Sult efter mere
Det, jeg grundlæggende godt kan lide ved Gry Stokkendahl Dalgas’ værker, er ganske enkelt at hun skriver godt:
”Jeg vil bære mig hen mod næste sommer og give mig videre
til næste sommer og næste sommer igen,
som når man løfter
og bærer en hvalp væk fra det vandglas,
der ligger knust ud over gulvet. […]”
Sensitiviteten for sproget, at turde lege med poetik, det er den største styrke i hendes nyeste bog, Calluna, som handler om landskab og arbejdsløshed, om uddøde sommerfuglearter og om at miste retningen i livet.
Værkets fragmentariske stil skriver det ind i tidens litteraturtrend anno 2025, og der er et tydeligt slægtskab med andre samtidige værker såsom Amalie Smiths Terra Cotta fra tidligere i år. Den slags tekster, der er bygget op omkring en særlig slags øko-nymaterialisme, hvor formen udfordres og forandres værket igennem. Hvor betegnelsen ”roman”, som står på forsiden, måske mest bare er et signal til boghandlere om hvilket bord, forlaget gerne vil have bogen til at ligge på. Og hvor autofiktionen angiveligt har sejret så stort at man ikke engang behøver påtale, at der er identitet mellem forfatter og hovedperson – noget der eksempelvis ikke er yderligere forklaret i Calluna end at hovedperson og forfatter deler både for- og efternavn.
Nogle gange kan den tidstypiske, fragmentariske form og de populære emner komme til at dække over lidt sløset litteratur. Sådan er det dog ikke i Calluna, der fremstår gennemarbejdet og sikker. Desværre er et stilsikkert sprog ikke altid nok.
I den første del af Calluna beskæftiger Stokkendahl Dalgas sig med forfaderen, Enrico Mylius Dalgas, der var en pioner i opdyrkelsen af den jyske hede. Udsnit fra Enricos skrifter optræder side om side med Grys, og holder læseren i et spændingsfelt mellem det 19. og det 21. århundrede. Senere hen forsvinder Enrico lidt, og Grys erfaringer med jobaktivering, naturoplevelser og drømmesyn træder i forgrunden.
Hele bogen igennem er Gry optaget af sommerfugle. Perlemorrandøje, særligt. Hun er optaget af, hvor mange arter sommerfugle der er uddøde, forsvundne fra det danske landskab. Hvordan man forliger sig med, at det var ens egen forfader, der bidrog til at udrydde den natur, sommerfuglene boede i?
Det kunne være blevet meget skyldtungt. Men Callunas behandling af historie og slægt er interessant fordi den ikke sætter efterkommeren til at lide under arvesynden. Gry tager ikke ansvar for sommerfuglenes forsvinden, hun mærker ikke Enricos handlinger i sin krop. I stedet udstrækker hun en slags familiær hånd til ham. Historie er, frem for arvesynd, blot et vilkår, vi og naturen lever med. Hvor stor en del af Enrico bærer Gry rundt på i dag? Og vil historien blegne, når slægten ender med hende?
Disse spørgsmål bliver stillet, men desværre aldrig svaret, fordi Calluna er et værk, der hele tiden er på vej til det næste. Det næste kapitel, det næste scenarie, den næste opremsning af forskellige sommerfugle- og plantearter.
Bogen igennem bliver læseren præsenteret for historiske personer såvel som karakterer fra Grys forskellige erfaringer med jobaktivering, men der dvæles aldrig rigtigt ved dem længe nok til at få spundet et slags sammenhængende narrativ. Således forbliver de forskellige dele af Calluna afkoblede fra hinanden. Joe er blot en venlig mand der har svært ved at passe et job, Liam en fyr, der ryger mange cigaretter mens han er i aktivering, og Emma en kort flirt. Bedst som jeg tror, at der skal ske dem noget, der skal afsløres noget om dem, eller de skal have en slags definerende interaktioner med hovedkarakteren, skal vi videre.
I At performe transkønnet vrede mestrede Stokkendahl Dalgas de tålmodige, eftertænksomme landskabsbeskrivelser, men i Calluna er det som om, der aldrig dvæles helt længe nok ved hverken natur- eller jobaktiveringsscener til at det rigtigt efterlader et indtryk.
I glimt titter der en skrøbelighed frem, såsom da hovedpersonen lider af depression og mangler penge: ”Det eneste, jeg har lyst til i dag, er at sidde i min seng og spise chips. I august spiste jeg mindst tyve poser. Mit ansigt er svøbt i en ynkelig, klæbende saft.” Scenen er så øm, men fylder desværre ikke mere end to sider. Hvor ville jeg ønske, at vi kunne blive lidt længere i det ærlige, følsomme rum.
Som læser kan man nyde sproget i Calluna – paragrafferne, der af og til glider over i en slags knækprosa, og de tunge one-liners, som da Stokkendahl Dalgas beskriver processen af at dø som: ”den sidste stund på hospitalet, hvor nogen har tændt for tv’et og man ser et par minutter af et comedyshow og griner, hoster, de sidste par minutter, indtil dynen ikke længere bevæges op og ned af åndedrættet og derefter intet andet.” Dét er godt. Men det er svært at finde ud af hvad det er, der grundlæggende er på spil i Calluna. Hvad driver teksten, hvad er den centrale spænding, hvad er det, der bare må ud?
Den manglende narrative sammenhæng medfører også at jeg undervejs sætter spørgsmålstegn ved, hvad der egentligt forbinder jobcentre og sommerfugle. Hovedpersonen er i aktivering som gartner, så der er et overlap, men hvorfor er det en meningsfuld kobling?
Hele vejen igennem fremstår Calluna lidt topic-agtig, hvor det er ønsket om at formidle specifikke emner frem for historien selv, der driver værket. Disse emner kunne sikkert have sat rammen for en spændende historie, men det havde krævet, at læseren havde fået lov at komme lidt tættere på hovedpersonen, eller på de andre karakterer, eller hvad der egentligt udspillede sig der på den jyske hede af dramaer mellem plantagebevoksning og sommerfugle. Det ville have krævet, at nogen satte noget mere på spil.
Det er en smukt skrevet bog, og Stokkendahl Dalgas er grundlæggende en dygtig forfatter. Men Calluna efterlader mig sulten efter noget mere.