Store drenge græder ikke – Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss RÆVEFÆLDEN
Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss har begået et sort/hvidt mesterværk i billedbogsformat om at miste sig selv midt i sorgen, om at forvandles og forkrøbles af hævntørst og om at finde sin vej og sig selv igen.
Citat
Gustav venter. Naboens rævesaks glimter i lyset. Det pusler i krattet. Gustav retter sig op. Han sigter. Bang! Ræven falder om med et bump. Død. – … Fordi du fortjener det! siger Gustav. Han skyder én gang til. Bang. – Sådan går det, når man dræber andres bedste ven!
Der er gode morgener, og så er der regulære lortemorgener. For drengen Gustav hører denne bestemte morgen til sidstnævnte. Over morgenmaden klasker hans far nemlig en frygtelig nyhed på bordet. Gustavs kanin er død. Ræven har taget søde, bløde, dejlige Ninus. Med sine små spidse tænder har den sønderrevet Gustavs pelsede ven. Gustav bryder sammen, men hans far siger koldt, at store drenge ikke græder over døde kaniner, og at Gustav skal tage sig sammen.
Gustav sørger i det skjulte over sit tab, og han prøver forgæves at sy stumperne af Ninus sammen igen. Men nål og tråd kan ikke vende op og ned på liv og død, og Ninus forbliver små blodige kødklumper. I takt med at Gustavs tåreflod tørrer ud, bliver hans sorg forvandlet til had, og et altopslugende ønske om hævn spirer frem. Ræven skal dø. Regnskabet skal gøres op. Og retfærdigheden skal ske fyldest. Gustav tager et gevær fra sin fars skab, lægger sig på lur og likviderer koldblodigt ræven, da den stikker sin skyldige snude frem fra krattet.
Kadaverne hober sig op. Og det er ikke kun ræve. Det er også andre dyr. Gustav er gået bersærk i en blodrus og kan slet ikke holde op med at dræbe. Han er selv blevet et rovdyr, drevet af hævntørst. Gustav er blevet ræven. Bogstavelig talt.
Men ræve – Gustav går i saksen. Han bliver kastet i bur, hånet og udstillet. Først da drengen Paw møder ham med omsorg og kærlighed, kan Gustav begynde at mærke andet end sin smerte. Han kan mærke sig selv. Gustav bliver Gustav igen og sammen med Paw kan han forlade sit fængsel.
Lad det være sagt med det samme. RÆVEFÆLDEN har slået benene væk under mig. Dickmeiss’ groteske og smukke illustrationer holdt i sort/hvid og Scherfigs benhårde tekst supplerer hinanden forbilledligt, og sammen skaber de en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Særligt kontrasten mellem tekstens budskab og Dickmeiss’ farveløse illustrationer er yderst effektfuldt. Intet er, som det syner, bare sort eller hvidt, godt eller ondt. Livet udgøres derimod af alle nuancerne midtimellem.
Den barske historie om Gustav, Ninus og ræven giver sorg et forvrænget, men dog menneskeligt ansigt, og den skildrer råt for usødet, hvordan et menneske kan miste sig selv, hvis følelserne ikke får plads. Gustavs transformation illustrerer således hvordan hævn kan forvandle, forkrøble og forblinde et menneske. Det er ikke kønt, men til gengæld er det fandens godt! Efter denne anmelders mening har Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss med RÆVEFÆLDEN begået et stort mesterværk i lille format.
