SUSANNA CLARKE TRYLLER OS IND I EN LABYRINT, MEN VÆGGENE ER IKKE ROBUSTE
Susanna Clarkes brugte 16 år på at skrive en opfølger til sin magiske debut. Det blev til Piranesi, en allegorisk thriller-fantasi om et uendeligt hus med lovligt kryptiske smuthuller. Oskar Sjøgren og Johanne Sorgenfri diskuterer bogen med lige dele beundring og skuffelse.
Johanne Sorgenfri: Hej Oskar. I efteråret 2020 udkom Piranesi af Susanna Clarke, som jeg havde glædet mig helt teenage-agtigt til at læse sammen med dig. Vi er begge gamle Clarke-fans der har siddet med bankende hjerter over hendes debut Jonathan Strange & Mr Norrell for snart tyve år siden, og nu var her så endelig – endelig – noget nyt at have det vildt over.
Faktisk var det helt skørt, hvor god Piranesis timing var. Bogen har været så mange år undervejs, men da den landede virkede det som om den var fremtryllet til en isolationstid: En ensom hovedperson bor alene i et gigantisk hus, hvor “indenfor” udgør hele den kendte verden, og “udenfor” er et mytologisk sted. Bogen fik strålende anmeldelser over hele linjen for sin labyrintiske allegori over afsondrethed, og vi satte os til at simultanlæse med fuld iver.
Og… Hvad skete der, Oskar? Vi sad tilbage med en flad fornemmelse. Skal vi prøve at komme til bunds i, hvorfor denne allegori fra en elsket forfatter ikke gaflede os lige så stærkt, som vi havde håbet?
Oskar Sjøgren: Når man kommer til Piranesi som Clarke-fan, så kan man ikke undgå at være positivt forudindtaget, med hendes fuldstændigt overlegne debut i bevidstheden. Men Piranesi var en overraskelse, på godt og ondt. Der er visse ligheder til Jonathan Strange, både i opbygning og æstetik, og der er også væsentlige forskelle.
Lad mig i øvrigt lige sige, dette bliver en anmeldelse fuld af spoilers.
JS: Ja, masser af spoilers. Jeg vil lige introducere Susanna Clarke for de uindviede: Hun er sådan en forfatter, der er nem at elske: En stille brite der debuterer relativt sent (som 44-årig), men til gengæld fuldstændig overrumplende, med et 800-siders satan af en bog, der genopfinder engelsk magi og bliver en bestseller. Det er dejligt besværligt at genre-placere Clarke. Hvis man endelig skulle kalde hendes bøger noget, er det måske en slags Borgesiansk fantastisk litteratur med et twist af Alan Moore, som ikke går af vejen for verdensbyggeri i den helt episke fantasy-liga. Debuten Jonathan Strange & Mr. Norrell er noget så skønt som en skæbnefortælling om borgerskab og storpolitik under Napoleonskrigene, men i en alternativ virkelighed, hvor magi er en kendsgerning.
OS: Men Piranesi er både væsentligt kortere og efterlader os med langt flere spørgsmål end Jonathan Strange. Jeg vil lige uddybe Piranesis præmis: Piranesi er en mand, der bor (næsten) alene i et kolossalt hus, som andægtigt benævnes med stort H. Ordet “kolossal” yder måske ikke Huset retfærdighed. Salene fortsætter tilsyneladende uendeligt i alle kompassets retninger, med fugle, fisk, statuer og skiftende vejrforhold. De nederste sale er oversvømmede, andre steder er der huller mod stjernehimlen. Meget symbolsk er titelkarakteren Piranesi også opkaldt efter en venetiansk kobberstikskunstner, kendt for at afbilde labyrintisk arkitektur.
Bogens byggesten er Piranesis dagbogsnotater, hvori han systematisk indekserer det hele, indtil tæppet hives væk under hans virkelighed og alting ændres.
Ligesom i debuten bliver der brugt megen energi – også af læseren – på anakronistiske stilvalg: Piranesi bruger stort forbogstav ved visse ord, ligesom der var tradition for i det engelske sprog indtil ca. starten af det 19. århundrede. Det læser sådan her:
I am not accustomed to Absolute Darkness. There are very few Dark Places in the House; perhaps here and there you will find the Shadowy Corner of an Antechamber or an Angle of the Derelict Halls where the Light is blocked by Debris; but generally, the House is not dark. Even at night the Stars blaze down through the Windows.
