Suzanne, Pjerrot og Pablo – DEN BLÅ PORT #71
71. udgave af DEN BLÅ PORT forklarer en gang for alle, hvad det er, der er med den koboltblå pjerrotdragt i Pablo Llambías’ RÅDHUS.
Citat
Pia Juul løfter sløret for poesiens tilblivelse:
‘Jeg ville tage alt, hvad jeg havde skrevet, siden sidst jeg udgav en digtsamling, uden at redigere i det. Bogen skulle hedde Gadagung, og jeg ville nærmest lave noget lort med vilje. Jeg ved godt, at det lyder anstrengende, men jeg tror jeg fik ideen, fordi jeg følte trang til ikke at skrive digte mere – man kan få sådan nogle sære ideer, ikke. Men så, mens jeg lavede den og satte den sammen, kunne jeg alligevel ikke lade være med at rydde op i den, og jeg endte med at lave noget helt andet.’
Jeg er egentlig slet ikke i stødet til at være negativ, men når man mødes med regulære research-fejl i sådan en grad, at man tror, det er en spøg, ja så daler humøret altså. Vi skal ikke længere end seks ord ind i lederteksten, før chefen for Vækstcenteret (som Peter Høegs nye roman handler om), Jes Bertelsen, benævnes Jes Petersen. Otte linier længere fremme placeres Vækstcenteret, som rettelig ligger i Nørre Snede, i Nørre Sneum (Sic!). Nørre Sneum, hvor er det? Det må være en fjern provins i Narnia.
Redaktionen har haft hovedet under armen eller bare været lidt for sent ude i forhold til deadline, og det skæmmer den ellers fine pointe i deres leder. Pointen ville jeg gerne genfortælle, men jeg må korrigere yderligere: Connie i det klassiske afsnit ”Jorden så sund ud” i Pablo Llambías’ RÅDHUS har ikke kontor i kælderen. Hun residerer ”på et af de små gangkontorer med navneskilte udenpå”, og det er her, den koboltblå Pjerrot bedækker hende. Redaktionen spinder ellers en lille freudiansk ende over, at Connies kontor ligger i kælderetagen, men det gør det altså ikke. Der burde kunne findes en arbejdsløs akademiker, der kan klare de helt banale faktuelle oplysninger for DEN BLÅ PORT, nu de ikke selv kan, har tid eller gider – for beskæmmende er det.
Nå, lyspunkter er der dog, idet Louise Zeuthen trækker tråde mellem Suzannes Brøggers forfatterskab og 60’ernes performative selvfremstilling i kunstens verden. I stedet for at søge efter et sandt jeg inderst inde viser Zeuthen, hvordan Brøgger i stedet bestemmer, hvor ’jeg’ er og i hvilke relationer ’jeg’ indgår. Zeuthen, der skriver på en Ph.d. om Brøgger, genblander hermed kortene, så Brøggers forfatterskab, der for længe side er blevet stemplet og lukket som fersk ”kvindelitteratur”, åbnes på ny. Og så når Zeuthen endda at give en særdeles helstøbt forklaring på den mildest talt taktløse pjerrotdragt, ”den rådhusmæssige undersøgelsesdragt”, som Llambías-jeget har på i RÅDHUS. Hvem skulle have troet, at den havde noget med Suzanne Brøgger at gøre? Nej, men det har den altså.
Vi får også oplysninger om en hemmelig bog af Pia Juul. Den hed GADAGUNG men forblev på tegnebrættet, hvilket man godt kan ærgre sig over den titel taget i betragtning. Juul fortæller i et dobbeltinterview med Henrik Nordbrandt, at hun med GADAGUNG ville ”lave noget lort med vilje”. I stedet blev anstrengelserne kanaliseret ud i krimi-digt-bogen HELT I SKOVEN, som udkom i fjor.
Med disse to indslag in mente, samt smagsprøve fra Klaus Høecks nye bog, gammelt tysk biologisk/filosofisk/poetologisk kuriosum om skovflåter, for hvem et øjeblik kan vare 18 år, samt alt det jeg ikke har plads til at nævne her, er det desto mere ærgerligt med den sløsede (ind)leder. Dens helt banale fejl og mangler sidder i læserens baghovedet gennem hele nummeret, og det er i og for sig synd og skam.
