Det er svært at være lykkelig til tiden – Dorthe Nors DET VAR SÅ DEN VINTER
Den samlede udgivelse af Dorthe Nors’ romaner DAGE og MINNA MANGLER ET ØVELOKALE er et katalog over de faser, man må igennem for at få hverdagen og hjertet til at hænge sammen igen.
Citat fra DAGE:
- tog en lap fra skrivebordet og skrev A red elephant is still an elephant på den
- og blev så urolig for, om den slags var godt nok, følte mig dum, følte mig bleg, var selv som en elefant, der tumler rundt og vælter ting, men en elefant mellem glasskår er stadig en elefant, ligesom et menneske, der ikke er godt nok, stadig er et menneske, og biografen i Brooklyn er stadig en biograf, og det sorgfulde hjerte er stadig et hjerte, and a red elephant is still an elephant.
To kvinder prøver at finde en formel for hverdagen, der gør det muligt at blive lykkelige. De har begge knuste hjerter – den førstes er lidt mere knust end den andens. Men de har en plan, der rykker dem fremad – den sidste lidt længere end den første.
Dorthe Nors’ kortromaner DAGE og MINNA MANGLER ET ØVE LOKALE udkom første gang i henholdsvis 2010 og 2013. Det var før, Nors fik en novelle i The New Yorker, fik novellesamlingen KANTSLAG oversat til KARATE CHOP og lagde USA ned med sine sære, hårde og abrupte noveller. Nors’ to romaner, der nu genudgives samlet med titlen DET VAR SÅ DEN VINTER, er noget mere straight forward end KANTSLAG. Romanerne har det til fælles, at de er korte og koncise portrætter af to kvinder, der bevæger sig i de samme baner og skal det samme sted hen: ud af sorgen. De indadvendte og ulykkelige kærlighedshistorier har fællestræk, men både kvinderne og Dorthe Nors’ fortællinger om dem har vidt forskellige temperamenter.
I DAGE bliver en kvinde forladt nytårsdag. Hun tager én dag ad gangen og beslutter sig for, at hun vil være lykkelig til pinse, men ‘ … det er svært at være lykkelig til tiden og sjældent at noget går efter fortjeneste …’, som der står et sted. Romanen består af lister, men det er ikke to do-lister, det er must-do-lister. Den slags, som er nødvendige at have for at kunne komme igennem dagene, indtil man når et punkt, hvor livet synes udholdeligt igen. Indtil den dag kommer, går jeget ture på kirkegården og snakker med Vilhelm Kyhns gravsten. Hun traver Frederiksberg og Valby tynd, sover, vågner, løber og har ondt i munden. Listerne er et katalog over overvejelser og forhåbninger og spæde forsøg på at overvinde sig selv. Som denne:
- Sagde: Nu skal du bare tage én dag ad gangen.
- Sagde: Og dette er den første af de dage, som du skal tage én ad gangen
- og stod så op og var løbet tør for mælk.
Komponisten Minna i MINNA MANGLER ET ØVELOKALE bliver også forladt. Pludselig en morgen vil kulturjournalisten Lars ikke se hende mere. Hun spørger hvorfor, og han svarer i en sms: ‘Men jeg er jo ikke forelsket i dig.’ Minna er ikke tilfreds med den besked, for der står for meget foran det ’men’. Men der er ikke noget at gøre, for Lars har fundet sammen med Linda, som spiller harpe og er meget mere sensuel end Minna. Så Minna må indstille sig på at være alene igen. Jette giver gode råd. Hun knalder nemlig masser af mænd – de fleste af dem er gift, men det er Jette ligeglad med. Der er i det hele taget mange, der har en mening om, hvad Minna skal, men Minna selv vil faktisk bare gerne øve i fred for de andre. Minna mangler et øvelokale og struktur i tilværelsen. Hun mangler et sted, hun kan folde sig ud, så hun tager til Bornholm, hvor der er højt til himlen, og hvor ingen kan nå hende og rette på hende.
Nors er mester i at skrive stemninger. Novellerne i KANTSLAG var en opvisning i det. Man blev suget ind i en stemning, og lige som man var ved at fange, hvad der foregik, var teksten slut, og man sad tilbage og fattede alligevel ikke helt, hvad der var sket. På den gode måde, altså. Nors pakker sit publikum ind i en sindstilstand og lader os sidde derinde, og det gør hun også i de to romaner her. Forløbsmæssigt er de meget anderledes end novellerne i KANTSLAG og har mere fremdrift, men der er jo det med kærestesorgen, at den er en sindstilstand, der bare. Ikke. Vil. Gå over. Den fylder det hele, indtil den holder op med at fylde det hele. Det mærker man især i DAGE.
Samlet set er DET VAR SÅ DEN VINTER et fintfølende, tragikomisk katalog over de faser, man må igennem for at få hverdagen og hjertet til at hænge sammen igen. Det er sandt, at efter vinter kommer forår, men det er ikke altid, at foråret kommer, når kalenderen siger det. For Dorthe Nors’ hovedpersoner kræver det tid, mod og det rette øvelokale, førend noget kan gro på ny.