JS: Jeg elskede faktisk hovedpersonen Piranesi og hans sødmefyldte, højstemte dagbog. Jeg synes han var et rørende bekendtskab, selvom han er designet til at være mere naiv end læseren. Det er ellers ikke et udgangspunkt jeg normalt bryder mig om (Jeg er ikke fan af Extremely Loud and Incredibly Close, ej heller The Curious Incident of the Dog in the Night Time). Men lad os slå fast med det samme: for at komme igennem Piranesi skal man kunne udholde en høj quaintness-faktor. Dit eksempel ovenfor er ret typisk for bogen, især i starten. Piranesis dagbogsnotater indledes sådan her:
A list of all the people who have ever lived and what is known of them.
Entry for the tenth day of the fifth month of the year the Albatross came to the South-Western Halls.
Hvorefter man bliver fodret videnskabelig omhyggelighed af denne skuffe:
Since the World began it is certain that there have existed fifteen people. Possibly there have been more; but I am a scientist and must proceed according to the evidence.
Hvis man ikke kan tåle det, så kan man jo trøste sig med at det holder op senere i bogen.
Men tilbage til historiens præmis: som vi kan se af dagbogen, er vores naive hovedperson ikke helt alene. Der er nogle få andre mennesker, nemlig fjorten skeletter og en enkelt anden levende. Han hedder slet og ret The Other, og kommer på besøg en gang imellem. The Other kommer tydeligvis fra virkelighedens verden. Han har en iPad og emmer af stresset-mand-energi. Han er modstykket til Piranesis overnaturlige naivitet. I dette spændingsfelt bliver læseren hurtigt gelejdet på sporet af plottet. Piranesi har tydeligvis galopperende hukommelsestab og absolut intet begreb om den moderne verdens fænomener, trods sine dagbøgers sindrige detaljegrad. Huset er malet op som en allegori fra starten, men vores hovedperson oplever det som sin sanselige virkelighed, og følgelig et sted uden udgang (Men, Truman Show-style, ved vi selvfølgelig godt, at der er en udgang). Læseren har kun Piranesis perspektiv at se fra, men tilstedeværelsen af The Other (samt det faktum at der ligger fish’n’chips-emballage og flyder i de andægtige sale) gør os fra start kraftigt opmærksom på, at Hus-allegorien skal instrumentaliseres i et plot, der forbinder sig til nutiden. Huset er altså tydeligvis ikke kun en allegori men også et ægte fysisk sted, som man kan komme til på Narnia-trylle-måden.
Men det er selve plottets balancepunkt mellem allegori og virkelighed som ikke lykkes, i hvert fald for mig at se.
Hvad tænker du, Oskar? Hvad var din umiddelbare læseoplevelse?
OS: Jeg kan skrive under på meget af det du siger, men jeg synes faktisk Huset lykkes – delvist – som allegori. En af mine første tanker var, at bogen handler om en anderledes måde at være i verden på. Bogen skaber en verden, der er både tryg og utryg: fordi Huset er hele verden, er alt rent interiør. Der er ikke noget udenfor. Men fordi Huset er så uendeligt, kan man ligeså vel sige, at der ikke er noget indenfor. Vejrfænomener som storme og flodbølger udspiller sig “inden døre”. Af samme grund kan man aldrig søge indenfor efter læ. I stedet søger man bare hen til et af husets andre rum eller niveauer. Samtidig begrænses historien til hovedpersonens hukommelse og nedfældede erindringer (som hurtigt viser sig muligvis ikke at gå så langt tilbage igen, selvom han forsikrer os om, at han “altid” har været i Huset). Det er rigtigt at hovedpersonen er naiv, og jeg er enig i, at jeg derfor føler omsorg for ham. Læseren kan ikke lade være med at forsøge at vurdere, om Piranesi er i trygge eller utrygge omgivelser. Ikke mindst fordi vi konstant er i gang med at vurdere hans troværdighed som fortæller.
JS: Jeg vil gerne snakke om Piranesi som karakter, og læserens omsorg for ham. Det er nemlig lige præcis en af årsagerne til, at bogen rører mig, selvom jeg ikke synes den overordnet fungerer. Piranesis symbiose med Huset skaber nogle spændende rammer for, at jeg både kan opfatte ham som naiv og samtidig spirituelt mere oplyst end mig. Eller, man kan sige, han er i forbilledlig pagt med sin omgivende biotop. Jeg er enig i, at der ikke er noget “indendørs”, fordi Huset er verden. Men når det nu er et hus, så er min grundpræmis selvfølgelig som læser, at der må være et ‘udenfor’, selvom tanken ikke falder Piranesi ind. Er Piranesi ensom, eller er han opfyldt af samhørighed? Som læser er det nærliggende at opleve ham som ensom, fordi Huset lader til at være hans eneste ægte nære relation.
