Stor som en provinshane – Asger Schnack og Lars Gundersen VIBORG TALER
Digteren Asger Schnack og fotografen Lars Gundersen har spenderet en dag i Viborg. Det har affødt nogle fotografier af byen og nogle digte om alt muligt. Alt andet end Viborg fristes man til at sige. Digtene mangler desværre en anelse, og billederne mangler sådan cirka alt.
Digt
Jeg ser nu det lys som bare solens lys,
det er rigeligt for mig,
der er intet ekko i luften,
ingen bi inden i bierne,
der er bare de dimensioner, der er,
den varme, der er frembragt,
og som, i samme bevægelse, frembringer,
det er ekko nok,
leg nok med væren.
Mand, hvem der bare var en hane på en eller anden roemark i Viborg-egnen. Så kunne man stolt stå der og gøre sig til. Eller hvad hvis man var tiden eller vinden eller noget andet værdigt. Så ville man retfærdigvis kunne kalde sig lidt stor i låget. Det er sådan noget, digterjeget funderer over i samlingen VIBORG TALER. Eller rettere: jeget indtager hanens, tidens og vindens plads for igennem poetisk refleksion at forstå det, der omgiver os. De store spørgsmål, kort fortalt. Med Wallace Stevens’ ord som udgangspunkt: ’I am what is around me’, forsøger bogen at bygge bro imellem billeder (det, der er rundt om) og digte (det, der er indeni). Det kan kaldes digte om billeder eller måske billeder af digte.
Billederne er desværre alle sammen lidt, som man ville forestille sig en japansk turist ville tage dem, hvis en sådan engang skulle forvilde sig herud. En masse facader på pastelfarvede bygninger, et par enkelte closeups af særligt vigtige kulturelle artefakter og så ellers bare tomme gader. Det er nu engang meget provinsielt.
Hvad der til gengæld ikke er provinsielt er Schnacks digte, der insisterer på at tegne de store, urokkelige penselstrøg op. Naturens uforståelige kræfter indtager en særlig motivisk plads. I ovenstående digt er jeget for eksempel græsset, der vokser langs søen i Viborg. Digtet handler om virkeligheden, når den opleves umedieret, når lyset bare er solens lys, eller når der ingen bi er inden i bierne. En slags vellyst ved al tings overflade. Det er jo også det, et digt er; en overflade, lidt ligesom et fotografi – og dette retfærdiggør endvidere sammenstillingen af de to medier i bogen. Begge formidler noget umiddelbart, til blikket eller til følelserne. Ikke desto mindre kan man sagtens reflektere over overfladen, og det er det, jeg synes, Schnack ofte er god til: at italesætte tilværelsens urokkeligheder. Verden som et fotografi fastfrosset i sine principper. Tiden der bare går, vinden der bare blæser, hanen der bare galer.
Det er forfriskende, at Schnack bevæger sig ud over den navleskuende subjektivisme, der synes at præge meget nyere digtning, og det er også fint, at parret Gundersen og Schnack går den tværmediale vej og forsøger at kombinere fotografi og ord. Fotografierne i denne bog er bare kedelige, og digtene er desværre langt fra Schnacks bedste. De drejer sig ofte om det samme urokkelige vilkår: tiden og dens ligeglade gang hen over verden. Det passer fint ind i bogens uudtalte tema – udkantsdanmark – og man kan da heller ikke lade være med at føle en mærkelig spøgelsesstemning, når man kigger på de menneskeforladte billeder i bogen. Ikke desto mindre er det ofte en banal konklusion, der kommer ud af jegets refleksioner, og den kan opsummeres under titlen: ”Tiden vil altid være der. Men dig, kære læser, det vil du ikke.”. Vel nok en tidløs pointe, men også lidt banalt. Døden og skatterne om igen.
Asger Schnack udgiver hele tiden digte. Flere af dem taler om tiden, men ofte på en langt mere zenklog måde end i VIBORG TALER. Læs for eksempel et gratis et her
