Stormvarsel: En ny chance truer – Hanne Richardt Beck GENNEMTRÆK
En tilfældig opgang på en kold februaraften et sted i København. Med luften fuld af æter og suspense lirkes dørene til opgangens beboere op og afslører, at der (stadig) gemmer sig en uforudsigelig og grusom mangfoldighed bag den familiære almindelighed.
Selvom der kastes et krimi-røgslør ud i prologen ”Opgangen” og epilogen ”Loftet”, er der tale om noveller i klassisk forstand, hvor en uventet begivenhed eller bemærkning pludselig vender op og ned på livet for personerne i novellerne. Som titlen antyder det: et vindue bliver åbnet, der opstår gennemtræk, og alt blæser omkuld!
Novellerne er skrevet i en art psykologisk realisme, der hverken kammer over i rungende konstruktion eller i kedelige ophobninger af detaljer, men omhyggelig uhyggeligt fremmaner en paranoid stemning: ”Det isner op langs rygraden. Væggen bag ham er revnet mellem fliserne i hjørnet”. Kort og præcist pointerer detaljen, at vi har at gøre med en krakelerende personbevidsthed.
Den realistiske stil bliver også brugt som afledningsmanøvre: bedst som læseren er lullet ind i et stort hvidt lommetørklæde, mandelformede negle og et stykke med leverpostej bliver tæppet revet væk, og begivenhederne tager fart. Pludselig befinder man sig midt i tvivlen om faderskab og ophav, en datters knugende afsked med en dødsyg mor, et brutalt faderopgør, de fatale følger af et kafkask bureaukrati i en forældremyndighedssag og midt i planlægningen af et mord.
Med opgangen som ramme spiller teksterne diskret op imod hinanden. Med få velvalgte krydsreferencer giver de skiftende synsvinkler anledning til eksistentielle spørgsmål om menneskelig identitet, tab og selvbedrag. Beck tydeliggør personernes blinde vinkler for læseren ved at iscenesætte historierne som paradoksale sammentræf, hvor personerne helt konkret i historierne konfronteres med deres selvbedrag.
Det gælder den arrogante tv-producer og dokumentarist, som i bundløs selvmedlidenhed efter en skilsmisse har mistet evnen til oprigtig indlevelse og derfor er blind for virkelighedens sande offer, når det pludselig står i hans stue. Det gælder den unge fyr, som under oprydningen i lejligheden efter en enlig far, der blev nægtet at se sit barn og derfor tog sig af dage, fortæller sin kammerat, at han ikke gider kæmpe for den kvinde, han elsker, en enlig mor, fordi hun ikke stoler på mænd.
Novellerne kredser om dét at forpasse chancen. Af forskellige grunde forpasser de alle chancen, når den endelig dukker op: chancen for forsoning, for tilgivelse, for kærlighed – og for hævn.
Kompositorisk snor novellerne sig op til ”Loftet”, hvor den indebrændte voyeur af en vicevært leger Gud og dømmer opgangens beboere til død og undergang. Forklædt som morder bag det legendariske spionnavn Smith holder den skumlende vicevært køligt retssag over beboerne én for én på sin rute op ad trappen fra stue til loft: arkæolog-damen, parret i fyrrerne, tv-produceren, oldingen, en lyslokket yngre mand med en kommunefarvet, fedladen kvinde, giraffen, den tomme lejlighed og pigen med det gule hår. Pigen med det hule hår står for tur. Smith gør alt til rette. Men så ringer det pludselig på døren.
Man læser samlingen, som varmt kan anbefales, med et smil på læben, fordi Hanne Richardt Beck med kulsort humor lader skæbnen spille personerne (og læseren) et puds.
