En summen i samvittigheden – Maja Lunde BIERNES HISTORIE
Maja Lunde har begået en begavet roman om menneskets forhold til naturen – de livsnødvendige bier, især. Det rammer lige ind i en kollektiv dårlig samvittighed over individualismen og udløser læselysten.
Men bier kan ikke tæmmes. De kan bare passes, og de kan få vores omsorg. Til trods for det oprindelige formål med stadet var det alligevel et godt hjem for bierne. Her var alt tilrettelagt, så de kunne yngle og formere sig. Honningen beholdt de for sig selv, den skulle ikke høstes, aldrig udnyttes. Den skulle have lov til at være det, den var skabt til, mad til de nyfødte. Lyden var anderledes end noget, jeg havde hørt tidligere. Ind og ud, ind og ud fløj bierne. Med sig havde de nektar og pollen, næring til afkommet, men ikke kun til sig selv, hver enkelt bi arbejdede for hele familien, for alle, for den organisme, de tilsammen udgjorde.
Hvad ville der ske, hvis alle bierne forsvandt? Problemstillingen er næsten for relevant. Colony Collapse Disorder (CCD) er et faktum. Blot i Danmark er antallet af bistader faldet med 40% siden 1950. Bierne dør af uransaglige årsager – og hvis de forsvinder helt vil det have meget større konsekvenser for mennesket, og vores verden, end vi går og tror. (Bye, bye chokolade og kaffe … og kød fra opdræt).
BIERNES HISTORIE er en historie om bierne fortalt gennem tre menneskeskæbner i tre forskellige tidsaldre. 1800-tallets England, hvor den opgivende William prøver at bryde igennem med en ny type bi-stade for at sikre familien anerkendelse og mad på bordet. USA i 2007 hvor bi-avleren George oplever CCD på egen krop og økonomi, og håndbestøveren Tao i fremtidens Kina, hvor bierne er forsvundet og jorden er gold. Fælles for dem er bierne og håbet for fremtiden.
Et andet tema, der går igen i BIERNES HISTORIE og de tre fortællinger, er relationen mellem forældre og børn. Vores børn er fremtiden, og deres muligheder er direkte afhængige af os. Bogen portrætterer forældre og den relation der skabes mellem børn og fremtid; håb og drømme. Der skabes således med bikolonierne en pendant til den menneskelige familie, hvor næste generation også kan være en livsnødvendighed – en situation som i dag ikke gør sig gældende i den vestlige verden, men som meget vel kan komme til det, hvis den globale opvarmning og dyreudryddelserne fortsætter i et omfang, der truer vores måde at leve på.
Prædiker jeg lidt nu? Man kan ikke lade være efter at have læst BIERNES HISTORIE. Den kollektivisme der ses hos bierne, står i skarp kontrast til menneskets individualisme i bogen, og med den sniger der sig også en forudsigelse ind: kun som fællesskab kan vi overvinde og overleve. Om ikke frivilligt, så tvungent, som det ses i det fremtidige Kina, der skildres. Bare rolig, BIERNES HISTORIE er ikke en hyldest til kommunismen. Det er en historisk skildring af to racer og deres kamp for overlevelse – hvis alle kun samler honning til sig selv, vil ingen klare vinteren. Menneskeheden har en tendens til at tro sig udødelige, men vi er mere sårbare over for omverdenen, end vi tør indrømme.
BIERNES HISTORIE er ikke kun bi-propaganda. Det er berigende læsning (skulle jeg skrive bestøvende?). Maja Lunde formår at holde et page-turner moment hele bogen igennem og væver læseren ind i en historie større end personerne selv. Et episk tidsbillede af det moderne menneske og vores måde at takle naturen på. Sproget er flydende og får biernes summen til at give genlyd, efter sidste side er vendt.
Fortællingen slutter i Kina, i slutningen af det 21. århundrede. Her bindes de tre skæbner sammen og munder ud i et håb. Menneskets mulige overlevelse. Det giver en fin krølle på historien, men for læseren fremstår det næsten for godt til at være sandt. Vi skulle have gjort mere noget før. Maja Lunde prøver ikke direkte at manipulere læseren over på Team Bi – det sker helt af sig selv, når man først er kommet ind under pelsen på de små dyr. Og som roman kan BIERNES HISTORIE stå helt for sig selv, dårlig samvittighed eller ej. Læs den, sum over det og plant en blomst. Prædiken slut.