OS: Enig. Ensomhed og samhørighed var to begreber, der konstant bekrigede hinanden i mit hoved under læsningen. Og det er noget af det, Clarke gør overbevisende godt i bogen – at bruge temmeligt enkle greb både som motor for plottet og som kilde til læserens (og Piranesis) egen eksistentielle diskussion. Jeg tænker her især på dagbogsformen. Her lukkes læseren inde i et rum sammen med fortælleren; et rum der enten kan oplevelses som intimt, i det omfang læseren stoler på fortælleren, og omvendt kan virke klaustrofobisk eller som kilde til medlidenhed eller utryghed, hvis man ikke gør. Piranesi vender konstant tilbage til sin religiøse forbindelse til Huset, og der er utvivlsomt noget smukt og rent over den fred, han har med en verden, hvori ingen fremmedlegemer nogensinde trænger sig på. Alt er i orden. Og fordi der ikke er nogen forstyrrelser, er han fri til at se det smukke og harmoniske i en på mange måder gold og barsk verden. Men som læser bliver man hurtigt klar over, at han også har en raffineret evne til at overse faresignaler og få alting til at passe ind i sin forestilling om verden, og det er denne bevidsthed hos os som læsere, der skubber os æggende frem. Vi er konstant i gang med at vurdere Piranesis eksistens; er den resultatet af en højere form for væren eller en afgrundsdyb fortabelse?
JS: Det er jeg enig i. I starten kan man få sådan en Disney-Pocahontas vibe fra Piranesi. Han er fuldstændig ét med naturen, og kan aflæse alle dens signaler, med det twist, at “naturen” i dette tilfælde udgøres af klassicistiske statuer, hvide søjler og andet memorabilia fra vestlig kulturhistorie. Og måske netop derfor tænker læseren også… der stikker noget under! Det er måske ikke en sund symbiose, det her? For os ligner Piranesis verden jo en ruin. Og ja, som du siger, jeg har også tendens til at være enten/eller i min læsning: enten er det en ophøjet væren, der beskrives, eller en fortabt. Men samtidig med, at jeg ikke aner om Piranesi er ophøjet eller fortabt, så er jeg komplet investeret i ham. Der står en aura af ydmyghed og godhed fra ham, som ikke er kedelig at følge. Sådan lidt Dancer in the Dark-agtigt.
OS: Lad os lige vende tilbage til The Other og virkeligheden, som trænger sig på.
Piranesi mødes med the Other to gange om ugen i max en time ad gangen for at sammenligne noter om Huset. Vi forstår, at Piranesi assisterer the Other i dennes udefinerede, muligvis akademiske projekter, og det er meget tydeligt for læseren at the Other udnytter Piranesis velvilje og nærmest behandler ham med skolegårdsagtig underkuelse.
JS: Ja, Piranesi elsker bare The Other ydmygt, selvom han er rigtig træls. Det fik min retfærdigheds-underlæbe til at bæve. Men Piranesi virker ikke selv så optaget af smålig retfærdighedssans, han er mere typen, der bidrager til fællesskabet uden at brokke sig. Ydmygheden overfor the Other handler igen om ensomhed vs. samhørighed. Eller den beslægtede dikotomi, rationalitet vs. troen på noget større. Jeg kører lige ud af denne tangent: Tematikken var nemlig også til stede i Jonathan Strange, og bliver udbygget i Piranesi. Susanna Clarkes historier har en distinkt spiritualitet, og det England som hun maler op i begge bøger klart besjælet. Det er også et ret blodmættet og hedensk sted, og hun har et stort okkult tankegods, hvor naturen/universet ude for sindet er den ligeværdige “anden” – ikke nødvendigvis en hævner, men en partner. Det er i hvert fald tydeligt, at de karakterer, der vælger at anskue verden udenfor dem selv med respekt, og som forsøger at indse deres ydmyge rolle i forhold til de ydre kræfter, også er dem, der belønnes. Eller nærmere, det er de karakterer, der undgår kræfternes ubønhørlige straf. Man kunne fristes til at tolke, at Susanna Clarke tror på en form for verdens-alt med karmisk potentiale. Dette spørgsmål virker i hvert fald enormt væsentlig for hende; findes der en verden uden for menneskets sind, med en egen intention? Eller er det bare en fantasi, fordi det tomme univers er for tungt at bære? Det lader til at Clarke advokerer – i hvert fald kunstnerisk – at mennesket kan have et reciprokt forhold til universet. Ikke bare til naturen, men også til en spirituel dimension. Selvom hun virker bevidst om, at alle tegnene på samhørighed ligeså nemt kan være det pure selvbedrag. (Det er jo lidt sådan hun maler det op i Piranesi; som om han er offer for et bedrag).
