det måske fremgår af citaterne ovenfor, skriver Høeck på sit eget særlige versemål, ‘en sær blanding af sonetter haiku og the cellar door sessions’, som han selv siger. Samtidig er digtene skrevet efter et system, som jeg ikke helt kan gennemskue (selv om det er forklaret i et appendix til bogen), men som på en eller anden måde dikterer nogle ord og ordklasser, som skal indgå i digtene. Man sidder med en fornemmelse af, at Høeck har konstrueret en maskine, der kan producere digte ad infinitum. Der er portrætter, anekdoter, vrøvlevers, essayagtige refleksioner samt digte, der så at sige ikke handler om andet end sig selv. Det er en stemme, der det ene øjeblik taler om engle og sjæl, og i det næste taler om Aldi og Rema 1000. Og som nærmest Kurt Thybo-agtigt veksler mellem dansk og engelsk (se fx digtet i citatboksen). Til tider er det banalt, men ofte er det sjovt, skarpt, charmerende.
Legacy betyder som bekendt arv, og i bogen ser digteren tilbage på sine tidligere bøger og reflekterer over, hvilken digterisk arv han efterlader sig. Om sin halvtreds år gamle debutbog bemærker han således:
der er ikke så
meget at sige i den
anledning andet
end følgende kom
mentar: hvis ikke man kan
digte på sin ba
re røv skal man fin
de sig en helt anden pro
fession
Sikke et held, at Klaus Høeck nu i 50 år har været i stand til at digte på sin bare røv!
