Suveræniteten fosser ud af statskassen – Erik Høgh-Sørensen MOD VINDEN. DANMARKS PLADS I EUROPA
Der er i den grad plads til forbedring i EU. Ny bog uddeler tæsk til politikere, journalister og embedsmænd, men indeholder samtidig sjove anekdoter fra en karriere bag murene.
Citat
EU hæmmer fremtidige danske generationers evne til at bibeholde velfærdsstaten og sikre både job og et konkurrencedygtigt dansk erhvervsliv. Suveræniteten fosser ud af statskassen, men medierne blotlægger den sjældent, før skaden er sket.
EU er skadelig for den danske velfærdsstat og danske virksomheders konkurrenceevne. Politikere og embedsmænd er mere interesserede i egen karriere end i at sikre borgernes demokratiske indflydelse, og Danmark har ikke noget at skulle have sagt ved forhandlingsbordet i Bruxelles. Dertil kommer, at pressen ikke formår at dække EU-spørgsmål objektivt. Ifølge Erik Høgh-Sørensen er der ikke meget ved EU, der ikke er galt. I bogen MOD VINDEN. DANMARKS PLADS I EUROPA fremlægger han sin kritik af EU-apparatet – og der er mange, der får verbale øretæver med på vejen.
Erik Høgh-Sørensen var i fem år EU-korrespondent for Ritzau i Bruxelles, hvor han yderst flittigt dækkede EU-stoffet og sendte over 7000 artikler hjem til Danmark. Derfor er det også med stor iver, at man kaster sig over bogen med forventninger om insiderhistorier og spændende anekdoter. Desværre lever bogen kun delvist op til forventningerne.
De spændende anekdoter fra den anden side af EU’s lukkede døre er der skam. Der er blandt andet historien om, hvordan udenrigsminister Per Stig Møller under et pressemøde udbrød: ’Hvor er Erik Høgh-Sørensen, den klamphugger’. På samme måde fortælles der levende om en episode, hvor den daværende landbrugskommissær Marianne Fischer Boel pludselig stod ud af sin bil for at diskutere med nogle franske vinbønder, samt om hvordan EU’s topchefer ikke kunne leve med det satiriske kunstværk Entropa, der udstillede landenes nationale stereotyper.
På trods af disse skildringer er bogen dog mest af alt en udførlig kritik af EU. Igennem bogens 15 kapitler opstiller forfatteren alt det, der ifølge ham er galt med EU, og som leder til, at Danmark taber stadigt større dele af sin suverænitet. Vi føres igennem alt fra fiskeripolitik, landbrugsstøtte, domstole og Lissabontraktaten til politiske studehandler og en EU-venlig pressedækning.
Det er ikke bare systemet, der får hårde ord med på vejen. Høgh-Sørensen holder sig ikke tilbage, når der skal uddeles verbale tæsk til personer som for eksempel Connie Hedegaard og Anders Fogh Rasmussen. Desuden gør han det klart, at de 13 danske EU-parlamentarikere ikke har nogen indflydelse, men at de derimod er som ’små saltkorn, der opløses i vand’. Derudover får Højesteret hårde ord med på vejen, ligesom hele det danske pressekorps står for skud, fordi journalisterne ifølge forfatteren testes ’EU-positive’ og altså bringer en ensidet dækning af EU-stoffet, der klart er til ja-sidens fordel.
En del af kritikken er spændende og relevant læsning. Det gælder for eksempel kritikken af den europæiske håndtering af Muhammed-krisen, eurolandenes respekt for de fælles finanspolitiske spilleregler samt historien om, hvordan man under Fogh-regeringen ved hjælp af juridiske fiflerier fik omformuleret traktatteksten, så vi i Danmark aldrig fik en folkeafstemning om Lissabontraktaten. Denne historie fylder en væsentlig del i bogen, og den manglende folkeafstemning betyder ifølge forfatteren, at vi i Danmark har mistet en betydelig del af vores suverænitet. En suverænitet som ’fosser ud af statskassen’.
Desværre bliver Høgh-Sørensen til tider for skinger i sin kritik. I forbindelse med sin kritik af DR’s korrespondent Ole Ryborg, der ved uddelingen af Berlingske Fonds Journalistpris blev rost af Uffe Ellemann-Jensen, skriver han for eksempel: ’Dersom Ellemann kan lide ens EU-jounalistik, har man et problem med at levere tilstræbt objektivitet’. På samme måde sammenlignes Anders Fogh-Rasmussens godkendelse af Lissabontraktaten med Erik Scavenius’ samarbejdspolitik med Tyskland i forbindelse med besættelsen, og euroen sammenlignes med Nazi-Tysklands overvejelser om en europæisk møntunion. Dertil kommer, at forfatteren generelt ikke har meget positivt at sige om EU-systemet, og bogen kommer derfor til at fremstå som et personligt manifest, der da også afsluttes med ni punkter for, hvad der ifølge Høgh-Sørensen bør ændres.
Bogen er på trods af disse svagheder læseværdig. Høgh-Jensen skriver levende og veloplagt, og som læser bliver man præsenteret for spændende insiderhistorier, udspekuleret dansk implementering af EU-love og gode afsløringer af politisk spin, bortforklaringer og rævekager bag facaden. Bogen er et indspark i EU-debatten, der nok vil sætte gang i refleksioner hos selv den mest positive EU-vælger.