På det billedlige plan betyder det, at Susanna Clarke elsker at vække træer og sten og vand til live, og give dem enorme kræfter. Det gør hun også i denne bog. Det er utroligt flot at forestille sig de cykliske vandmasser ramme Husets uendelige kolonner af statuer og søjler.
Men i hele min læseoplevelse manglede jeg påtrængende et svar på spørgsmålet: Hvad skal Huset bruges til? Hvorfor har Susanna Clarke tegnet et nyt religiøst rum til sin (måske) ensomme Piranesi, hvori store rumlende elementer kan sættes løs? Er det udelukkende for at vise, hvorledes et forvirret sind opfinder sin egen religiøse samhørighed med sten og søjler og fugle? Eller er det for at vise læseren en mere spirituelt meningsfuld måde at være menneske på?
Det er vel et arketypisk greb at sætte forrykthed op imod klarsyn. Fra Don Quixote til Slaughterhouse 5 og tusind andre eksempler, har læseren skullet vurdere, hvem der var skør; hovedpersonen eller de andre. Det er også på spil her. Vores ven Magnus sagde noget klogt om, hvor svært det er at anmelde en allegori. Han sagde (som jeg er meget enig i) blikket er hele tiden splittet mellem allegoriens egen lyriske skønhed, og det realplan, som vi skal rapportere tilbage til, og som skal give logisk mening på den ene eller den anden måde. Giver allegorien mening, hvis den faktisk skal forestille et psykologisk respons på et traume? Giver allegorien mening, hvis den er et plot-instrument og dermed et quasi-ægte sted man kan trylle sig hen til?
Huset har en psykologisk dobbeltrolle, som jeg ikke er sikker på, at bogen forløser. Faktisk vil jeg sige at Husets kræfter er nogle postulater, som end ikke forsøges udfoldet. Dette sker sideløbende med at bogen emotionelt, æstetisk og plotmæssigt er medrivende.
OS: Ja, det er jeg enig i. På trods af sine kolossale vidder, endda mulige uendelighed, synes jeg også at Huset viser sig som en fortællemæssigt skrøbelig struktur. For den fredfyldthed, Piranesi oplever i Huset (der forsyner ham med fisk, tang og andet, han har brug for at overleve), må selvfølgelig udfordres: I takt med at hans verdens grænser bliver mere og mere porøse og fænomener udefra trænger sig på, bliver det også tydeligt at Huset, modsat det magiske England i Jonathan Strange, hverken er en særligt robust, organisk eller interessant verden for læseren at opholde sig i. Vi længes med andre ord efter den invasion, der selvfølgelig på et tidspunkt indtræffer. Hvorimod jeg i Clarkes tidligere bog ikke kunne få nok af simpelthen at opholde mig i dens verden. Begge bøgers primære drivkraft er de ubesvarede spørgsmål om universet, som får læseren til at bladre videre. I Piranesi kommer svarene strø-vist, men de udgør ikke et stærkt nok fundament til skabe en helstøbt fortælling (og desuden: fortællinger, der bruger “the big reveal” som greb, bliver i min optik for det meste bare kedeligere i tredje akt, efter afsløringen. Det viser sig altid at det var mere interessant at sidde med spørgsmålene end med svarene). MEN! Bogen har ikke desto mindre en stærk allegorisk værdi, og jeg synes Clarke holder historien lige præcis så åben, at man kan læse meget forskelligt ind i den, uden at den falder fuldstændigt til jorden, hvis man bare læser den på overfladen.
