Støt volden! – OVBIDAT nr. 1, 20/4/2013
Undergrundsforlaget OVBIDAT springer ud som tidsskrift. Første nummer begår masser af fin vold imod den almindelige tale.
Citat
Min sorte manke græsser skinnende. Som nævnt. Jeg lider ikke af angst som jer i vesten. Jeg øver og griner med. Ved besked om alt. Han skærer og holder såret åbent.
– Glenn Christian
Forlaget OVBIDAT, eller Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale, som det fulde navn lyder, har efterhånden eksisteret et par år, og i den tid har forlaget udgivet tre stærkt fine bøger, som næppe ville have set dagens lys på et større forlag, nemlig Cecilie Linds ULVEN ÅD MIN EYELINER, Rasmus Halling Nielsens DET LILLE ROBOTØJE SIGER og Glenn Christians FABRIKSNOTER, så tak for det!
Nu er OVBIDAT så udkommet som tidsskrift, og det kan man som udgangspunkt kun glæde sig over. Dog er det indtil videre lidt uklart, hvilke redaktionelle overvejelser der ligger til grund for projektet. Eller sagt på en anden måde: Hvordan adskiller OVBIDAT sig fra andre tidsskrifter som HVEDEKORN og VIKTOR B. ANDERSENS MASKINFABRIK?
Bladrer man f.eks. i de seneste numre af sidstnævnte, finder man bidrag af stort set alle forfatterne i OVBIDAT, så på den måde er der intet nyt under solen. Ud over mere læskende tekst, selvfølgelig. Det er der naturligvis altid brug for, men det kunne alligevel være fedt, hvis OVBIDAT på en eller anden måde kunne tilbyde noget andet end de etablerede tidsskrifter.
Og så til teksterne. Det første bidrag er af Lea Løppenthin og består af fem ‘noter’, som skildrer ‘en mulig levevis’. Et sted hedder det:
– Jeg ser ikke nogen udfordring i at blotte mig for forventninger, det svarer til at klippe mine negle tilstrækkeligt ofte. Alle skal lære at finde frem til et modtageligt sind, når de vågner om morgenen og skal forlade deres lejligheder.
Netop denne åbenhed, denne blotten sig for forventninger, er karakteristisk for Løppenthins særlige og sjove skrift. Man mærker en stærk vilje til erkendelse, til at tænke i skriften, men enkelte steder bliver jeg i tvivl, om det virkelig er dybt, eller om det bare lyder sådan. Ligesom jeg synes, at tekstens jeg enkelte steder forplumrer de ellers fine billeder med sine fortolkninger. Det ændrer dog ikke på, at ‘Fem noter om en mulig levevis’ er et fint og flyvsk bekendtskab, som jeg gerne gør igen.
Efter Løppenthin følger Jakob Schweppenhäuser med teksten ‘AU i UKON-maskinen’, der, som titlen antyder, er en slags digtmaskine, som Schweppenhäuser har fodret med administrativt protokolsprog fra Aarhus Universitet, det letteste er vist at citere:
–’UFU’et indkalder senior-VIP’er til MUS og kommer ud som FP-ledere. FP-lederne indkalder FSU til AIAS og kommer ud som AR-medlemmer. AR-medlemmer indkalder IÆK/DAC til PURE-indtastning og kommer ud som psykisk APV.
Sådan fortsætter det en lille side. I sig selv ret sjovt, men spørgsmålet er, om teksten vil mere end det. Måske kan ‘AU i UKON-maskinen’ læses som en satire over de omdiskuterede strukturreformer på Aarhus Universitet, bureaukratiet der går i selvsving, og som sådan fungerer den godt. Men jeg må indrømme, at jeg var hurtigt videre. Hvorom alting er, lever Schweppenhäuser om nogen op til tidsskriftets navn.
Det kan man til gengæld ikke sige om Pablo Llambias’ bidrag ‘Jeg drømmer, at jeg er en kvinde’. Teksten er (selvfølgelig) en sonet, som vi kender dem fra MONTE LEMA og HUNDSTEIN, hvilket vil sige knækprosaisk, privat, hverdagsagtig. Pablos skrift er netop almindelig tale, ikke vold begået imod den, og på den måde synes jeg, bidraget falder en smule udenfor. Sonetten handler om en drøm, hvor jeget er en kvinde, der får tæsk af sin mand.
