Stol på tåresporet – Paul Celan SORT MÆLK
Paul Celans digte er nu samlet på dansk i et fint udvalg. Teksterne kryber sig ind under huden og bliver siddende. Hvis man altså tager sig tiden, de kræver.
Digt
Dæmringens sorte mælk vi drikker den hver aften
vi drikker den middag og morgen vi drikker den hver nat
vi drikker og drikker
vi graver en grav i vindene dér ligger man ikke trangt
En mand bor i huset han leger med slangerne han skriver
Han skriver til Tyskand mens det mørkner dit gyldne hår Margrete
han skriver det og træder ud foran huset og stjernerne blinker han fløjter på sine hunde
han fløjter på sine jøder lader grave en grav i jorden
han befaler os spil nu op til dans[….]
Dæmringens sorte mælk vi drikker dig hver nat
vi drikker dig hver middag døden er en mester fra Tyskland
vi drikker dig hver aften og morgen vi drikker og drikker
døden er en mester fra Tyskland hans øje er blåt
han træffer dig med kugler af bly han træffer dig præcist
en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete
han hidser sine hunde på os han giver os en grav i luften
han leger med slangerne og drømmer døden er en mester fra Tysklanddit gyldne hår Margarete
dit askegrå hår Sulamith
Samtidig med 70-året for Auschwitz’ befrielse udgiver Rosinante & Co en flot hardback af den store europæiske lyriker, der stadig debatteres og prises for sin mesterlige omgang med det skrevne sprog. Teksterne fra Celans samlede udgivelser er spændende udvalgt, oversat og sat sammen af Peter Nielsen i et imponerende eksemplar, der fanger digterens virke i al dets melankoli.
Som barn af jødiske forældre blev den tysksprogede digter født i 1920 i Chernowitz i det nuværende Ukraine. Begge hans forældre omkom i 1942 i koncentrationslejren Michailowka, og Celan sad selv fra 1942 til 1944 i en rumænsk arbejdslejr. Efter befrielsen rejste Celan til Wien og senere Paris, hvor han i 1970 tog sit liv ved at drukne sig i Seinen.
De traumatiserende oplevelser, som Celan havde under Anden Verdenskrig, blev grundstenen for hans dybt rammende lyrik, der i høj grad kredser om de store tematikker; liv, død, Gud og jødedommen. Specielt digtet DØDSFUGA, hvis begyndelse og afslutning er citeret til højre, blev kendt for eftertiden og brugt som et af de store eksempler på en øjenvidneberetning fra koncentrationslejrenes grusomheder.
Igennem hele SORT MÆLK bruges symbolsk ladet sprog. Celan er inspireret af alt fra Biblen til Georg Büchner, Hölderlin og surrealismen. Jo mere læseren er inde i de intertekstuelle referencer, jo mere kan man afkode. Sådan bliver citatet fra DØDSFUGA klar til fortolkning.
Et eksempel på dette er at hente i første strofe. Mælk og galde er to billedlige traditioner helt tilbage til det gamle Grækenlands behandling af kropsvæsker. På denne måde bliver de to modsatrettede væsker mælk og sort galde sat sammen. Sort galde fører ifølge denne tankegang til sortsyn og melankoli, mens mælk symboliserer næring og renhed. Når Celan sætter disse to størrelser sammen, lader han således en betydning af at drikke døden tone frem, samtidig med at her også er referencer til Jesu lidelseshistorie.
Jørn Erslev Andersen kalder i bogens efterord bl.a. grundet denne symbolisme meget rigtigt Celans tekster svære at komme ind i for de uindviede:
-Men skal denne retning, denne erindring, overleve, kan den ifølge Celan kun gøre det i et sprog, der holder de uindviede, de tyranniske, de umenneskelige hen i uvidenhed. Det kan måske forstås som en slags middelalderlig allegorisk tankeform, der i et fortættet og moderne lyrisk formsprog aktualiserer Augustins ide om at holde de ugudelige hen i uvidenhed ved hjælp af allegorier, som kun de indviede kan tolke.
Men samtidig med at Celan i sin sprogstil holder de uindviede på afstand, gør Erslev Andersen med sin højakademiske skrivestil faktisk præcis det samme. Med henslængte vendinger som ’barokt oxymoron’ og ’kultur hinsides shoah’ stilles der høje krav til læseren.
På denne måde bliver udgivelsen kun tiltænkt de få, som har tekstlig forståelse og tålmodighed til at kunne afkode både digtsamlingen og dens efterord. De ugudelige holdes væk, så kun de oprigtigt interesserede og helt koncentrerede kan få lov at træde ind i Celans tanker og baggrunden om hans liv.
Dog slutter efterordet af med, hvad denne anmelder tillige vil give: En opfordring til at kunne glemme alt dette og også læse Celan med hjertet frem for med hovedet. Når man gør sådan, kommer man hurtigt ind i den særlige melankolsk oprørte stemning, som hans digte fremkalder. Og så behøver man ikke partout at skulle forstå hver strofes mange dybere lag.
Ingen videre intellektualisering. Digtene er smukke som de står. Og sørgelige. Og hypnotiserende.