JS: Her kommer lige den definitive spoilerwarning. Jamen jeg kan slet ikke forholde mig til Huset som allegori efter “the big reveal”, for så er det jo ikke en allegori længere. Alt det fine, jeg kunne læse ind i den bliver annulleret i samme øjeblik der skabes passage mellem Huset og virkeligheden. Da vi finder ud af, at Huset muligvis “bare” er en form for psykokinetisk konstruktion, hvori en ægte superskurk lader til at holde sine disciple og tilfældige ofre indespærret i et mentalt/metafysisk fængsel (som det dog lykkes politiet at trænge fysisk ind i til sidst, meget mystisk) – endda med hentydninger til årtiers fangenskab og seksuelt misbrug flimrende mellem linjerne – så mister bogens to ringhjørner forbindelsen til hinanden, for selve den fysiske passage mellem Huset og virkelighedens England bliver aldrig til andet end en fantasy-nødløsning: “Kom, nu tager vi hinanden i hånden og går ind i en drøm sammen. Luk øjnene og transcendental-meditér i fast-forward, så er du der.” Det er som om allegorien og virkeligheden bare ikke kan kombineres så nemt og samtidig have papirerne i orden. Eller, i hvert fald lykkes det ikke i denne bog. Okay, med fare for at sige noget virkelig ubehageligt: Forestil dig et plot, hvor politiet skulle transcendental-meditere sig ned i Josef Fritzls kælder og redde børnene ud i virkeligheden. Hvordan helved? Man stejler da totalt ved tanken. Der er altså nogle fysiske mure der skal nedbrydes før jeg køber det, det duer ikke, at det bare er oppe i hovedet. Og det samme gør sig gældende omvendt. Jeg synes Vonneguts Slaughterhouse 5 er en grotesk god bog om traume-induceret paravirkelighed. Men i den bog kan man heller ikke hive Billy Pilgrims mentale/allegoriske flugt fra 2. Verdenskrig ned i fysisk rammer, hvor de pårørende ligesom kan komme med på turen. Det ville være at forråde selve størrelsesordenen af traumet. Men i Piranesi er det denne sammensmeltning vi skal købe. Der bliver opridset nogle svage konturer af okkulte ritualer, udtænkt af superskurken, som ligesom skal hamre en dør mellem virkelighed og paravirkelighed, men hvad de ritualer går ud på, og hvordan de skulle lykkes med at samle forskellige individer i en fælles psykose inde i et giga Hus, det lader bogen hånt om.
Ved historiens afslutning er det Piranesis traume og hukommelsestab, der er fokus. Og det er smukt beskrevet. Han er som sagt et rørende og fint menneske, der ligesom har fået klippet sin snor til nutiden. Han kan nok aldrig kan få den lappet sammen igen, og måske ønsker han det heller ikke, lige meget hvor længe han taler med politiets psykolog. Ligeledes er den metafysiske verden, som udgør første del af bogen, en smukt konstrueret fortælling. Det er bare ikke to fortællinger der forløser hinanden.
OS: Ej, men det er sjovt, for det bliver lige pludseligt meget tydeligt for mig, hvor meget opfattelsen af bogen(s litterære kvaliteter) afgøres af, hvordan man læser den. Jeg kan sagtens følge din kritik, men jeg var inde på et helt andet tankespor mens jeg læste. Så selvom jeg registrerede de mangler, du også udpeger, oplevede jeg dem mere bare som en svag baggrundsstøj, fordi jeg var for opslugt af at læse bogen allegorisk. Jeg gav med andre ord ret meget slip på realplanet, til fordel for at læse den som en fortælling om hvor langt man kan drive væk fra (flertallets) verden, og hvor svært det kan være at (gen)finde forbindelsen til den.
