Strandet i haven – Christina Hesselholdt AGTERUDSEJLET
Christina Hesselholdt fortsætter sin fortællekreds om Camilla og hendes venner med en kort og blid og glødende fortælling om det at blive ældre og om at føle sig efterladt.
Citat
Den dag eller en anden dag på den rejse, i hvert fald med den samme stærke sol (der ødelagde huden på min mors underarme der stak ud af de kortærmede kjoler og gjorde den hesteagtig, det vil sige fortykket usmidig, og i årene efter henviste hun flere gange til det, idet hun tog en fold ødelagt hud mellem tommel- og pegefinder og sagde: ‘Det var solen i Algarve’) foran det endeløse Atlanterhav og under det endeløse himmelrum, skete det forbløffende og ubehagelige at da vi passerede en gruppe portugisiske mænd, kastede de småpenge efter os fordi, uddrog vi af hændelsen, vi var kvinder uden mænd, endskønt temmelig påklædte, kun med bare underarme, på deres strand, mellem de optrukne fiskerbåde, under hestehudssolen.
Camilla har arvet et sommerhus, og nu sidder hun i sommerhusets have og skriver på ’et uhyre’, hun kalder ’Dokument sort’, en bog om hendes slægt. Hun fortæller, at det føles som at stjæle fra ens egen tørresnor. Derudover er det, der umiddelbart fylder i Camillas liv, tomheden omkring hende. Moren er død og ægteskabet med Charles er forlist, hun har ingen børn. Til gengæld har hun sine venner og sine dyr. Camilla prøver bl.a. at finde ud af, om det er muligt og muligvis endda ønskværdigt at leve et liv uden nærhed, om hun kan det.
Ligesom i de foregående bøger i fortællekredsen, bruger Hesselholdt i AGTERUDSEJLET sin egen særegne fortælleform, hvor fortællingens forskellige personer skiftes til at fortælle om præcis de samme ting, om alt muligt forskelligt og om hinanden. Det mobile perspektiv bliver dog en mere afdæmpet effekt i AGTERUDSEJLET, hvor Camillas fortælling klart står i centrum og optager de fleste af de 96 sider, hvilket ingenting gør; Camilla er vidunderligt selskab. Fx her, hvor hun så charmerende tvivlrådig overvejer hvilket forhold, hun skal have til sit sommerhus:
– Mit hus er et korthus, så lad det styrte sammen. Næh, jeg udraderer bare gardnerblikket tømrerblikket husmorblikket og kigger på stokrosernes silkeynde, svajende, i mange farver, på terrassen. Øjeblikket efter tænker jeg: det skal blive løgn, jeg skal tilegne mig hver eneste centimeter af dette hus og denne have, jeg skal gøre det til mit alt sammen.
Det er en vanvittig præcis og skøn prosa. Især tegnsætningen i midten af det ovenstående stykke er virtuos (som igen og igen i resten af bogen). Hesselholdt undlader først listekommaerne og lader de rimende ’blikket’-sammensætninger flyde for derefter at bryde dette flow i sætningen med et grammatisk umotiveret komma efter ’svajende’. Derved kommer der en overraskende frisk ligesom punkteret rytme, et afsluttende staccato, der perfekt understøtter det talende jeg, Camilla, der både er frembrusende sikker og helt i tvivl.
Og det er ikke bare kommateringen i AGTERUDSEJLET, der er overrumplende virksom; Hesselholdt bruger flittigt hele paletten af tegn: tankestreger, parenteser, semikolon og kolon. Jeg mærker en kæmpe glæde ved det skrevne sprog hos Hesselholdt, for det er jo kun her, de her ting kan lade sig gøre. Det er kun i skriften, at en lang medrivende parentes (som i det i boksen citerede stykke) kan slutte, og en sætning, man som læser nær havde glemt, kan fortsættes upåagtet.
Jeg tænker, at det er en frihed, det drejer sig om. Eller mange friheder, fx den enkelte sætnings frihed til at slynge sig som den vil, og ligesom hele fortællingens frihed til at blive fortalt af én eller af mange, af alle på én gang, som den vil. Jeg tænker, at jeg elsker dette ved Hesselholdts prosa, at den tager sig friheder. Et sted står der pludselig indskudt ’jeg er træt af førsteperson ental som af for stramt tøj’, og det er nok Camillas problem, for Hesselholdt gør tilsyneladende, som hun har lyst, og det er meget vidunderligt.