På den ene side er det forfriskende at læse en Llambias-sonet uden for kontekst, fordi man får lejlighed til at læse vertikalt i stedet for horisontalt. På den anden side er det netop omfanget af sonetter, gentagelsen og kedsommeligheden, der er styrken i HUNDSTEIN og MONTE LEMA, og på den måde kommer den enkelte sonet til at stå svagt alene.
Peter-Clemen Woetmann og Olga Ravn bidrager begge med billedtæt prosalyrik, hvor billeder og scener flyder ind og ud af hinanden. Woetmanns tekst handler om et forhold, som var engang, og som nu vistnok ikke er mere. Der sker ikke så meget, lidt knækbrød og te på terassen, duerne og drømmene. Men hele tiden sker der små forskydninger mellem de to, og vi-bevidstheden spaltes i et du og et jeg for siden at glide sammen igen. Rent sprogligt er det lavmælt og minder flere steder om Morten Chemnitz, f.eks. her: ‘de blanke pytter af vand og vindens lidt for kolde.’ Det er blid og velgørende vold.
Også Olga Ravns tekst med den ikke umiddelbart indlysende titel ‘ROYAL’ er en slags poetisk diasshow, hvor billeder, steder og stemninger glider ind og ud af hinanden. Men hvor overgangene hos Woetmann er bløde, er de skarpe hos Ravn, ligesom metaforerne er mere prægnante:
–Sæden springer ud over min fisse som en lille gruppe utroligt glade får i Biblen.
Vi har at gøre med et digterjeg, der vrænger ad verden, og som barokt balancerer på ironiens rand. Lars Frost-agtigt, skulle jeg til at sige, men måske er det i virkeligheden mere Skinnebach.
Cecilie Linds tekst hedder ‘Æblenoter’ og handler ganske enkelt om et æble, men som altid hos Lind er der ikke noget, som er ganske enkelt, og der kommer pænt meget poesi ud af æblet. Linds skrift er en poetisk Storm P-maskine, hvor ord ordspillende aktiverer nye ord, og på den måde bliver noget banalt det stik modsatte. Sådan lyder det f.eks. når æblet falder ned og ruller ind under sofaen:
–Famlen og fald. Uforsigtighed pletter mørk. Tab medfører farvning. Udråb!: Åh nej! Klods. Glat overflade gled bort mellem hænder.
To af mine yndlingsbidrag er Rasmus Halling Nielsens og Glenn Christians, tidsskriftets to sidste. Halling Nielsens tekst er et forrygende forrykt sammensurium af forskellig tekster, dagbøger og udefinerbare samples, i håndskrift og maskinskrift med et mærkeligt logo (se billede). Hvad følgende passage skal betyde, har jeg ingen anelse om, og denne ikke-anelse bryder jeg mig godt om:
– Jeg sidder ned. Jeg er træt
Jeg er 3000 år. Jeg er guld.
Djævelen. Djævelen. Djævelen.
Djævelen. Djævelen. Djævelen.
Glenn Christians tekst er mere tilgængelig. Dens vold er mere lavmælt, smuk og hård. Elegant dekonstruerer Christian en række floskler om ‘indvandreren’ og ‘den fremmede’, samtidig med at stemmen får sagt nogle pænt poetiske ting (se citatsboks).
Til sidst et par bemærkninger om tidsskriftets fysiske form, som er delikat, men også lidt skrabet. Det består af 20 siders tykt kvalitetspapir, som er håndsyet sammen (!). Der er intet omslag, ingen illustrationer, intet lir. Bare tekst. OVBIDAT kommer til at koste 90 kroner inklusiv forsendelse, hvilket ikke er langt fra HVEDEKORN og VIKTOR B. ANDERSENS MASKINFABRIK, og i det lys kan tidsskriftet virke en anelse dyrt. Man får ganske enkelt færre sider for pengene. Dertil kommer, at OVBIDAT indholdsmæssigt ikke – indtil videre – tilbyder noget markant anderledes, end man f.eks. finder i Maskinfabrikken.
Når det er sagt, er 90 kroner på ingen måde dyrt for så fin poesi, som OVBIDAT nr. 1, 20/4/2013 indeholder, og søger man et alternativ til de gamle tidsskrifter, kan det varmt anbefales. Det er hermed gjort. Støt volden!