Noget af det interessante ved Piranesi er på den måde, at den kan fungere både som allegori for (stof)misbrug, sekterisk religion, og simpelthen bare for eneboeragtige tilstande. Altså former for fortabelse, hvor man i tiltagende grad fjerner sig fra det, der udfordrer ens verdenssyn. Som du allerede har nævnt, er der ikke i sig selv noget nyt eller interessant ved dette tema, men i Clarkes hænder synes jeg virkelig denne konflikt mellem meningsopfyldthed (er det et ord?) og fortabelse bliver relevant. Som læsere under vi Piranesi hans harmoniske, ophøjede sameksistens med Huset, måske fordi vi i virkeligheden længes efter at overbevises sammen med ham (med Huset som stand-in for Naturen, selvfølgelig). Men samtidig ved vi også, at den dag vi i virkeligheden løb på et menneske i naturen, der opførte sig som Piranesi, ville vi nok først og fremmest føle skepsis og/eller medlidenhed. Og hvis man f.eks. har eksperimenteret meget med psykedeliske stoffer ved man også, at det er ekstremt let at begynde at leve i sine egne luftkasteller, som omverden så muligvis hæver et øjenbryn af, men som ikke desto mindre kan opleves som sande og smukke. Mens jeg skriver det her, er jeg hele tiden ved at komme til at bruge formuleringer som “at konstruere sin egen virkelighed” eller “at miste kontakten til jorden”, men hvis det var så enkelt, ville Piranesi ikke have virket så voldsomt på mig. Pointen er jo netop, at det personligt konstruerede kan føles akkurat lige så, hvis ikke mere, virkeligt end det, fællesskabet har skabt. “Fortabelse” er et ord, jeg har brugt flere gange, som jeg nu også sidder og smager lidt på. Hvem bestemmer, hvem der er de fortabte, og hvem der er de fordybede? Hvor hører for eksempel munken til på den skala? Det er heldigvis umuligt at svare kategorisk på.
JS: Præcis. Når et menneske ligesom går helhjertet ind i sine egne luftkasteller – sjovt nok ofte i en søgen efter universel sandhed – og laver enorme og overbevisende strukturerer, hvor “alting bare passer sammen”, eller tilskriver sig allerede eksisterende religioner til at forklare verden, eller måske simpelthen bare lærer at give slip på egoet – ja, så mudres linjerne mellem vildfarelse og klarsyn. Jeg har stor sympati for din allegoriske læsning. Og jeg blev, ligesom du, berørt af den tektoniske uro som Susanna Clarke lader mig mærke under fødderne: Kontrasten og ligheden mellem den meningsopfyldte psyke og den afsondrede psyke. Der bliver aldrig fældet endelig dom over Piranesis mentale helbred, og det skal der heller ikke. Men måske netop fordi jeg også kender forhandlingen fra min egen hjerne (altså opbygningen af egne luftkasteller, og skepsis ved samme), så ønskede jeg at se luftkastellet bygget mere møjsommeligt op. Man kunne have udbygget superskurkens logik. Metafysik kan fremstilles utroligt naturvidenskabeligt, hvis man lige gør sig umage (Det er vel derfor JW Dunne lige hidkaldes i romanen, for at hans blotte navn kan agere stand-in for en kompleks forklaringsmodel. Dagbogsformen bliver meget bekvemt anvendt til at name-droppe forskellige quasi-metafysiske teorier fra det 20. århundrede, uden disse begreber bruges til andet end at blinke indforstået til den smalle skare, der kender ideerne i forvejen. JW Dunne’s “serialism” bliver kastet på banen i et strø-notat, men ikke samlet op. Det er jo ren volapyk, hvis man ikke i forvejen har flirtet med tidsrejse-drømmeteori-mysticisme.) Men Piranesi trækker ikke på sine referencer til at opbygge plottets substans. Rugbrødsarbejdet mangler simpelthen. Det bliver kun til name-dropping. Bogen nøjes i stedet med at fremvise det overbeviste sind, uden at med-overbevise mig. Men så må jeg også erkende, at jeg er en ekstremt bogstavelig læser. Hvis der introduceres et okkult ritual, som tilskrives så meget magt, at det kan transportere en politikvinde ind i en anden verden, hvor hun skal frelse en kidnappet mand, ja, så sidder jeg ligesom fast i den rille indtil forfatteren har redegjort for, hvordan ritualet virker. Du kan ikke bare tage et stearinlys og trylle.
OS: Jamen jeg vil afslutningsvis give dig ret i din kritik, selvom jeg fokuserede på noget andet. Som jeg ser det, er der flere konstruktioner i bogen, som Clarke meget tidligt får malet sig op i et hjørne med, og som det er svært for hende at slippe ud af igen. Vi længes efter at den statiske verden skal udfordres, men når den så bliver det, føles det billigt og thriller-agtigt. Måske fordi universet ikke er bygget op over mange hundrede sider. Måske er konklusionen her, at Clarke simpelthen er bedst, når hun for alvor tager sig tid, og plottet er noget der langsomt trækker op, som et uvejr i horisonten.
JS: Ja. En rørende hovedpersonen, en interessant allegori, et forhastet plot. En psykologisk historie, overlæsset med ornamenter fra forfatterens glansbilledalbum, som dog alligevel er læsningen værd. Jeg glæder mig til om 20 år, når Susanna Clarke måske udgiver en tredje bog.
